Den uforbederlige bibliotekar
Skanning / foto af tekst.
https://uforbederlig.dk
Udarbejdet 2024 af Niels ]ensen
En aR i wn mind E BDR RE … Fa ES ja) SSR Øl & 8 mm d mm. SE RE MES ak SUSER ES Bom Lo. SAUER | BR REN Bur Hr) ST ED RV pri Fl
fc
dk
| | |
INDHOLD
Side. Digte. Vilh. Bergsøe: Aforismer ........ SE SES 3,149 Alfred Ipsen: Et Par... vi. 2 7 Thor Lange: Folkeviser Ser EPE 35 - Thor: Lange: Efteraan 4,55 Er Are sg 78 C.Hauct:: Hellebæk ss re Denner 141 —tt—: Weltschmerz.;:........4...… ”- … 206 "Al. Schumacher: Bag Sløret...........- es 216 - H. Vilh. Martensen: Dragør ........... ALE RR. 3 Illustrationer åf H. V. Westergaard. ' 00. 2. HH. Vilh. Martensen: De to Beduiner ..... … 968
Emanuel Geibel: En Sørøverhistorie .
Romaner og "Fortællinger -
ESS sn Sophus Bauditz: Den Sidse Flaske SEES SER SEG] 5 Illustration af BR. -Christiansen.
E£: -Jos.. Victor. Widmann:-En anonym Medar- > $ beider.......… REDE ERE 8, 30, 55, 79 HeS2=.: Franz Her czeg: Lida SEER SS RESESURES FAE 568 1... Carl Møller:.Mørup skranter. ............ 5188 ØER - Illustrationer af Alfred Schmidt. 5 ; ” Pitaval: Criminalhistorier fra gamle Di: I. "En beleven Indbrudstyv ........... Ree DES |!
- Johanmes van Dewall: Falsk Spil
EE 100, 133, 158, 182, 207, Med Illustrationer.
- dage Ibsen: Touristen .......,. …… 118, 1291 Johun Keller: Hjemve... ...... 127
7 P: E. Benzon: Faderkjærlighed . . SEES 150, 175 : Rudolph Baumbach: Paa Parådindte: Eng. RET,
- Gun: Bekkas sn rrrserrerirsnrerin 195 3 - Illustration af K. Hansen. REFS sToRE SEE -
+ Franz Herczeg: Bale BEEN: É -Vignet af H. V. Westergaard. v7 7
298, 252, 269
ER ER AG
Leo Cassan: Den vise Ibn Funee reverse 216 "H. P. Inunde: Et Hestehoved ; foran …… FE 293 "Gregor Csiky: Pengekatten 2... SEER ER 5
BE ÆEEEE
"Carl Carlsen: Modeller... <A >; Illustrationer af Fortaltersde rer:
" H. C. Stilling: Rubens: og van Dee. 197, 221.
Otto Borchsenius: Med Viktor Rydbergs Billede == ER Med Portrait. i : Hjemmefra. mn ESe er H. Tauber-Jensen: Den: kgl. Be ks 14 — Illustrationer af H. V. Westergaard: Frise — Den ga: 3 MAR Fabrik. — Vase fra forr. Aarh. — Kop med Vndenlad z sg malet af Camrath, — Den ny Fabrik ved Fasanveien… 37 SEE —. Moderne: Vase, malet af Liisberg. SNE «% %: Ti] Fægtningsskydning .…............. 2 Instrationgk af K. Hansen-Reistrup. SSR ret SNERRE ERR Alb. . Gnudtzmann: Paa Frederiksberg … RESET: Mt See
H.C. 4. Tund: Fra Studenterforeningens første
Side, Kunst.
H. C. Stilling: Jan van Eyck —(…Å….....…... SER ER
Med Kunstbilag og Illustration. Al. Schumacher: Rembrandt van Rijn....... 61 i
Med Kunstbilag. ERR H. T.-J.: Dekorationer i <Delfter:Maner…. Elg 57 | S 6
Med farvetrykt Bilag, efter Tegn. af Carl 0. J. Lund. i Al. Schumacher: Tizian... 55117; 141
Med Kunstbilag og Portrait, Al. Schumacher: Pave Innocent X (PamEl) af
Velarzquezssr rer SKER ORG 166
Med Kunstbilag. ; En Maler i Polarlandene. Efter ,,The Studio= 193
iustra oner, tegnede efter Malerier af Stokes af Gere (om
Med Kunstbilag og Portrait af P. P. Rubens.
ss.
Literatur.
Al. Schumacher: Ogsaa et Jubilæum RE 557 og 3
ron uf Alfr. Schmidt og Carl Carlsen. 3
H. Tauber-Jensen:-Om Papir og et Besøg paa " Strandmøllen sete Illustrationer efter Fotografier. É
DET ESEETS ES SES SEES SERENE Eu EPS REE Illustrationer af H. Vi Westergaard og Gerh. Blom "Alb. Guudtzmann: ., Det kgl. Kjøbenhavnske yt eselskab og danske SR LEVE S
£
i ) Side, OX & £: Samoanerne i Cirkus,......... 5 Ba SER 232 Fk hatdar af K. Hansen-Reistrup. ” Børge Janssen: Et 600-Aars Jubilæum ....…. 965 Illustration af H. V. Westergaard: Helligaands-Kapellet. Fra fremmede Lande. ” Tell: Jungfrau-Banen ...….….....… ERE oe r.57218 Illustrationer efter Fotografier, É John: En Antikvitets-Fabrik .............. 92 John: Politiet paa Themsen..,..:........... 49 Tlustration: Waterloo-Broen af C. E. HDlore eg IS Ban ns sSSREEEREN T TE EN SE GS "78 Illustrationer efter Originalfotografier. … — H. W. Vogel: Et Ridt til det Døde Hav...… 85 Illustrationer efter Fotografier. Béla Låzår: Andråssy-Gaden i Budapest . 97 Illustrationer efter Fotografier. J. Østrup: Armeniere og Tyrker” SE ERE rene 108 Illustrationer, tegnede- efter Fotografier af H. V. We- a stergaard. Louis Jensen: Fra Holland ...... SALE 5 Illustrationer af Forfatteren. : Al. Schumacher: Boere og Englændere... 190
Med Portrait af Præsident Paul Kråger og Korte: » Béla Låzår: Ungarns Millenniwmns- Udstilling. 217 - Illustrationer efter Fotografier og Tegninger, Fra Orinocofloden.......... i. ssetal. ga 4. Goering: Orinoco-Delto'et. - Karl Leipold: Paa Orinoco.
- Illustrationer, - tegnede efter Fotografier af Se ka We. "stergaard.
Otto Kaenunel: Nye Udkrkrninger i "Pompeji meeker ss efter Foloerad af Gerh. Blom.
Fra Videnskabens "Omraade.
G. Kreusner: Belysningsspørgsmaal ..
— Chr: Saugmann: Sanatøtier for Brystsyge. ssp sa6 Mlustrationer efter Fotografier. £ i 26
Med Portrait og Facsimile.…
0. rer: Til Bebandkagso: 2 Mb sr kalose 205
SE
Rak 0
ig SES AÆE ERE SE 39
g, "Julius. 'Stinde: Kampen mellem Dyr og Planter 155-
"Le Side, ": Hvorledes Røntgen gjorde sin Opdagelse 215 EROBREDE er EET een Eden le 239 Med Portrait af Prof. Rontgen og meer i Karl Stichler: ,,De Vises Sten? ,,.........…. 261 Modebreve. Ellis: September........... SEE SSR SEE GE 23 Illustration af Alfr, Schmidt. FS; October ESS SEER 71 Illustrationer af Alfr. Schmidt. Hlks:=December 8 SEES Ens 143 Illustration af .A/fr. "Schmidt. Tom. Trick: Amerikansk Humor.......…..…. 96 Alfr. Schmidt: Sex Flasker Vin. Humoreske i Billeder sir ASS SES NESS RA SEA 168 Josh Billings: Aforiårier Bi ERE RS RE EGNE DE 174, 240 Kunstbilag og Billeder uden Text. "Jan vam Eyck: Manden med. Nelliken…. Rembrandt van Rijn: Selvportrait af Kunstne- ren med hans Hustru Saskia. : Tizian: Ung Venetianerinde (Flora). : Peter Paul Rubens: Kunstnerens Hustru, He- —… lene Fourment, med sit førstefødte Barn. Velazquez: Pave Innocent X (Pamfili). Frans Hals: Ammen og Barnet. Carl Carlsen: Nyheder, ,..,..... ss... 125 Carl 0. J. Lund: Fra Hellebæk ELDER GE 137 Tizians Selvportrait: 6.2 unungr ennen 153 Virginie Demont-Brefon: "Stella Målis SEE ere K Så fb Arthur T. Else; y: Bobs Middag... SOS REESE "973 — Fra Studiemappen. : P. S. Krøyer: Fiskerhoved … ESS SEERE SERENE) Carl Carlsen: Modelstudie ..............:... 276
JAN van Eyck:
MANDEN MED NELLIKEN
BERLINER-GALLERIET
P. PErensens BOGTRYKKEN
BmAG TIL , Hven 14. Dac”
wø
Øen sidste Flaske
NOVELLETTE
AF
SOPHUS BAUDITZ
sin gamle Ven, Admiral Rørby, hver Søn-
og Helligdag. Gommandéuren var ugift, Admiralen gift, men Begge vare de forlængst faldne for Aldersgrænsen og havde altsaa rigelig Tid til grundigt .at. drøfte Marinens Anliggender og opfriske de mange fælles Ungdomsminder.
— ,Storartet Gammelrom!" sagde Comman- deuren en Dag til Admiralen, da de efter Middag røg en Cigar og drak en Pousse-café.
»Ja, det er Dig selv, der har seilet den hjem, Lind!"
»Jeg husker det nok — det var i vore yngste Lieutenantsdage med ,Bellonaf — Vestindien var egentlig deilig, Du: blaa Himmel og" Palme- træer og Skildpadde og Ananas!
»Ja, og Damerne!"
»Naada! Kan Du huske hende, Datteren,
paa Plantagen — nu har jeg glemt Navnet!" »Paa Plantagen eller paa Datteren?
(me Lind spiste. regelmæssigt hos
ude
»Åa, blæse være med Plantagen — jeg mener naturligvis Datteren!”
»Nei, jeg kan ikke huske, hvad hun hed.”
»Da var Du sgu ellers ordentlig væk i hende!"
»Ja, Du da ogsaa!"
»Men Du mest!:— Naa, der er din Kone!"
— »Lad mig ikke forstyrre", sagde Admiral- inden, der kom ind og satte sig hos de to gamle Herrer.
»Vi taler om Vestindien”, fortsatte Comman- deuren. ,Saadan en Rom, som den her, er slet ikke mere til at faae. Det er Aroma! Jeg kan se hele St. Croix for mig og mærke Aftenbrisen, naar jeg blot lugter til den! — Har Du meget af den endnu, Rørby?”
»Ja, jeg tænker nok, jeg skal holde Dig ud med den”, svarede Admiralen uden egentlig at tænke over, hvad han sagde, men da Comman- deuren pludselig ganske alvorligt svarede: ,,Ja,
- i —
då
"Sas SES FDR EERERSRENDE
a
DEN SIDSTE FLASKE
det kan Du nok!" blev Admiralen ængstelig og sagde: , Vaas! Hvem veed —"
»Nei, det er der Ingen, der veed", indrømmede Commandeuren, og saa taltes der ikke mere om Vestindien den Aften.
Et Halvaarstid efter sad de to gamle Kame- , rater atter sammen en Søndag Eftermiddag, og Admiralen var just ved at skjænke sig selv en Pousse-café, da Commandeuren udbrød: ,,Men hvad er det! Drikker Du ikke mere Rom?"
»Nei", brummede Ådmiralen, ,jeg troer, jeg har bedre af Cognac."
Commandeuren saae op paa ham, men Admi- ralen saae ned, og såa talte de om andre Ting.
Men et Par Maaneder senere, saa brast det. — ,Skal det Fingerbøl kaldes et Glas?" spurgte Commandeuren, da Admiralen havde skjænket ham en Snaps af den gamle Rom. ,,Maa jeg bede om et af de sædvanlige Glas!"
»Vi har faaet et nyt Likørstel", stammede Admiralen. ,,Min Kone syntes, at de gamle Glas var lovlig store for to aldrende Kavalerer. som os!"
»Det er Løgn, lille Rørby!" sagde Comman- deuren roligt. ,,Det er for at kunne holde ud med Rommen, Du har anskaffet de Dukkeglas!"
»…Naa, ja — for at skaffe Dig en Nydelse, Du sætter Pris paa, saa længe som muligt", svarede Admiralen nervøst. ,,Du er da vel, for Fanden, ikke saa overtroisk; at Du —"
»Hvad for Noget?" spurgte Commandeuren og blev bleg.
»ÅAa, Du.veed meget godt, hvad jeg mener!”
»Ja, men Du mener altsaa det Samme som
- « jeg!
»Nei, Gw gjør jeg ikke nei! Hvad er det for
et modbydeligt Haarkløveri, Du har fundet paa!"
»Siig mig ærligt: er jeg paa den sidste Flaske?"
»Nei!” É
»Hvor mange har Du da tilbage?"
»Åa, hvor veed jeg det!”
»Jo, det veed Du meget godt!"
»Naar det virkelig kan more Dig at vide det, Lind, saa er der een tilbage. Naar den er tømt, maa Du gaa paa Cognac'en, ligesom jeg. gjør! — Det er ogsaa sundere!” tilføjede Admiralen noget forceret. ;
»Naa, een Flaske — saa veed man, hvad man har at rette sig efter! — Hvor mange af de Miniaturglas gaaer der paa en Flaske, og hvor mange Søn- og Helligdage gaaer der paa et Aar?"
»Hør nu Lind”, sagde Admiralen, og det var -
ikke langt fra, at han rystede paa Stemmen, ,,nu gaaer det for vidt! Fordi jeg en Dag tankeløst siger noget Sludder om, at jeg nok skal holde Dig ud med den Rom, saa gaaer Du hen og — aa,-det er jo ligefrem afskyeligt! Du har maaske isinde efterhaanden at holde Dig borte her fra Huset, blot for at spare paa —"
+
»Nei, du Gamle, jeg kommer, saalænge jeg kan", svarede GCommandeuren, ,,accurat som jeg har gjort i de sidste-ti Aar. Tak for godt Kame- ratskab!"
Admiralen var helt fra det næste Dag, og flere Dage, og skjøndt Commandeuren de følgende Søndage drak sin Rom uden at falde tilbage til det kildne Emne, endte det dog med, at Admi- ralen betroede sig til sin Kone og fortalte hende, hvordan Sagerne stod. Admiralinden havde Kvin- dens hurtige Opfattelsesevne og Evne til at finde en Udvei der, hvor Mændene ingen se. Hun sagde strax, hvad der var at gjøre, og Admiralen ind- rømmede strax, at hun havde Ret.
— Juleaften kom, og naturligvis var Comman- deuren hos Admiralens.
»Her er Noget til Dem!" sagde Admiralinden og gav Commandeuren en Pakke: det var den sidste Flaske af den gamle Rom.
»Ja, nu kan Du tage Dig en Snaps, naar Du selv vil, Lind", sagde Admiralen, ,,0g vil Du ikke, saa kan Du jo lade være!"
Commandeuren saae ud som en Dødsdømt, der benaades paa Retterstedet, og da han om Aftenen gik hjem med sin Flaske i Lommen, og det var glat Føre, gik han saa forsigtigt, som om han havde Livet i Hænderne.
Saa kom Admiralens Fødselsdag. — ,, Hvad! Møder Du op med Presenter!” udbrød Admiralen,. da Commandeuren samtidig med sin Lykønsk- ning afleverede en Pakke. ,,Hvad i al Verden er det! Det er jo min — din — Flaske!"
»Ja, Du", svarede Commandeuren og smilte lunt. ,,Der er jo ingen Mening i, at den skal staa til efter min Død. Jeg nænner dog aldrig at trække den op i Enrum, men vil Du give mig et Glas af den, naar jeg kommer her, saa har jeg For- nøielsen af den, saa længe den varer, og naar den er drukken op, kiler jeg paa. Cognac'en, som Du raadede mig til. De dumme Griller er jeg kureret for!" … |.
»Naa, det var jo prægtigt!" svarede Admi- ralen, og efter Middagen nød Commandeuren det første Glas af sin sidste Flaske.
Admiralen troede virkelig paa, at Comman- deuren var kureret. Men da han et Par Maaneder efter saae sin gamle Ven i Smug lette paa Fla- sken og holde den op for Lyset, og da han saae det Blik, hvormed han gjorde det, blev han klar over, at kureret var han alligevel ikke, og saa betroede han sig igjen til sim Kone og fikj;igjen et godt Raad. ; He
Nogen Tid efter var der Middag, større Mid- dag, hos Admiralens. Efter Bordet sad Herrerne i Rygeværelset, og Talen faldt da paa en fælles Bekjendt, en gammel Ven, der nylig uformodet var gaaet bort,
ss bl
DEN SIDSTE FLASKE
»Ja, vi ere Alle Vorherre en Død skyldige", bemærkede En.
»Og Døden lader sig ikke narre", sagde en Anden.
»Nei, det er vist nok — skjøndt Mange dog prøve paa det!"
»Hvordan det?"
»Jo, har Du ikke lagt Mærke til, at gamle Folk tidt faaer en underlig Lyst til saa jevnligt at flytte. Naar de saa forlader den gamle Leilig- hed, tænker de: der hittede Døden mig dog ikke!"
»Nei, vi Mennesker narrer hverken Vorherre eller Døden", sagde Admiralen. ,,Jeg kan huske, da Frederik den Sjette laa paa sit Yderste, gik jeg som lille Dreng over Amalienborg Plads med min Fader. Jeg vidste, at Kongen var meget syg, og da jeg saae Skildvagterne gaa alvorligt frem og tilbage foran Indgangen, fik jeg den Idee, at de skulde passe paa, at Døden ikke kom ind ad Dø- ren. Da jeg saa næste Dag. hørte, at Kongen var død, tænkte jeg, at Døden maatte være kommen op ad Bagtrappen, hvor der ingen Skildvagt stod. Det var dog en Slags ubevidst Forestilling om, at Vorherre og Døden kan man ikke narre!"
Mens. Admiralen talte, havde Commandeuren seet paa sin Flaske — der var ingen Andre end han, der fik af den. Han saae og saae, først op- livet men senere mistænksom, men han sagde Ingenting, og det gjorde han heller ikke senere.
Commandeuren blev syg, meget syg; det var Gigtfeber, og han havde stærke Smerter. Tid-
ligere havde han aldrig feilet noget, saa han var dobbelt utaalmodig og gav sig ynkeligt.
»Er der ikke Noget, Du vil have, Lind? spurgte Admiralen, der kom og saae til ham.
»Nei, Tak, Du, jeg kan ikke nyde Noget! — Jo, det Eneste skulde være et lille Glas af min egen.Rom — tag Flasken med, naar Du kommer imorgen!"
Det gjorde Admiralen, og Commandeuren, der led endnu mere end den foregaaende Dag, kunde kun med Møie tage om Flasken.
»Rørby", sagde han med svag Stemme, ,,Du veed, man siger om gamle Søfolk, at -de ikke kan dø, før Ebben løber ud. Veed Du nu, hvad jeg troer: jeg skal dø, men jeg kan ikke dø og ligger og pines, fordi den Slat der ikke er løben ud — nei, lad være med at afbryde mig, jeg veed godt, hvad jeg siger! Du kan gjerne kalde det Overtro, men vi har selv sat min Termin, og Terminen var ude. Du har kunstigt forlænget den — jo, Du har! Du har snydt, lille Rørby, Du har fyldt paa Flasken — i god Mening, Gud- bevares! — og jeg var feig nok til at holde Mund, skjøndt jeg meget godt mærkede det. Men man kan i Længden hverken narre Vorherre eller Dø- den, og derfor lader jeg nu selv Ebben løbe ud — det skulde være skeet tidligere!”
Dermed drak Commandeuren Indholdet af den:
omineuse Flaske.ud i eet Drag, gav Admiralen Haanden og sagde: ,,Det gjorde godt! Hils din rare Kone, og tak hende for al hendes Venlighed. Vil Vorherre være mig naadig, saa seer jeg nok baade Dig og hende. Farvel, min Gut!”
Og næste Dag døde Commandeur Lind.
zlforismer
aar for vort Øfe Jordens Sol forsvinder, naar Zæben lukkes, Livet slukkes ud,
da bliver det vor IBarndoms bedste Minder, som løfter os niod Pimlen op til Gud.
——
lee
lt blive fornem, er at blive kold.
Fit blive kold — det er at mangle Ibjerte,
Ht mangle Phferte — Rjfærligbedens Skjold — det ev at vie sit Liv til evig Smerte.
—o—
Faar der regeres fra oven nedad,
faaev $maafolk stundom paa Makken Mælen; men skal der regeres fra neden opad,
blifv Enden den samme — Zygtepælen!
Om bundred Far er Digtekunsten død; da bviler den i Glemsels tause Skjød
som pPerlen under Davets tause Vande, indtil om tusind Har, med nyfødt Glød den funklev fra en Digterkonges ande.
—o—
»To be or not to be" — hin bamlets Gru, bvor bar den ikke Vei til Alle fundet?
hyor bar den ikke Sjælefreden bundet, bvor dræber den ci baabet i et Mu?
I Tvivlens kolde Angst den Hlt bar spundet; tbi kun de Færreste bar det i bu,
at, for at klare bamIets mørke Tvivlerlære, maa man begynde med — sig selv at være.
Vilb, Bergsøe.
L
æ= "aen NER
" md == &
De retfærdige Dommere. (Fløibillede af-Altertavlen i Gent.)
eger es Hr
Jan van ÆEyvck
H. C. STILLING
UNSTNERFAMILIEN van Eyck i Brygge an- K tages at have Navn efter den lille By
Maaseyck, som ligger ved Floden Maas, i Nærheden af Brygge. Fra denne By stam- mede Familien, som bestod af tre Søskende, en Broder ved Navn Hubert, en noget yngre Søster Margarethe, og endelig endnu en Broder Jan, som var meget yngre end Hubert”. De vare alle tre Malere og deres Kunst saa hen- givne, at ingen af dem nogensinde tænkte paa at gifte sig, og selv Margarethe, som havde havt flere glimrende Ægteskabstilbud, foretrak at leve et tarveligt, men tillige lykkeligt Kunst- nerliv sammen med de kjærlige Brødre, i fælles Stræben, fælles Arbeide og fælles Berømmelse. Jan, som havde faaet en meget omhyggelig Opdragelse, og var bevandret i Chemi, Mathe- matik og andre Videnskaber, var den ældre Broders Elev, og medens Hubert selv paa egen Haand havde maattet arbeide sig frem paa Kunstens vanskelige Bane, kunde Jan nu nyde godt af alle Broderens Erfaringer og saaledes langt hurtigere komme til Maalet. Under den kjærlige, omhyggelige Veiledning udfoldede hans store naturlige Anlæg sig da ogsaa snart i herligste Fylde, og tilsidst var det ham, der var Mesteren, de ældre Søsken- des Stolthed. De arbeidede som oftest i Fælles- skab paa de samme Billeder, saa at deres Værker vanskeligt ere til at skjelne fra hver- andre, og de, man kjender af Jan, med hans Navns Paategning og Aarstal, ere, med Und- tagelse af et enkelt, alle fra Tiden efter hans Søskendes Død.
Staffelimalerier” maltes dengang, som i hele den forudgaaende Tid, paa Trætavler, sjeldnere paa Lærred, og man benyttede der- til de saakaldte Temperafarver — Farver ud- rørte i Gummi, fortyndet Æggestof, Lim af opløst Pergament eller Sligt; naar Billedet var færdigt, blev det overtrukket med en- eller anden Fernis, der gav det Varighed og Glans. Men disse Farvers Behandling var forbunden med mange techniske Besværligheder, og især var det vanskeligt at arbeide dem ud i hin- anden for at danne bløde Overgange og Af- skygninger. Mange af de ældre Malere brugte derfor ogsaa at bøde paa denne Mangel ved
' at skraffere fine Krydslinier med Spidsen af Penselen, men det var dog kun en ufuldkom- men Nødhjælp. I alle Lande havde mangfoldige
+ Deres Fødselsaar er ubekjendt,
»— StafTelimalerier benævnes saaledes, i Modsætning til Male- rier pan Mureø eller andre faste Slæder, efter det Stillads hvorpaa Billedet stilles medens det males.
JAN VAN EYCK
Malere derfor længe søgt paa forskjellig Maade at tilveiebringe et fuldkomnere Materiale; hidtil var det dog endnu ikke lykkedes Nogen. Ogsaa Jan van Eyck, som foruden at være Maler til- lige var et lille Stykke af en Alchymist og havde Indsigt i Chemi og Destillerkunst, beskjæftigede sig jevnligt med Forsøg 1 denne Retning, og det lykkedes ham derved at danne en Oliefernis, som, strøget over de færdigtmalede Billeder, gav disse en hidtil ukjendt Friskhed i Farverne. Han var inderlig glad over sin Opfindelse, og Familien van Eycks Malerier vandt forøget Bifald.
Et herligt Billede var blevet færdigt, Jan havde anvendt megen Tid og Flid derpaa, det blev overtrukket med den nyopfundne Fernis og som sædvanligt stillet 1 Solen for at tørres. Maaske var Trætavlen, hvorpaa Billedet var malet, ikke godt sammenføiet, eller Træet har maaske ikke været tilbørlig tørt, nok er det, Tavlen gik op i Sammenføiningerne, og Billedet faldt fra hinanden i flere Stykker. Jan havde alt iforveien havt for- skjellige Gjenvordigheder med sine Tavler, snart krummede de sig i Solen, snart sloge de Revner, og dette sidste Uheld gjorde ham nu helt utaal- modig. Han besluttede da, det koste hvad det vilde, at opfinde en Methode, som gjorde Solens Straaler eller kunstig Varme overflødig, saa at Billederne af sig selv hurtigt kunde tørres i Skyggen. ;
Ude i Kjøkkenet paa Ildstedet vare nu atter en Tidlang Jans chemiske Apparater og Destiller- kolber nær ved at fortrænge Margarethes Pander og Potter. Olien havde været Hovedstoffet i hans nye Fernis, den maatte — mente han — yder- ligere kunne anvendes, og maaske kunde Lim- vandet og Æggestoffet, som det var saa besvær- ligt at komme tilrette med, helt undværes. Han kogte og sydede, han blandede og rørte, Kjøkke- net flød med Olie, Farver og andre Ingredienser; overalt smurte og malede han til med sine Prøver, og den renlige og ordentlige Margarethe var nær ved at fortvivle. Leilighedsvis beklagede hun sig
; maaske saa smaat hos gode Veninder i Nabo-
laget; men snart forstummede disse Klager, og samtidigt blev der saa forunderligt stille i Familien van Eycks Hjem; de vare Alle der saa ivrigt be- skjæftigede, at man' Intet saae til dem i lang Tid. — Endelig rygtedes det, at der var fore- gaaet noget Overordentligt. I de tre Søskendes Hus fremvistes Billeder, som man aldrig havde
"seet Mage til, malede paa en Maade, som Ingen
kunde forklare sig. I Farvernes Kraft og Glans, i fine Toner og bløde Afskygninger, i Styrke og Holdbarhed overgik de alle Fortidens Malerier. Flele Kunstverdenen var forbauset, Alle spurgte om Maaden, hvorpaa disse Vidundere vare ud- førte, men Familien van Eyck aabenbarede det ikke for Nogen, de vilde foreløbig beholde Hemme- ligheden for sig selv. — :
Det nu for Tiden saa øde og stille Brygge var.
dengang en rig og blomstrende Stad; dens mange prægtige Bygninger vidne jo endnu den Dag idag om, hvormegen Kunstsans der maa have her- sket i denne By i ældre Tider; der var saaledes fornemme og rige Kunstvenner nok, som kappe- des om at komme i Besiddelse af de tre Søsken- des smukke Arbeider; Fremmede vare ligesaa begjærlige efter dem, og deres Billeder førtes undertiden langt bort til fremmede Lande, hvor Navnet van Eyck blev berømt som i Flanderen.
Dog Jans fremadstræbende, skabende Aand blev ikke staaende ved den ene Opfindelse; lige- som hans Kundskaber i Chemien havde hjulpet ham ved Anvendelsen af Olien som Bindemiddel for Farverne, saaledes kom hans Kundskaber i Mathematik ham til Nytte ved Opdagelsen af Lovene for Liniarperspectiven. Hidtil havde det været Skik, at de hellige Figurer, hvis Fremstil- ling dengang saagodtsom udelukkende var Maler- kunstens Opgave, bleve - malede paa Guldgrund, hvad der vel gav Billederne et rigt, glimrende Udseende, men paa Bekostning af det Maleriske og Naturlige, saa at disse Billeder snarere vare at betragte som et Slags Dekorationsarbeider, end som Fremstillinger efter Naturen. Saaledes havde alle Jan van Eycks Forgjængere malet, og selv den berømteste af dem, Mester Wilhelm af Køln, havde end ikke i fjerneste Maade anet Muligheden af at male en flad Tavle saaledes, at den for Øiet ligesom udvidede sig i det Uende- lige. I Italien havde Giotto forlængst givet Im- pulsen til, at man forlod denne Guldgrund, men i Norden kjendte man endnu ikke anden Frem- stillingsmaade. Jan van Eyck var her den Første, som fremstillede sine Figurer i Omgivelser, der- vare hentede fra Naturen: i Landskaber med dybe, fjerne Baggrunde, i Gader af viid, endeløs Udstrækning, i pragtfulde, høithvælvede architec- toniske Rum. Disse Fremstillinger, ved hvilke Naturen var hans Lærerinde, hans eneste. For- billede, førte ham ligesom ved en højere Aaben- baring gjennem hans Kundskaber i Mathematiken til Kundskaben om Liniarperspectiven, der satte ham istand til at fremstille sine Gjenstande med, slaaende Natursandhed i de rigtige Former, For- hold og Forkortninger. Mærkværdigt nok naaede Masaccio ved Brunelleschis Hjælp paa samme Tid i Italien det samme Maal, uden at der fandt nogen Forbindelse eller gjensidig Paavirkning Sted mellem de to Kunstnere, som kunde for- klare denne Samtidighed,
Saaledes fremgik nu fra de tre Søskendes og navnlig fra Jans Pensel Vidundere af en aldrig tilforn anet Kunst, som satte hele Verden i For- bauselse og endnu den Dag idag vække Beundring, først ved deres vidunderlige Farvepragt, som i mange Dele end ikke staaer tilbage for de senere, netop for deres Farver saa berømte venetianske
"Malere; dernæst ved den saa uendelig fuldendte, … Indtil de mindste Enkeltheder naturtro Udførelse,
JAN VAN EYCK
som end ikke giver de i saa Henseende berømte hollandske Kunstnere Noget efter, og endelig ved den ubeskrivelige Adel og Ynde, der hviler over alle Figurerne. Disse ere mere eller mindre tro Gjengivelser af Malerens Samtidige, saaledes som han daglig saae dem færdes omkring sig, frem- stillede uden nogensomhelst .Stræben efter et abstrakt Ideal, men opfattede og gjengivne med den rene, skjønne Aand, som utvivlsomt har be- sjælet denne Kunstnerfamilie. '
I Aaret 1420, netop ved den Tid, da Jan van Eycks Talent udfoldede sig allerherligst, kom Philip den Gode til Regeringen som Hertug af Burgund og Greve af Flanderen. Han holdt Hof afvexlende i Gent og i Brygge, og selvfølgelig lærte den ædle, kunstelskende Fyrste snart de berømte Brødre van Eyck at kjende. Hubert nær- mede sig alt dengang mod Oldingealderen, men den ungdommelige Jan, med sin aabne, milde Charakter og sin dannede, forstandige Aand, ind- tog aldeles Hertugen; naar denne opholdt sig i Brygge, benyttede han enhver Leilighed til at drage ham i sin Nærhed; han foretrak hans Sel- skab for alle Andres, spurgte ham om hans Me- ning ved vigtige Foretagender og fulgte som oftest hans Raad. Brødrene modtoge da ogsaa enhver hædrende Udmærkelse, som saa betydelige Kunstnere kunde vente og fortjene,. og Jan fik den dengang ansete Ærestitel af Hertugens Kammertjener, med en betydelig aarlig Gage.
Nogle Aar efler overdrog man de to Brødre Udførelsen af et Værk, hvis Omfang og Betyd- ning dengang endnu ikke havde sin Lige; de skulde nemlig male en Altertavle, bestaaende af tolv store Billeder, til S. Johannes Kirken i Gent, og med glad Beredvillighed grebe de denne Lei- lighed til at sætte dem selv og deres Kunst et værdigt og varigt Mindesmærke. Hele Familien forlod i denne Anledning Brygge og drog til Gent, hvor de i Fællesskab toge fat paa det stor-
artede Arbeide. En Tid lang gik Alt godt, men'
da døde Margarethe, beklaget af alle Kunstvenner og besunget af Datidens Digtere, og ikke længe efter, d. 16de September 1426, døde ogsaa Hu- bert efter en kort Sygdom. Begge Søskende bleve med megen Høitidelighed. jordede i den samme Kirke, hvis Forskjønnelse de havde helliget deres Livs sidste Dage, og besynderligt nok, men i fuldkommen Overensstemmelse med hin Tids Smag, for ret at hædre den Haand, som havde frembragt saa meget Smukt, skilte man Huberts højre Arm fra Kroppen og udstillede den som en Relikvie i en Jernkasse ved Kirkedøren, hvor den var at se endnu i det 16de Aarhundrede. Jan stod nu alene med sin Kunst og det paa- begyndte store Værk; i dette søgte han sin Trøst, og med fordoblet Iyer arbeidede han paa dets Fuldførelse, medens hans fyrstelige Ven med trofast Hengivenhed og Opmærksomhed søgte at opmuntre og adsprede ham paa alle Maader, for
om muligt at lade ham glemme Tabet af de kjære Søskende. Saaledes f. Ex. sendte han ham 1428 i Følge med et Gesandtskab til Lissabon, for at male hans Brud, Isabella af Portugal; ved denne Reise afbrødes Arbeidet paa Altertavlen for længere Tid, og først i Aaret 1432 blev den fuldstændig færdig.
Sujettet for den verdensberømte Altertavle i Gent er det guddommelige Lams Tilbedelse at alle det gamle og det nye Testamentes Hellige; i sim Udførelse omfatter det en hel Verden af de forskjelligste Ideer, Personer og Gjenstande: det hellige Lam, Gud Fader, Marie og Johannes, Adam og Eva, S. Cecilie med Orgelet, syngende og musicerende Engle, en Hærskare af Hellige, Portraitfigurer af Hertug Philip den Gode, af Jans Broder Hubert” og af hans Søster Margarethe 0. Ss. v.; Billederne indeholde i det Hele 330 Hoveder, hvoraf flere i naturlig Størrelse. Aldrig vakte et Kunstværk større Opsigt, eller blev høi- ere skattet og mere lovprist, end dette Alter- billede, fra det Øieblik, da det i hele sin Pragt og Fuldkommenhed, hvortil man. aldrig forhen havde seet Mage, stod opstillet paa sin Plads i Kirken. Til daglig Brug var det dækket; ikkun paa de største Festdage aabnedes dets Fløidøre for den beundrende Mængdes Blikke; ellers frem- vistes det kun for høie, fyrstelige Personer, eller for rige Reisende, som maatte tilkjøbe sig denne Begunstigelse i dyre Domme; men var'en større Festdag for Haanden og Billedet til at se for Enhver, kunde Kirken ikke rumme den Mængde, som strømmede til -fra alle Kanter og beleirede den fra Morgen til: Aften; nær og fjernt var Vei- ene bedækkede med Valfartende, som ilede til Gent, og Kunstnere og Kunstvenner fra hele Flanderen og Braband omsværmede Underværket, som Bierne det blomstrende Træ.
Denne almindelige Beundring tabte sig ingen- lunde med Nyhedens Interesse; Aar fulgte efter Aar, men van Eycks Altertavle i Gent hævdede stadigt sin Berømmelse som Flanderens ypperste Kunstværk, og endnu hundrede Aar efter dets Tilblivelse blev det besunget af Digterne. I senere urolige Tider truedes det af mangehaande Farer; og kun med Møie reddedes det fra de protestan- tiske Billedstormeres Fanatisme, som voldte saa mange uerstattelige Kunstværkers Undergang. Medens Philip I af Spanien beherskede Neder- landene, var det engang hans Hensigt at lade det føre til Spanien, og ikkun den almindelige Sorg, som dette Forehavende vakte, i Forbindelse med indflydelsesrige Personers Forestillinger og Bønner, fik ham til at afstaa fra sit Forsæt og lade sig nøje med en Copi, udført af den ogsaa i Spanien herømte nederlandske Maler Michael Coxis. I flére Aar arbeidede denne med utrættelig
« Paa vedføiede Gjengivelse af det ene venstre Fløibillede af Genter Alteret rider Hubert paa Skimlen lige i Forgrunden, Jan noget tilbage i sort Dragt med en Fa DEER TE Hoved-
” bedækning, Ansigtet helt vendt mod "Tilskueren. Red.
re, ses
ER - susan ne
meme
——
JAN VAN EYCK
Flid derpaa, og Copien blev ogsaa færdig og af- sendt til Spanien, men den stod dog i mange Henseender tilbage for Originalen. I Slutningen af forrige Aarhundrede, da Nederlandene over- svømmedes af Franskmændene, førte disse fire af de til Altertavlen hørende Billeder til Paris, medens de øvrige otte med Livsfare bleve skjulte og reddede af nogle Geistlige og andre patriotiske Mænd i Gent. I Aaret 1815 bleve de fire bort- førte Billeder atter tilbagegivne, men i 1823 bleve. sex af Billederne paa utilgivelig Maade solgte af Kirkens Geistlige til en Mand ved Navn Nieuvenhuys fra Bryssel, for den ringe Sum 6000 Francs. Nieuvenhuys solgte dem til en Englænder ved Navn Solly, for 100,000 Francs, og af denne bleve de atter afstaaede til Kongen af Preussen for 410,900 Francs; nu udgjøre disse sex Billeder Berliner-Museets kosteligste Klenodier. To af de andre Billeder, forestillende Adam og Eva, sees for Tiden i Museet i Bryssel; de øvrige fire — og deriblandt Hovedbilledet med Lammet — findes endnu paa deres. gamle Plads i Kirken i Gent, som tilforn heed S. Johannes, men nu er bleven ophøjet til Domkirke og kaldes S. Bavon.. Ogsaa de enkelte Billeder af Coxis Copi, som senere atter kom tilbage til Norden, ere nu adspredte; nogle Stykker findes i Berliner-Museet, andre ere i Pinakotheket i Minchen, og nogle endelig ere i Holland.
Jan van Eyck, Mesteren til det beundrede Billede, blev selvfølgelig skattet og feiret ligesom hans Værk; Alle vilde se ham, Alle vilde bevidne ham deres Beundring; men efter hans Søskendes Død havde den bevægede, larmende Verden endnu mindre Værd for Jan, end tidligere; stille og be- skeden" trak han sig ud af Hvirvlen, og drog sig tilbage til sit ensomme Værksted i Brygge, hvor han fordybede sig i nye Arbeider, og henlevede her, omgivet af en Kreds af flinke, trofaste Elever, ct. roligt, virksomt Kunstnerliv indtil sin Død.
Et Dar
SF nerten vored ved Flgerens Rant, der"stod ogsaa en TRornblomst strunk og galant
Snerlen smiskede til den og Io: Der kunde vist blive et Par af os To.
Tkornblomsten svared med Movedrysten: Hei tak for mig, jeg er ikke lysten.
Foruden de nævnte Opfindelser af Jan van Eyck tilskriver man ogsaa ham den Kunst at male Billeder paa Glasruder og at indbrænde eller indsmelte Maleriet deri, medens man tid- ligere kun havde forstaaet at give hele Glasset en enkelt Tone, saa at man for at tilverebringe et Glasmaleri, maatte udskjære og sammensætte Billederne af mange forskjellige Glasstykker, som bleve sammenføiede ved Hjælp af Blyindfatninger. Broderen Hubert var paa sin Side en dygtig Miniaturmaler. Medens man i ældre Tider som oftest stillede ham helt i Skygge for den yngre navnkundige Broder, ere de nyere Historikere mere enige om at lade ham dele Ære med denne. Begge som En ere de Stiftere af den Malerskole, der fik Navn efter dem, og som i lang Tid var den herskende i Nederlandene og i Tydskland ”.
Blandt Jans Elever nævnes Antonello fra Mes- sina, der som en allerede ikke -mere ganske ung Mand var kommet den lange Vei over Alperne, hidlokket ved Rygtet om den store Mester og ved Synet af nogle af hans Arbeidér, Den vidt- bereiste, kundskabsrige og belevne Sicilianer vandt hurtigt Jans Venskab og blev, tilligemed Flamlænderen Rogier van der Weyden, hans kjæreste Disciple. Han behandlede disse To som Sønner og indviede dem i alle Hemmelighederne ved sin Kunst, men med urokkelig Hengivenhed hang de ogsaa ved ham, som Børn ved en Fader, indtil Mesterens Død gjorde Ende paa det smukke Forhold.
Jan van Eyck døde 1440 og blev jordet i Kirken S. Donat i Brygge, hvor hans Gravsted dog nu ikke mere kjendes; men hans, saavelsom hans Broder Huberts Navne ville sikkerlig ikke glemmes, ligesaalidt som hvad de udrettede, saa- længe der er Kunst til i Verden.
« I Malerierne paa Altertavlen i Aarhus Domkirke eie vi en prægtig Prøve af denne Skoles Kunst.
Snerlen bøfed sig tæt imod den, Tkornblomsten lod, som den ei forstod den.
Snerlen sendte den smægtende Blikke, Ykornblomsten lod, som den saae det ikke.
$ Snerlens Øfe kom der en Taare, endnu [od Ikornblomsten sig ci daare.
Tilsidst slog Snerlen sin Hrm om dens Liv, og saa blev Snerlen Tkornblomstens Viv.
Hilfred FJpsen.
SØRIJ VAN 3 NG Sa. 7 (SØN, NVÆTRY DSÅ NG AR SV ff ØA NØ VÆV SUN AGNEN
re an, Gr SA NG TR S SEJE æn
Ege
& Fo >
(NG NG SS Sk ENG GES
ØRE W ES Q Øl (8 En) R || STEN, , AV << & FEE: SE GV y
z AV > ANG N Sae É i SMU PSN KME Dø A Sa Al
2 SCA
En anonym (INedarbeider
NOVELLE
JOS. VICTOR WIDMANN
I.
or nogle Åar siden udkom i Sevilla et lite- n rairt-belletristisk Ugeblad, som bar Navn
efter Domkirkens berømte Klokketaarn: »La Giralda". Dette var et Navn, som smigrede Nationalfølelsen hos Bladets Læsere og syntes tillige ikke ilde valgt for et Blad, som dermed antydede, at det vilde, ligesom fra Højden af den fordums mauriske Minaret, yde sine Læsere et ret vidt Rundskue, en fri Horizont, som man ikke kan glæde sig ved nede i det flade Lands Gade- tummel.
Men Bladet med det meget lovende Navn gik pludselig ind, og i den dannede Verdens ÅAften- selskaber hed det sig, at en Dame af de"høiere Kredse havde havt sm fine Haand med i Spillet og directe eller indirecte givet Anledning til Bladets Ophør. Bladet hørte imidlertid op, fordi dets Redacteur pludselig døde; følgelig vil den logiske Slutning ikke feile, som sætter hin Dame og Redacteuren af ,,Giralda's" tragiske Endeligt i nærmere Forbindelse.
Hvad vi desangaaeide med Sikkerhed have erfaret, finder man i de følgende Afsnit af denne Fortælling.
I.
Don Peralta sad i sit Redactionslokale, en i Stueetagen beliggende, noget mørk Salon, som, efter de ældre Huse i Sevilla”s bekjendte Byg- ningsmaade, vendte ud til en af Bygningens Mure omgiven indre Gaard.
Det var i Carnevalstiden. Men af den over-
givne Stemning, som i hine Dage griber det.
farveprægtige Sevilla under sim. straalende For- aarshimmel, var Intet at spore i den alvorlige, "unge Mands Træk. Udenfor paa Placa Nueva bølgede den tætpakkede Mængde, spøgende, leende, drillende, pludrende. Som Brusen af det fjerne Hav trængte Larmen gjennem den snevre ENE der forbinder Bygningens Gaard med Gaden, ind ad det ensomme Redactionslokales aabne Vin-
duer. Don Peralta ændsede det ikke. Om de der- ude bombarderede. hinanden efter Hjertenslyst med Skyts af. Papirillos (couleurte, ganske fine Papirstrimler), om hine unge ;Caballeros, der lod deres modige, andalusiske Heste behændigt danse gjennem Mængden, fra Altanerne fik tilkastet duftende Blomsterbouketter, om vilde Klynger af piskebærende Chinesere,: brogetbemalede syd- amerikanske, Vilde, alenlange, karikerede Eng- lændere "til stor Jubel for det letbevægelige Folk med Musik droge hen til den, snevre Calle de - Sierpes — hvad vedrørte det Altsammen en Mand, der idag var den mest upopulaire Person i hele Byen og endda kunde være glad, naar den. heldigvis ikke ondartede og noget tankeløse Folkemængde ikke fandt paa at aflægge ham et Besøg i hans stille Afkrog og maaske opvarte ham med Kattemusik? g
For ti Minuter siden havde han havt Besøg af sm Ven Carlos, en anseet Finansmand, som, selv bortseet fra det personligt venskabelige For- hold til Redacteuren, nok'ved Leilighed turde ti- lade sig et Ord om ,,Giraldas" Holdning, da Bladet uden Vennens finansielle Støtte aldrig vilde have seet Dagens Lys. Svære Bebreidelser, om- end i den mildeste Form, havde Don Peralta faaet at høre. Hvordan det kunde falde ham ind, i et underholdende Ugeblad at ville kæmpe mod visse, ved deres Alder helligede Anskuelser og Skikke hos det spanske Folk? At han hist og. her be- hændigt indflettede et lille Ord til Gunst for den demokratiske Idee, det gik endda an; ogsaa halvt skjulte Sidehug til Geistligheden, ved Leilig- hed, vilde man tilgive ham; men nu havde han ramt Befolkningen midt i Hjertet, havde angrebet dens Helligste, .den nationale F Forlystelse — Tyr fægtningerne!
Don Peralta kunde ikke negte det;,i Form af en af ham selv forfattet Novelle, Bevan en i Spanien reisende ung Amerikanerinde spillede Hovedrollen, havde han forsøgt at bringe Raaheden ved Tyrefægtningerne i Vanry. Han
havde vel ikke udtalt nogen Dom over denne
i CORE
—— dette om Mennesker, der udmærke sig mere ved
EN ANONYM MEDARBEIDER
Skik; men han havde især skildret anden Act af et saadant Skuespil paa en tendentieus fra- stødende Maade. Hvad Alle hver Søndag saae, vilde man dog ikke finde trykt paa Papiret, hine hæslige Optrin, naar stakkels gamle Heste, som allerede forlængst havde fortjent deres Naadsens- brød, med tilbundne Øine af Karle bleve bragte hen i Nærheden af Tyren, ved Hjælp af"Hug og Puf. Med uhyggelig Realisme havde Don Peralta skildret det Hele, det oprørende Syn, naar Tyren støder de kolossale Horn dybt ind i Kroppen paa den skjælvende Hest, saa dybt, at den ikke strax kan trække dem ud igjen, og en frygtelig Bryde- kamp mellem den og den ulykkelige Hest nu begynder. Intet var fortiet, heller ikke hin yderste Grusomhed, naar saadant et stakkels Dyr, over- strømmet af Blod, sønderflænget af talrige, dybe Stødsaar, alligevel endnu engang føres mod den rasende Tyr, medens de af Mennesker vrimlende Gallerier brøle Bifald.
»Guddommelig Brølen! Kan Spanien fryde sig
over, grusomt og raat at hidse et Dyr tildøde?"
Denne Sætning af den gamle Dramatiker Tirso de Molina havde Don Peralta ved denne Leilig- hed citeret og derved gjort Tendensen i" hans hele Arbeide endnu tydeligere.
»Saaledes ødelægger man et Blad", havde Vennen endt sin Straffeprædiken, holdt sig for Ørene, da Don Peralta vilde svare, og forladt Huset. Ude i Gaarden havde han vendt sig om og raabt ind ad det aabne Vindue: ,,Du kan prise dit Held, hvis Ingen af vore Toreros (Tyre- fægtere) bliver opmærksom paa Artiklen og giver Dig et haandgribeligt Bevis paa, hvad det vil sige, at angribe et stolt Folks helligste Traditioner. Jeg vil raade Dig til at stænge Jerngitteret ind til din Gaardsplads." Med disse Ord varihan forsvunden og havde efterladt Redacteuren i en mismodig Stemning. Thi hvor villig en Mand med Overbevisning ogsaa er, til at lide for sin Overbevisning — ikke at blive forstaaet af sine nærmeste Venner og blive bittert dadlet, hvor man kun vil det Bedste, det er den hvasseste
enten en brav Mand som Bagermestér holder god Maal og Vægt, giver sine Kunder det daglige Brød saaledes, som det bør være, og ved sit blotte Exempel blandt sine Lavsbrødre og i sin Livssphæres borgerlige Kredse afgiver en urokke- lig Klippe af Paalidelighed, eller som Skole- lærer, som Præst, som Avisskriver tilbereder aandelig Føde for deres Kunder — det kommer sagtens for det store Hele ud paa Et, og jo dyg- tigere et Menneske er anlagt fra Begyndelsen, desto sjeldnere vil man høre, at en Saadan be- klager sig over, at hans tilfældige Livsstilling ikke giver ham Plads for Udfoldelsen af sine indre Kræfter.
Men Ungdommen seer anderledes paa Sagen. Don Peralta var overbevist om, at han som Journalist kunne udrette store Ting til Udbredel- sen af humane og frie Tanker i sit Fædreland. Han selv havde indsuget saadanne Tanker i Mexiko, hvor han, som eneste Barn af en ud- vandret andalusisk Familie, tilbragte sin Barndom og første Ungdom; personlig at have deltaget i en Frihedskrig, som Folkehelten Juarez” mod de franske Usurpatorer og den ulykkelige østerrigske Erkehertug, det var en republikansk Opdragelse for hele Livet. Tilfældige Forhold havde senere ført det med sig, at Don Peralta efter sme i Mexiko bosatte Forældres Død vendte tilbage. til
Torn i den Martyrkrone, som altid "blive slige in
Bestræbelser tildel.
Alligevel tog Don Peraltas Tanker ikke Veien 3,
til en uhæderlig Faneflugt fra det engang ud-
kaarede Frihedens og Fremskridtets Banner. Hvor- AX" (G ;
for havde han da overhovedet opgivet sin Stil-
ling som Advocat og grebet til Journalistens Pen, ; om ikke i det Haab, ved det skrevne Ord at ! bidrage Mere til sit Folks Oplysning end ved at " føre en Proces om Mit og Dit? Maaske var det
" Sidste en Feiltagelse; ved dybere Indsigti Verdens ' Færd vil det ofte forekomme os, at det ydre Kald er af relativ mindre Betydning for en ærlig Villies
Virkeevne, som snarere i enhver Livsstilling vil |
kunne bidrage til det Heles Vel. Især gjælder deres Charåkter end ved deres Talent. Hvad
FRA STUDIEMAPPEN .… FISKERHOVED AF P. S. KRØYER
k and
PERSERNE NED SER —R rss SAVES N SIG ' J4 és «
i i
EN ANONYM MEDARBEIDER
sine Slægtninge i en lille andalusisk By. Sine i Mexiko lige paabegyndte juridiske Studier fuld- endte han paa spanske Universiteter, fortærede derved over Halvdelen af sin ubetydelige Formue og bosatte sig endelig i Sevilla, hvor han, som allerede meddelt, ved Hjælp af en rig Mand, hvis Bekjendtskab han havde gjort paa Universitetet, grundlagde Ugebladet ,,La Giralda", som snart kunde glæde sig over en ikke ubetydelig Læse- kreds. Ganske umærkeligt at gjøre Propaganda for Humanitet og Frihed — det havde været hans stille Forsæt, da han stillede en neppe trediveaarig Mands friske Kræfter til dette Fore- tagendes Disposition. Han erindrede hin Strophe af Tassos ,befriede Jerusalem", hvor Talen er om den bittre Medicin, som Barnet ikke vil drikke, før man har bestrøget Randen af den smukke Kop med Honning. ,,Saaledes vil jeg række dette Folk, som tankeløst lever for Øieblikket, den bittre Visdom, der skal blive en Lægedrik for det, i søde Bægre" — sagde han til sig selv. Men efterhaanden, da hans unge fyrige Sjæl blev utaalmodig og vilde se tidlige Frugter, lod han Formaalet for sin Forfattervirksomhed træde mere og mere tydeligt frem, blev med Villie driftigere, indtil endelig — ikke et Angreb paa den kon- ventionelle Moral, ikke et polemisk Udfald mod Geistligheden, nei! et altfor utilsløret Angreb paa Tyrefægtningerne pludselig truede med at blive livsfarligt for ham og hans Blad. ,,Det ligner den Slags Mennesker!" sagde han til sig selv; »Carlos har Ret, en Toreros kunde stikke mig ned, i forrige Tider havde jeg i det Mindste kunnet gjøre Krav paa en Autodafé." Et mismodigt Smil fløj over Redacteurens An- sigt. Han reiste sig fra sim Stol og gik hen til Vinduet, -hvor han kastede ligegyldige Blikke ud i den stille Gaard, i hvis Midte et Springyand gav Kjøling til de rundtom blomstrende Sirplanter. Med hine tankefulde Blikke, som Intet se, stirrede Don Peralta ud i den lille Patio (Gaard), og et Øieblik opstod med Duften af en tidlig Rose det fristende Livsspørgsmaal: Da vor Tilværelse er saa kort, hvorfor saa ikke undgaa Kampen og glad nyde Livet? Men idet han uvilkaarligt bredte Årmene ud og spændte hver Muskel ligesom en Fægter, der prøver siné. Lemmers Kraft, rettede den ensomme Mand sig stolt iveiret og sagde: »Nei! netop fordi Livet er kort, er det for kort til, at man ikke skulde sige Sandheden ..."
UI
I dette Øjeblik traadte en sort Skikkelse ind i Gaarden, en saa paafaldende Fremtoning i den stille, af Mure indesluttede Gaardsplads, at den endog maatte paadrage sig den indadvendte unge Mands hele Opmærksomhed.
Det var en Dame i sort Dragt; en lille Silke- Halvmaske bedækkede en Del af Pande, Næse
og Kinder. Men baade den oprette, elastiske
Gang, de fyldige, hvide Arme og den ungdomme- lige Buste, som et sort Kniplingsslør ikke for- maaede helt at. skjule, vakte den fordelagtigste Mening om den Ubekjendtes Træk, som dække- des af Masken.
Hun gjorde nogle hastige Skridt, som førte hende hen i Midten af Gaarden; saa blev hun staaende, ligesom raadvild, saae over Buskene hen til de Vinduer og Døre, som vendte ud til Patioen, og syntes at kæmpe mod sig selv, om hun ikke skulde vende om. I sin venstre Haand holdt hun en lille Rulle Papir, som hun trykkede tæt ind til sig, medens hun urolig speidede om- kring.
Nu traf hendes Blik Don Peralta, som stod ved Vinduet i Stueetagen. Strax var enhver Usik- kerhed i den ubekjendte Dames Holdning for- svunden; aabenbart tænkte hun ved sig selv, at det ikke gik an at vende om, efter at hun allerede var seet. Hun løftede sin Kjole lidt iveiret'og gik med hastige Skridt hen til den lille Trappe, som fra Gaarden førte op til den noget høiere liggende
'Stueetage. I næste Øieblik lød en sagte, hastig
Banken paa Døren, og paa Redacteurens korte entre, traadte den maskerede Dame ind i den mørke lille Salon.
»La Giraldas Redaction?" spurgte en dyb og blød Kvindestemme bag Halvmaskens Silkeflor.
Redacteuren bukkede og bød. høfligt den Ube- kjendte tage Plads paa den brede, læderbetrukne, sorte Divan i Baggrunden. af Værelset. Damen takkede med en nydelig Hovedbøining, tog dog ikke Plads paa Divanen men satte sig paa en Rørstol, der stod i Nærheden af Vinduet, idet |, hun sørgede for at vende Ryggen til dette. Saa- ledes faldt .det fulde Dagslys paa Don Peraltas Ansigt, medens den Ubekjendte holdt sig såa meget som muligt i Skyggen.
»Hvad forskaffer mig Æren af Deres skjønne Besøg?" sagde Redacteuren, efterat han selv havde taget Plads ved sit Skrivebord,: i nogen Afstand fra Damen. Han var altfor meget Spanier til at have kunnet undertrykke denne galante Tiltale; og i Virkeligheden — den ungdomme- lige Hals' blændende Hvidhed, den runde, fine Hage og et Lyn af sorte Øine fra Maskens noget mongolsk udskaarne ÅAabninger syntes at gjøre dette Galanteri berettiget. ;
Den Ubekjendtes Barm hævede og sænkede sig hastigt, førend der fulgte et Svar, og Don Peralta kom uvilkaarligt i Tanker om en ædel, vild Hest, han engang havde 'seet i Mexiko, just som den var løbet i Jægernes Garn og dens Sider bevægede sig heftigt, medens de store, fyrige Øme sky og urolige mønstredé Kredsen af frem- mede ÅAnsigter. 5 e
Dog — da lød atter den dybe, bløde Stemmes Musik: :
»Jeg seér i Dem formodentlig Forfatteren til Artiklen om Tyrefægtninger?”
— 10 —
EN ANONYM MEDARBEIDER
En Skygge af Misfornøielse fløj ved denne Erindring over Redacteurens' Træk. ,,Jeg har skrevet denne Artikel", svarede han kort og tænkte et Øieblik ved sig selv, om ogsaa denne tilsyneladende saa elskværdige fremmede Skab- ning blot var kommen for at gjøre ham Bebrei- delser, for at fornærme ham; et Øieblik foer endog den Tanke ham gjennem Hovedet, om ikke Masken maaske skjulte en ung Mand, der i Ly af den havde en eller anden Uforskammet- hed isinde. Dog det var umuligt; et eneste Blik paa selve Skikkelsen, lige fra de smaa Fødder til de blottede, ægte kvindelige Arme og Skuldre protesterede energisk mod en slig Mistanke. Den, som sad foran ham, var ikke. alene en Kvinde, nei, det var et Indbegreb af skjøn Kvindelighed, som en Maler, en Billedhugger ikke havde kunnet ønske sig det bedre.
»Naar De er Forfatteren til denne Artikel”, lød atter Donnaens Stemme, ,saa bør man vel formode, at Deres Medfølelse ikke indskrænker sig til ulykkelige afmønstrede Heste og til lige- saa ulykkelige kunstigt ophidsede Tyre, men ogsaa udstrækker sig . . . til andre Væsener!"
»Til hvilke andre Væsener?" spurgte Don Peralta og tænkte ved sig selv, om han her havde at gjøre med en speciel Katte- og Hundeven, maaske med Præsidentinden for en Forening til "Dyrenes Beskyttelse.
»Naa, til Exempelf, tog den Ubeékjendte atter til Orde; , fornemme unge Spanierinder."
»Por Dios!" udbrød Redacteuren, hvem denne .. Vending overraskede, ,,po0r Dios! fornemme unge Spanierinder, hos dem vilde Medlidenhed vel være ilde anbragt! Disse lykkelige Væsener, 'en Gjenstand for Misundelse hos Millioner af deres Søstre, som leve i kummerlige Forhold, ere uden- tvivl «værdige til alle mulige ildfulde Følelser, men sikkert kun i sidste Linie — til Medliden- hed.' '
»Det er naturligt, at De taler saaledes", sagde den Ubekjendte. ,,De er en Mand og en Mand af-Folket;. men netop fordi De er en Mand, der ikke kjender 'saadanne Forhold, er det ret og billigt, at En, der har gjort et dybt Indblik i hine aristokratiske Halvgudinders Hemmeligheder, giver Dem Materiale til at;sprede den Vildfarelse, i hvilken De og Verden lever. De sætter Dem vel overhovedet slige Formaal med Deres Blad, min Herre?"
Redacteuren følte sig ligefrem forbløffet over denne atter uventede Vending'i hans Samtale med den skjønne Maske. Hans Blik fæstede sig nu for første Gang paa den Rulle Papir, som Damen endnu holdt i venstre Haand. Den Ube- kjendte bemærkede dette Blik og smilende sagde hun, uden at afvente Don Peraltas tøvende Svar:
»Ja, min Herre! De gjør klogt i at skjænke denne Rulle Papir Deres: Opmærksomhed; -den indeholder. et lille Bidrag til Deres ,,Giraldaf,
et Bidrag der vil bevise Dem og Deres Læsere, at i Spanien trænger ikke alene Heste og Tyre, men ogsaa de lykkelige Døttre af de ældste Familier til sympathetisk Beskyttelse. Vil De mod- tage Bidraget?"
Samtidigt med denne halvt alvorligt, halvt spøgefuldt klingende Tale holdt den Ubekjendte Rullen henimod Redacteuren; han modtog den taus, løsnede med Omhu det sorte Silkebaand, der var slynget om de hvide Blade, oprullede Manuskriptet og læste den simple Overskrift: »La condesina" (den unge Grevinde).
Det var slet ingen sirlig Haand, paa hvilken Redacteuren fæstede sine første, betænkelige Blikke. Store, kluntede Bogstaver, som røbede en lidet skrivekyndig Haand, bedækkede Manu- skriptets hvide Kvartsider. Redacteuren vendte Blad for Blad, der var henved tredive saadanne; paa den sidste Side læste han. nogle Ord; der- efter, med et Blik paa den ubekjendte Dame, sagde han:
»Det er ikke sluttet; det er kun en Begyn- delse!”
»Kun en Begyndelse", gjentog Masken, ,,;men Fortsættelsen kan snart leveres, naar Manuskrip- tet overhovedet er sikker paa at blive antaget.” " Redacteurens Træk bleve endnu alvorligere, endnu mere betænkelige. ,,Jeg kan naturligvis ikke vide, hvad disse Blade indeholde," sagde han, ,0g kan altsaa først udtale mig om deres Antagelse, naar jeg har læst dem.”
»De kan allerede vide det forinden", svarede Damen, ,jeg skal sige Dem det. Hvad De der holder i Haanden, er en ung Grevindes Barn- domshistorie, hovedsagelig en Skildring af hendes Opdragelse i et Kloster eller mere nøiagtigt, i en af hine klosterlignende Opdragelsesanstalter for fornemme unge Piger, der bestaa overalt paa Slettelandet.”
»Men jeg veed slet ikke, i hvilken Tone For- tællingen er skreven . ..' svarede den samvittig- hedsfulde Redacteur. :
»Jeg veed det ikke heller", yttrede den Ube- kjendte med et let Anstrøg af Spot; ,,;men jeg veed, at De, min Herre, hermed har fuld Dispo- sitionsret over Manuskriptet. De kan stilistisk ændre deri som De vil og vil sikkert finde Meget at ændre. Man vil med dette Bidrag til Deres Blad kun give Dem Materialet; den fri Bearbei- delse deraf er overladt fuldstændigt til Dem. Jeg maa ovenikjøbet særligt henlede Deres Opmærk- somhed paa Skilletegnene."”
Don Peralta saae ved disse Ord op, for om muligt at læse i Damens Træk, om hun spøgte med ham eller mente det alvorligt; han tænkte i Øjeblikket ikke paa den Maske, som misunde- ligt dulgte den Ubekjendtes "Træk for ham.
»Hvorfor anbefaler De mig særligt Skilleteg-
nene?” spurgte han, medens egentlig en anden
Tanke optog ham.
==
LæT; VA ag = ” "FU PN: . , NOTE 2 si re GEDE? ; ikl=
rv
"ga
PN REn
Songs rn > WES ae SER rn site rn ne mar Jer Bee een 1 4 så RVR rs 7
EN ANONYM MEDARBEIDER
»Fordi jeg veed", sagde Damen, ,at disse Tegnikke ere anbragte efter Grammatikens Regler, men saaledes som Hvilepunkterne, naar man trækker Veiret, eller naar man sukker."
»De lader til meget nøie at kjende dette Manu- skripts Tilblivelse,” sagde Don Peralta rask, og holdt Øjeblikket for gunstigt til at udføre den Plan, som før havde beskjæftiget ham. ,,De er sagtens selv Forfatterinden til dette Skrift?”
Damen tav.
»Jeg maa gjøre Dem opmærksom paa een Ting," tog Redacteuren atter Ordet, ,,nemlig, at et Blad ikke kan optage anonyme Bidrag. Over- for Publikum kan Indsenderens Anonymitet be- vares, men jeg, som ansvarhavende Redacteur, maa dog vide, hvem Forfatteren er.”
Disse kjølige, forretningsmæssige Ord. frem- bragte Redacteuren kun stammende; han følte, at denne i og for sig forstandige Tale ikke ganske var paa sin Plads overfor hans smukke Ube- kjendte.
.…. Donnaen -lagde Hovedet lidt paa Skraa, med en yndefuld Bevægelse — sagtens en Gebærde,
” der var naturlig for hende, naar hun fik et skjelmsk
Indfald — saa sagde hun: ,,Anonymt optager De altsaa ikke, Hr. Redacteur! Men, jeg beder Dem, ere Deres egne Tanker ikke ogsaa ofte anonyme? eller veed De altid, hvorfra det saaledes kommer flyvende: de bedste Indfald, -de dristigste Ud- talelser, de 'sublimeste' Ideer? Gives der ikke en stor, usynlig Aandeverden, som indfinder sig overalt, hvor der i et Menneskehjerte tændes en Ild, som flammer til Ære for en god, hellig Sag? Der kommer de, de navnløse .Sendebud fra alle Jordens Kanter og ned fra de fjerne Kloder og bevæge sig i vore Drømme. og stille sig op i sluttet Række med vore vaagne Tanker, en stor, anonym Hær, uden hvilken der ikke kunde gives nogen glimrende Taler eller ædel Digter. Hvor- for altsaa spørge saa BRIEFE SSIgE, efter Pas .og Legitimation?”
Don Peralta spidsede Øren ved denne Tale, der flød saa let for den Ubekjendte' og gjorde hende mere og mere gaadefuld for ham. Med oprigtig Beundring sagde han: , Efter Deres Ord at dømme maa der staa smukke og vel udtænkte. Ting paa disse Blade, forudsat, at De er For- fatterindén.” .
»Hvad jeg ingenlunde har tilstaaet", hen- kastede Damen. »Men hvad De turde tilstaa” ; ag varede Redac- fkeren hastigt, idet kan tilføjede: ,,Thi antaget, at De var Forfatterinden — vil Musken alligevel være en kun altfor skinsyg Vogter for Ånonymi- teten.”
Damen føråde et Øieblik; saa reiste hun sig og sagde: ,Godt! Antag da Deres Formodning for rigtig. Og saa vil De offentliggjøre dette Bi-
"drag i Deres Giralda?”
Don Peralta bed sig i Læben; han mærkede,
at han kom til kort. Han havde ligeledes reist sig og saae sig forlegen og urolig om. ,,Det er mod alle Journalistikens Regler", sagde han, idet han fæstede et langt Blik paa den Ubekjendte, »det er mod alle Journalistikens Regler, at jeg modtager et Bidrag, uden at vide, hvem der har skrevet det, uden nøje at kjende Indholdet og
endelig uden nogen Garanti for, at jeg virkelig
modtager den lovede Fortsættelse, modtager den i rette Tid!"
»Det Sidste skal De ikke være bekymret for", sagde Damen, idet hun gav Redacteuren sin smalle Haand og svagt besvarede hans Tryk. »Jeg seer, at De er en ægte Caballero; De skal heller ikke blive skuffet i mig."
Med disse Ord forbandt den Ubekjendte en let Bøjning, smuttede ud ad Døren og var ude i Gaarden, inden den overraskede unge Mand vidste af det. Han saae hende med hastige Skridt skride over Gaarden og forsvinde i Gangen, der førte ud til Gaden. En Mængde Tanker bestormede hans Hjerne; han vilde ile efter Damen, holde Øje med hende og ialtfald spørge, om hun selv vilde bringe ham Fortsættelsen; han havde heller ikke sagt hende Fristen for dens Aflevering. Der var ogsaa Et og Andet han gjerne vilde forvisse sig om. Men hun var forsvunden, og som et øien- synligt Bevis paa, at han ikke havde drømt,
tjente kun de tyve, tredive beskrevne Blade, han'
holdt 1 Haanden.
Hvad skulde han gjøre? Med lange Skridt gik han op og ned i sit lille Redactionslokale, uden at lægge Bladene fra sig. Et Øjeblik paakom der ham en overgiven glad Stemning. Han fore- stillede sig. levende den skjønne "Ubekjendtes Fortrin, hendes dybe, behagelige Stemme, hendes funklende . Øjne, hendes slanke Skikkelse, de runde Former, og mindedes dernæst de kvikke Vendinger, hun forstod at give Samtalen, det kjønne Forsvar for Anonymiteten. Smilende stillede han sig overfor den Stol, paa hvilken hun havde siddet, og han fik Lyst til, alene at gjentage hele Samtalen fra før. (Den- nordiske Læser af denne Skildring maa ikke glemme, at under Andalusiens Himmel maa selv en saa al- vorlig Mand, som Don Peralta sikkert var, i visse Øieblikke svare sin Tribut til det sydlige Tem- perament.)
Men snart veg denne muntre Stemning for Tanken paa den Forpligtelse, Redacteuren havde paataget sig med Manuskriptet. »Et Eventyr, som kan have alvorlige Følger”, sagde han. til sig selv, ,ganske vist et artigt Eventyr, hvortil Magen endnu ikke er forekommet i min journalistiske Carriére. Men hvor fører det mig hen? Formodent- lig i en Kamp mod mine Landsmænds sociale og religieuse Fordomme, og det paa et Tidspunkt,
da - Stemningen mod mit ,,Giralda" i; Forveien ikke er den bedste. Hvad vil Carlos sige dertil?£ .
Her faldt det ham ind, at han selv jo endnu
EN ANONYM MEDARBEIDER
slet ikke vidste, hvad der egentlig stod i Manu- skriptet. Og nu satte han sig ved sit Skrivebord, medens udenfor den vilde Carnevalslarm bølgede gjennem Gaderne. Med nogen Hast gav han sig til at læse Bladene; men først, vi kan ikke dølge det, bøjede han Hovedet dybt ned mod Manu- skriptet og indaandede en Duft, denne ubestemme- lige Duft, som de Gjenstande, der stammer fra en Dames Boudoir, nu engang antage, selv om deres Eierinde ikke pleier at benytte egentlige Parfumer.
IV.
Den Ubekjendtes Manuskript begyndte med følgende Ord:
»Jeg vil bede mine stolte og ædle Landsmænd, for en Gangs Skyld at skjænke en anden Grev- inde end Grevinde Almaviva i vor Medborger »Figaros" Bryllup deres Opmærksomhed. Vel kan jeg ikke love dem en Rosenarie, en som ung Pige forklædt Page, et natligt Stævnemøde i Alleerne, fra hvis Buske forelskede Natter- galepar flyve op, forskræmte af det pludselige Fakkelskjær. Maaske giver jeg dem dog en Er- statning for disse udentvivl saare hehagelige Ting ved den Meddelelse, at det er en virkelig levende Grevindes Historie fra den allermoderneste Nu- tid, som de vil finde paa de efterfølgende Blade. Grevinde Almaviva har en respectabel Alder, min Grevinde er ikke fyldt tyve Aar og indaan- der samme Luft som Læserne, og min Historie er ovenikjøbet- saa ny, at den endnu langtfra er afsluttet, og ingen af Læserne veed, om han ikke selv er bestemt til. personlig at gribe ind 1 Slutningen af Fortællingen.
»Por Dios!,en lovende Begyndelse!” mum- lede Redacteuren, efterat have. læst disse ind- ledende Ord. ,,Kan det være skrevet af en Dame? Af min skjønne Ubekjendte? Det røber en vis Behændighed, ja endog raffineret Speculation, som Dilettanter ellers ikke ere i Besiddelse af. Imidlertid — det er jo sandt, at det naturlige Talent skriver bedre end den,mest beregnede Forfatter. Lad os læse videre!"
Og Redacteuren .fortsatte Læsningen.
Han læste om et gammelt Slot paa Landet, hvor den lille Grevinde, som i Manuskriptet bar
" Navnet Leocadia, tilbragte sin første Barndom.
En Mængde charakteristiske Barnehistorier ud- fyldte de næste Blade, charakteristiske især for
" den Adelstolthed, i hvilken Barnet blev opdraget,
og for den lille Rebels naturlige Oppositionsaand. Denne gav sig tilkjende hos Leocadia, naar hun langt hellere havde leget med de snavsede Zi- geunerbørn udenfor Parkporten, end med sine stive Cousiner, bevogtet af Duennaen, som hvert
- Øjeblik lod høre sit hæse: ,,Non es decente,
non es conveniente" (det passer sig ikke) eller, naar. det livskraftige Barn glemte sig selv og jublede høit, udstødte et klukkende ,, Stille! Stille!”
lig en Perlehønes ensformige Skrig. Leocadia blev overrasket, da hun 5 Aar gammel stak sig med en Guldnaal i den hvide Arm for at over- bevise sig om, at hendes aristokratiske Blod virkelig var blaat, ikke rødt som almindelige Menneskers. Og da hun fandt det rødt, rokkede denne første Opdagelse af den sociale Usandhed hendes Tro paa .Alt, hvad hendes Forældre, et gnavent Par, som først havde giftet sig sent, sagde, og hvad hendes Hovmesterinde forklarede hende. Disse Anekdoter vare saa godt fortalte, saa tydelige i Tegningen af Hovedfigurerne, at Re- dacteuren strax indsaae, at ikke den blotte Phan- tasi havde opfundet dem, men at Personernes rea- listiske Haandgribelighed og deres Optræden var formet tro efter Livet, efter Virkeligheden. Hist og -her var en Sætning at korrigere, og Skille- tegnene vare i Virkeligheden vilkaarligt kastede imellem hverandre; ogsaa dannede Skriften en mærkelig Modsætning til Tankernes Modenhed. Det var store Bogstaver, som de males af en Haand, der er uvant med at skrive; de lignede mest den Skrift, man træffer i Skolernes Skrive- bøger. Redacteuren studsede mere og mere over Manuskriptet, men det interesserede ham og han
fortsatte Læsningen, saa vidt Bladene strakte.
Med sit fyldte syvende Aar blev Leocadia sat i et af forhenværende Nonner bestyret klosterligt Pigeinstitut; det lod til at ligge i en lille spansk Provinsby. Navne forekom i Manuskriptet kun forsaavidt som de tjente til at markere virkelige Personer og virkelige Steder. (Fortsættes)
dk dk ak ak ak ske sk ak ak Rk Sk sk ak ak
»Jeg kunde sidde i Timevis og se op paa Maanen, Hr. V., sagde hun med smægtende Røst. ,,Jeg kunde ikke blive kjed deraf. ;
»AÅa', svarede han, ,,gid jeg var Manden i Maanen",
»Ja't, udbrød hun dæmpet,
»Og hvorfor, Frøken?” spurgte han og vilde gribe hendes Haand.
Fordi, Hr. V., sagde hun og slog Øinene ned, »fordi De saa vilde være 50,000 Mil borte.
——
Professoren sst en Undersøgelse af Patienten): Jeg gratulerer Dem.
Patienten (smilende): Jeg kan altsaa komme mig?
Professoren: Det viljeg ikke love; men ved Under- søgelsen have vi fundet, at Deres Tilfælde er ganske enestaaende, og vi have besluttet, at give Sygdom- men Navn efter Dem, dersom Obduktionen bekræfter vor Diagnose. ?
——
Bob (hvis Onkel har givet ham en Tokrone): Bare AR havde givet mig en Tiøre istedetfor den, Onkel
ans,
Onkel Hans (forbauset): Men Bob, en Tokrone er meget mere end en Tiøre. '
Bob: Det er netop Knuden: en Tokrone, den r Fader, men en Tiøre faaer jeg Lov til selv at beholde.
sk sk He
— påte tendre), til en Tid "ikke ganske med Rette … ter have sine Fortrin,
- og derer af dem Begge … gjort fortrinlig Anven-
been .….….|[|W.|.|.|.| n hk" sk
Øen kongelige [Dorcellainstabrik
VED
H. TAUBER JENSEN
Tiders gradvise Udvikling stedse have be-
varet Samfundets Interesse, selv under skiftende Vilkaar, kan sikkert nævnes den ,,Kgl. Porcellain-Fabrik".
Der kunde skrives og er bleven skrevet mange lange og brede Afhandlinger om denne Fabrika- tion, hvis Historie, hertillands som andetsteds, har været vexlende og indholdsrig. I dette Tids- skrifts Spalter gjælder det imidlertid at fatte sig i Korthed, kun at antyde og berøre hvad der i Almindelighed kan gjøre Regning paa Opmærk- somhed, for igjennem en nogenlunde let og klar Fremstilling at give Oplysninger om Tilblivelsen og Meddelelse om Grundemnerne, saaledes at Erindringen tillige let kan fastholde Tidspunk- terne for Industriens Opkomst og. Fremgang i vor Verdensdel og i vort Hjemland.
Hvem der maatte ønske yderligere Besked og at blive beriget med flere Detailler, vil finde Sligt i mere særskilte Afhandlinger, bl. a. i Zdet og 3die Hefte af , Tidskrift for Kunstindustri, Aargang 1893, hvor Karl.Madsen grundigt og udtømmende har behandlet Fabrikens. indre Historie og dennes Personalregister for forrige Aarhundrede. ;
Porcellainets forskjellige Arter, baade med og unden Glassur, yde den ,fineste Keramik"; i det Store skjelnes der imel- j lem ,,haard" og ,, blød" Masse (påte dure og
Br: de Virksomheder, der gjennem lange
endogsaa kaldet — dog
— »ægtef og ,uægtef Porcellain. Begge Sor-
delse; dog maa Porce- laine dure, der kræver det reneste Materiale, den haardeste Brand og giver det stærkeste, hvideste og mest glans»
fulde Product, med Rette stilles forrest, uagtet det, paa Grund af den høie Temperatur, ved hvilken det brændes færdigt, ikke tillader saa
… mangeartede og pragtfulde Farvenuanceringer
i Dekorationen som Fritte-Porcellainet. Franskmændene, der ellers i alt Sligt have været foran, kom først temmelig sent med i Fa- brikationen af den haarde Masse (ca. 1770), men havde da længe (fra omved Aar 1770) i Sévres gjort og decoreret påte :tendre med stor Dygtighed og fin Smag; til Gjengjæld var man der meget -conservativ i Anerkjendelse af påte tendre som Porcellain, efterat man selv var naaet til Fremstillingen af påte dure. Et.af Mærketegnene,. fra en senere Tid af Sévres-Pro-
ductionen, blev den glimrende, dybe blaa Farve, .
der almindelig benævnes ,,bleu royalef, der en lang Tid blev en af Sévres Forcer, og af hvilken der er gåaet et stort Ry.
Hovedmængden. i det haarde Porcellain er den fme, fuldkommen,rene Lerjord, hvilket Fortrin er bevaret ved at den, uden nogensomhelst Paa- virkning af Jordrystelser eller Omvæltninger, er
forbleven urørt hvilende paa selve Dannelses- -
stederne; denne mest fuldkomne Renhed findes ikke 1 alt til Porcellain anvendt Kaolin, 9:-Por- cellainsjord; Kao-lin er den kinesiske Benæv- nelse for den usmeltelige Del af Feldspath-For- vittringer; man tilskri- ver : ogsaa. China den ældste Benyttelse af Ma- terialet, sikkert længe før Christus. Japane- serne ere Kinesernes Lærlinge. Mindre rene
kunne være fuldkom- men hvide at se til, an- vendes paa forskjellig
Blanding i Papirmasse, for at give denne mere
Vægt og Hvidhed. Saa-
Sorter Kaolin, der dog . anden Maade, bl. a. til-
dan Jord blev her i Eu- ropa først fundet, kjendt
= a
DEN KONGELIGE PORCELLAINSFABRIK
og anvendt som Porcellainsmasse omkring 1701. Dette skete i Nærheden af Meissen i Sachsen ved - Elben, hvor Pharmaceuten Bøttger, der af Chur-
fyrst August var indespærret paa Albreclitsburg .
som formentlig Guldmager, en Kunst han dog .ligesaalidt som nogen Anden kjendte eller kunde practisere, under sine Experimenter først havde lavet et »ødt” Porcellain eller Stentøj. En Dag viste Pudderet til hans Paryk sig forfalsket med det fine hvide Lermel fra Omegnen; ved dettes Anvendelse til Masse og efterfølgende stærk Brænding, fremkom endelig ca. 1709 det første hvide Meissener-Porcellain. Dette blev hurtig be- rømt i hele Europa, som i over et” Aarhun- drede i dyre Domme havde betalt den chinesiske Vare, og Fabriksarbeidere fra Meissen, Wien og Berlin, der vare fuldkommen uvidende Empirikere, bleve temmelig snart et løst vagabonderende ” Folkeslag, der mere eller mindre frivillig spredte sig i forskjellige Lande, hvis Fyrster alle vare be- gjærlige efter at forskaffe sig Værksteder og Fa- briker som den i Meissen, og i den Anledning bleve udsatte for adskillige Skuffelser og Bedrag. Wien fik saaledes sit første Værksted 1718—
» « Heraf findes og kan sees Prøver paa Rosenborg.
20, Høchst ved Main 1740, Fuirstenberg 1748, Berlin fik sin Fabrik 1750—55, Kjøbenhavn 1769.
Det menes, at der i Nord-Italien allerede i Slutningen af det 17de Aarhundrede en kort Tid er gjort Porcellain; Frankrig har fra denne Tid i Sévres kjendt og gjort mange smukke Ting, rigt decorerede med Farver, i en blødere, lettere
… smeltelig Masse (Fritte-Porcellain), men kom som
nævnt forholdsvis sildig til Fabrikation af den stærke haarde Masse, som det herefter kun vil
- anerkjende som ægte Porcellain, i Modsætning
til Englændernes saakaldte ,,China", der altid har været og er af blødere Tektur. Kaolin-Leier vare efterhaanden blevne fundne paa mange for- skjellige Steder rundtom i Europa, baade paa Fastlandet og i England. Paa Bornholm fandtes det henimod 1755, og en Eiendom med Lergrund blev. da kjøbt til den kgl. Fabrik; Kaolinens Kvalitet skal dog aldrig have været af den fine- ste der, og specielt ikke den Fabrikken eiede; nu gaaer den bornholmske Kaolin mest til ,Papir- fabriker, inden- og udenlandske, i ret betydelige Mængder, da den vel giver en stærk, men hver- ken fin eller hvid Porcellaimnsmasse. Eiendommen er derfor solgt, og de danske Porcellains-Fabrik- ker arbeide med fremmed (fransk og. engelsk) Jord. I Kjøbenhavn fandtes fra 1720 en hol- landsk priviligeret Stentøifabrik i St. Kongens- gade; der blev gjort adskillige Tilløb paa at faae oprettet noget Bedre, fremmede Folk søgte og fik tildels Penge og Arbeide. En Mand fra Sach- sen, Vater var hans Navn, løb bort med et min- dre Forskud, en Andens Tilbud (Hunger's) blev ikke modtaget.” Et Privilegium, der udstedtes for v. d. Maase til Clausholm, blev ikke benyt- tet. Frederik den Ste havde dog lige til sm Død megen Interesse for Sagen og lod udbetale en v.
d. Lucke flere Tusinde Rigsdaler, uden at der dog kom nogen Fabrik i Stand; samme Mand
=£ I Berlin existerer endn jendt betydelig Modellerer, der hedder Linus FREE SEE Fariliet?
— 15 —
DEN KONGELIGE PORCELLAINSFABRIK
kom senere til en Fajancefabrik i Slesvig; paa lignende Maade gik det med en Person ved Navn Melhorn, som sluttelig fik Pension. En Fransk- mand Fournier fra Paris gjorde påte tendre og fik Husrum i Blaataarn paa det gl. Kjøbenhavns Slot; det var 1760. Pharmaceuten H. Fr. Mul- ler overtog 1775 Virksomheden 1 Blaataarn, og 1776 kom ifølge Privilegium Fabrikationen igang. Massen var dog ikke god, vel stærk, men grov og graalig. En Apotheker Clar i Rendsborg, som der havde en Fajancefabrik, fremviste bedre Prø- ver og begjærede et Privilegium, men Miller var da ved sine mange Forbindelser saa vel anskre- ven ved Hoffet og fast i Sadlen, at den mere fremmede Mand maatte reise med uforrettet Sag.
Under Millers Bestyrelse, med megen dels fremmed dels hjemlig stadig skiftende Medhjælp, baade kunstnerisk og faglig, ved Kongefamiliens og Hofkredsenes Støtte, arbeidede Fabriken sig gjennem en Aarrække fremad til Gunst og An- erkjendelse for sine Fremstillinger, idet Interes- sen for det Kunstneriske og Smagfulde dog be- standig havde Forrangen og Betydning, fremfor det Mercantile, der ikke blev, eller maaske ikke
- kunde blive tilstrækkelig varetaget.
Fra disse Tider stamme Mode-Figurvarerne, som dog neppe naaede de udenlandske Forbille- der; de bedste af disse Figurer tilskrives Model- lereren Luplau. Fra dette Tidsrum stammer lige- ledes det berømte Flora danica Stel, der menes af Juliane Marie og Arveprinsen oprindelig at være bestemt som Gave til en udenlandsk Fyr- ste, og hvis naturtro Afbildninger vistnok hoved- sagelig ere udførte af Blomstermaleren J. C. Bayer fra Leipzig. Camrath den Ældre malede ogsaa
Blomster, men en Specialitet for kam, hvoraf
"endnu findes forskjellige Prøver, vare Portraiter,
malede Graat i Graat, paa Kopper, Vaser og Kander, til de Kongelige, Adelen og det rige Borgerskab. Hans Søn, Joh. Ludv., blev senere, i Begyndelsen af dette Aarhundrede, en yndet Blomstermaler og Informator i Tuschtegning og Vandfarvemaling, bl. A. for Byens unge Damer.
I denne lange urolige, ofte for Fabriken kri- tiske Tid, hvor Arbeidere fra Sachsen og Berlin kom og gik, under stadige Stridigheder med Miller og den øvrige Bestyrelse, blev ogsaa det meget bekjendte, yndede og omtalte Muschel- Mønster til. Det var et oprindeligt chinesisk, i Sachsen tillempet og noget omformet, Motiv, der efterhaanden som det omsider ogsaa. her fik fast og bunden Form, tiltvang sig Publicums Gunst,
og ved sin routinerede Udførelse tilsidst er naaet til at blive hel nationalt; det anvendtes da som nu igjen i de senere Tider med størst Virkning i en lysere og mørkere Nuance (selvf. blaa), under Glaswren, fordi Farven her viser sig mest pragtfuld, og tillige bliver af uovertræffelig Hold- barhed.
Under alle disse Kampe og Vanskeligheder var Fabriken, skjøndt den ikke betalte sig, bleven en populair Institution, dens Fabrikat søgt til høie Priser af den mere velstaaende Del af Be- folkningen, saaledes at da Statsmyndighederne i sm Tid (1867) af finansielle Hensyn fandt det
rettest at lade Fabriken overgaa til privat Eie, ig: sav delvis kunde siges at have Befolkningens Sym=
pathi med sig til dette Skridt.
Det blev dog denne Omstændighed, der, efter
SunsAden
Feer
at Foretagendet i nogle Aar med Duelighed og Reg
- Fordel var ført videre under privat Bestyrelse og Eie, ved Overdragelsen til Actieselskabet Alumi- nia og under Ledelse af dettes Direktion, nuvæ- "fad Etatsraad Ph. Schou, og den senere ti
16:57
DEN KONGELIGE PORCELLAINSFABRIK
kaldte unge Architekt, nu Prof. A. Krog, samt efter Bygning af tidssvarende Localer, nye Fa- briksindretninger og Ovne paa den frie Plads ligeoverfor Diakonissestiftelsen, mulig reddede det gamle Etablissement, som imidlertid havde faaet Concurrence, fra Straadøden, og atter efter en Del Aars ihærdige Arbeide bringe det til, som en Fugl Phønix, at opstaa yngre, stærkere og mere livskraftigt end nogensinde før, iklædt en moderne Form og benyttende ved Siden af de prøvede ældre, en hel Stab af nye Kræfter, baade paa det faglige keramiske Omraade, som paa det kunstneriske. Derved brødes nye Baner og Veie henimod Fuldkommenhedens Maal, svarende til Fortidens Løfter og til det smukke- ste hidtil næsten uanede Fremtids Haab. Ja Re- sultatet er ubetinget stort og heldigt! Pariser- Udstillingen 1889 gav og fastslog Succes'en. Siden den Tid er Fabrikatet berømt for sin ene- staaende, originale og smagfulde Skjønhed, saa- vel i Retning af Masse som Decoration og Gla- sur, og anerkjendt af alle keramiske Autoriteter.
Senest har Udstillingen i Chicago yderligere bekræftet Fremgangen og Værdsættelsen, spre- dende Renomméet i endnu videre Kredse; de mest rosende Udtalelser fra officielle Sendingsmænd til denne Udstilling, bekræfte den vundne Stilling og lader sandsynlig formode en for længere Tid stadig forøget og vel betalende Kundekreds, idet Samlere baade i den nye og den gamle Verden, rimeligvis alle ville blive begjærlige efter Produc- tet fra ,,Boyal Copenhagen Manufactoryf, der har skaffet sig en saa fremtrædende Stilling blandt lignende Etablissementer.
Hvilke ere nu de Eiendommeligheder, der har skaffet Fabriken saa udmærkede Kort paa Haan- den? Jeg skal i Korthed udtale mig derom; Spil- let er begyndt, men langtfra til Ende; Fabriken concurrerer ikke med Berlin i dettes ogsaa fra
En
vor Udstilling kjendte eiendommelige røde Oxe-:
blodsfarvede Varer, eller meget omtalte Seeger- Porcellain; eiheller søger det at efterligne Sévres mørkeblaa Farver med Guld eller dettes Masse- Maling påte sur påte. Den har fundet sit eget ubestridte Omraade, i- stemningsfuld, malerisk Farveanvendelse, og giver ved graalige, blaa og blaalige, grønlige og lyse gullige (eller chamois) Toner rige maleriske Ideer, i Forbindelse med eiendommelig Anvendelse af Modellering — baade
—… let ophævede og svagt fordybede Plante- og Dyre- ……+ Former og Konturer. . g VOR En enkelt, fuldt modelleret Dyrefigur, f. Ex. ka en lille hvid Mus paa graalig Bund, kan gjøre en Kande eller lille Vase af fm Form hel ubeta-
—… lélig interessant; en saakaldet Guldsmed med "spredte Vinger, naturligt klamrende sig fast til — en Terrin som Haandtag, giver denne en sær- egen Charme, der forøges ved den lette Antyd- … ning af Farve, som fra Foden fortoner sig op imod Laaget, men forinden helt forsvinder og > Kh Deg fg å SÆR Sk 2 26 n 2 at
EL 7-5: 5 då ERR: ERR
lader Porcellainets udmærkede Finhed og Hvid- hed komme til Syne, fremhævende det Deli- cate ved- Glasurens dadelfri Blankhed. Netop Porcellainets sjeldne Glans og Renhed bliver iøjnefaldende ved en behersket og ikke for over- daadig Decoration; altfor ofte har man tidligere aldeles fyldt Servicestykkerne med Decoration og Maleri, hvorved netop dette sidste ikke har naaet at blive betragtet med tilbørlig Respect for hvad der er ydet. Ved den Retning som den kgl. Fabrik er slaaet ind paa ved sime allernye- ; SR ste Frembringelser — at lade Materialets Fuld- AS kommenhed komme til sim Ret — yder derfor er. tillige fin sart Modellering og Maling de bedste Virkningsvilkaar: hver Tallerken bliver derved
et Skuestykke for sig; Masse, Form, Farve og Tegning komme alle til deres Ret og give en i harmonisk Helhedsvirkning. Endvidere maa om- E tales en Retning, der er gjort gjældende for en- kelte Skuestykkers Vedkommende, ved Siden af de fine spredte Farvers Anvendelse under Gla- suren, nemlig Brugen af visse Stoffers Evne til Krystallisering i Blankovnens Varme, og den plet- vise, forskjellige, lunefulde Fremtræden af de påa- førte Couleurer, som alene Oynvarmen kan frem- bringe, og vel med nogen Sandsynlighed kan forudsees, men dog i sim Fremkomst er indtil Uberegnelighed vilkaarlig, saa at det Samme al- drig gjentager sig i dette Straale-Farvespil. For Samlere og Liebhavere har disse Egenskaber en stor Tillokkelse og Ynde, ligesom de for e: brik, der har skaffet sig Verdensry, kan rest
ile
en betydelig F ortjeneste…
eee RER -
Kon. REESE en kg
DEN KONGELIGE PORCELLAINSFABRIK
En lykkelig Stund blev det altsaa for ,,den gamle Fabrikf, da den maatte. opgive sin tra- ditionelle Virksomhed i sin egen Gaard og de mørke Bylocaler, for paa den frie Mark, i de smukke Omgivelser at vinde friske Impulser og
gjenfødt ny Kraft. Et smukt Held for dens nu- værende Directeur, Kunstnere og Arbeiderne ved Etablissementet, at opleve denne Fremgang og glædes ved de nye anerkjendte, eiendommelige, fine Frembringelser.
2
JERGBANER med B Stigninger, som Ingen for
en Snés Åar siden tænkte ,… sig Mulig- =£. heden af, ere nutildags, navnlig 1 Schweiz, in- gen Sjelden- hed. længer. Rigibanen, som blev aab- neti 1871, har allerede fun- det talrige Efterlignin- ger, og bestandigt lægges der Planer til nye Fore- tagender, som stille hint første "Underværk i Skygge. Man har efterhaanden vænnet sig til at tiltro vor moderne Ingenieurkunst Alt, endog det tilsyneladende Umulige. Selv deStærkeste i Troen rystede dog lidt paa Hovedet, da der for nogle Aar tilbage fremkom de første Projekter til An- læget af en Bane til ,,Jungfrau", Berner-Ober- lands Dronning, og deres Uudførlighed lod til at gjøre Tvivlen berettiget, indtil en Ingenieur i Zurich, Hr, Guyer-Zeller,. bragte det meget om- tvistede Spørgsmaal til en endelig Løsning. Hvor- ledes denne dristige Plan, som nu er sanctioneret
NEN AFTEN " [veg ma 0-4 tå RL EM SATA vi JERES NV RET IDTER em 1ØDGEr e«) 777 I KEEL TES SESSSP ØEN TT "V.
ELEVATOREN.
" af Forbundsregeringen og allerede har overskredet
Forberedelsernes Stadium, agtes udført, kan sees af vedføiede Billeder, til hvilke vi skulle knytte nogle korte Bemærkninger. Som bekjendt naaer den vældige Bjerggruppe, som danner Grænsen mellem Bern og Wallis, i sin trediehøieste Top, »die Jungfrau", en Højde af 4166 m, ,,Monch" og »Eiger" danne paa en Maade Mellemleddene til denne Højde med henholdsvis 4105 og 3975 m. Kjernen i det Guyer-Zellerske Projekt ligger i at gjennembore disse to Bjergkolosser ved en "Tunnel, der begynder ved den østlige Væg af Eiger og ad den at naae ,Jungfrauf, hvilket skal ske fra den i Bjergets Indre 4100 m over Havet beliggende Endestation, ved Hjælp af en
JFungfrau=Banen
lodret Elevator, som forsaavidt de ikke benytte den derom anbragte Vindeltrappe, vil bringe de Reisende op til Platformen paa Toppen. Tunnelen, der skal belyses elektrisk, faaer en Længde af 10,545 fm, Banens hele Længde bliver 12,, km, Kjøretiden fra Schleidegg til ,,Jungfrau" ca. 2 Timer. Banen og Elevatoren skal drives ved Elektricitet, hvortil den hvide Litschin, Gletscher- bækken i Lauterbrunner-Dalen, leverer Kraften. Omkostningerne ved hele Baneanlæget ere an- slaaede til $—9 Mill. Francs, og det skal være færdigt i fem Aar. I Løbet af nogle Aar vil Schweiz saaledes foruden sine storslaaede Natur- vidundere besidde et Underværk, udført af Men- neskehaand, som i Dristighed søger sin Lige paa hele Jordkloden,
Tell.
S'TATION : SR 2 MONCH . = » ert
— 18 —
= see RE 0
HØ "( faret ) > (Het Al! TA ul te (O æ
(AJ Wa
UR Re
ES) y Ba SY
Belysningsspørgsmaal
AF G. KREUSNER
hvad Menneskeheden vil gjøre, naar de
nuværende Kraft-, Lys- og Varmekilder, de fossile Brændselsemner, en Gang ville. være ud- tømte. Da Productionsstederne endnu love til- strækkeligt Udbytte for nogle Aarhundreder og Aartusinder kunne vi egentlig trøstigt overlade Besvarelsen af dette Spørgsmaal til vore Efter- kommere. Men vi Mennesker holde nu engang af at sætte ovér Rum og Tid for at speide ud i Fremtiden og udkaste stolte eller bedrøvelige Fremtidsbilleder. Imidlertid skrider Opfindelses- aanden rastløst frem og viser os, at alle disse Bekymringer ere overflødige, da der i Vinden, i Ebbe og Flod, i de rindende Vande, i selve den straalende Solvarme staa uudtømmelige Kraft-
HF" Tid til anden opdukker det Spørgsmaal,
Station Schleidegg (3066 m) Station Eiger (3221 m)
Station Monch (3623 m) Guggigletschergalleri (3393 m) (4100 m)
kilder til vor Raadighed. Den Opgave, at drage den mest mulige Nytte af disse Kræfter, vil være løst, længe før der indtræder virkelig Kultrang.
En ganske anden Sag er det derimod, naar en samvittighedsløs Spekulation pludselig saa ufor- nuftigt fordyrer en af de nødvendigste Brugs- artikler, som det for ikke længe siden var Til- fældet med Petroleum. Til denne uhørte Pris- stigning foreligger der ingen faktisk Grund, saa længe de paagjældende 'Selskaber betale deres Actionairer saa høie Dividender som hidtil; men saa længe vi ikke ved at benytte andre Belys- ningsstoffer kan gjøre os uafhængige af Trusts og Syndikater ere vi altid udsatte for slige ube- hagelige Overraskelser.
Station Jungfrau
GUYER-ZELLERS PROJECT TIL EN ,JUNGFRAU=.BANE
— 19 —
BELYSNINGSSPØRGSMAAL
Det er derfor heldigt, at der i den sidste Tid er fremkommet nogle Opfindelser, som ere skik- kede til at sætte en virksom Stopper for Spekula- tionspriser. Herhen hører i første Række Anven- delsen af almindelig Raaspiritus som Belysnings- middel.
Spiritus er et nært Derivat af de i Chemien under Navnet ,,Kulbrinter" bekjendte Stoffer, der, som allerede deres Navn siger, ere Forbindelser af Kulstof med Brint, og af hvilke der stadigt opdages nye, skjøndt der i Chemien allerede kjendes flere hundrede. Petroleum, de Gasarter, som paa forskjellige Steder udstrømme af Jorden og den ved Destillation af Stenkul udvundne Belysningsgas, ere ikke Andet end en Blanding af saadanne Kulbrinter. Deres Lys- og Varme- virkning afhænger deraf, at baade Kulstoffet og Brinten ved tilstrækkelig Opvarmen begjærligt forbinder sig med Luftens Ilt. Det er nu en al- mengyldig Lov, at de Kulbrinter, som indeholde meget Kulstof men liden Brint, forbrænde med stærkt lysende Flamme, medens de brintrige men kulstoffattige Gasarter udvikle en overordentlig Hede men lidet Lys.
Man har derfor allerede længe været betænkt paa, at berige kulstoffattige Gasarter med Kul- stof eller gjøre dem anvendelige til Belysning ved, at man ind i deres Flamme hængte frem- mede, ikke brændbare Stoffer, som under Ind- flydelse af den stærke Hede bleve hvidglødende. Paa det sidste Princip beroer de almindelig be- kjendte Auerske Gasglødelamper; over den ring- formede Brænder hænger et meget finmasket Net,
" hvis Traade ere imprægnerede med forskjellige,
ildfaste Metalsalte. Det paa denne Maade op- hedede Net udstraaler et ensartet hvidt Lys, som i Klarhed og Billighed overgaaer det al- mindelige Gaslys med over Halvdelen og kon-
. kurrerer føleligt med det elektriske Lys, som
endnu er temmelig dyrt.
Spiritus, som paa to Kulstofatomer indeholder 'sex Atomer Brint, brænder med blaalig gjennem- sigtig, kun svagtlysende Flamme, men udvikler en meget betydelig Hede og er derfor velskikket til at. faae Glødestoffer til at lyse. Paa Grundlag heraf er nylig konstrueret en Spirituslampe, som har vakt megen Opmærksomhed i techniske Kredse og allerede har bestaaet sin Prøve. Som Brændselsemne tjener den almindelige,. billige, denaturerede Spiritus, der er paafyldt en Behol- der af Glas eller Metal, af Udseende som Bas- sinet paa vore Petroleumslamper. Gjennem Be- holderens fast paaskruede Laag er ført en tynd Væge, som brænder med lille Flamme. Endvidere er der gjennem Laaget ført sex eller flere, for- oven og forneden aabne Metalrør, som naae ned i Spiritus'en, og atter ere omgivne af et gjennem- brudt Metalhylster, som bærer det temmeligt vide
… Glas. I détte hænger Glødestoffet over de hule
Metalrør. Antænder man nu den først nævnte
lille Væge, saa opvarmes Metalrørene,. den op-
” stigende Spiritus fordamper, træder ud i Rummet
mellem Metalrør og Glødestof, antændes der og faaer Glødenettet til at lyse. Ved de nuværende billige Spirituspriser faaer man saaledes for 2 Øre pr. Time et Lys, der er dobbelt saa stærkt som vor almindelige Petroleum-Rundbrænders. Lam- pen kan naturligvis ogsaa fremstilles i mindre Dimensioner; men den nuværende Generations anstrengte Øine behøve et klart, jevnt Lys. Den Anskuelse, at den tiltagende Nærsynethed og Svagsynethed skyldes et Formeget af Lys, er forlængst imødegaaet.
Det vilde sikkert være en stor Velgjerning for vort Landbrug, hvis det lykkedes at indføre Spiritus søm Belysningsmateriale istedetfor Pe- troleum, men et andet Spørgsmaal er, hvor længe det endnu vil være fordelagtigt at fremstille Spiri- tus af Kartofler, Korn og andre Markfrugter. For nogle Åar siden udtalte Werner v. Siemens paa Naturforskermødet i Berlin: ,, Ogsaa de Nærings- stoffer, som ere nødvendige for at opholde den menneskelige Organisme, ville vi lære at frem- stille ad chemisk Vei, uafhængigt af Vegetations- processer." Denne Udtalelse synes nu ialtfald at gaa i Opfyldelse med Hensyn til Alkohol. Allerede længe have Chemikerne -kunnet frem- stille det synthetisk i Laboratoriet, i ringe Mængde. Men nu synes ogsaa dets chemiske Fabrikation i stor Maalestok at blive ganske fordelagtigt, efterat det er. lykkedes. billigt at fremstille et andet Stof, Calciumcarbid.
Calciumcarbid, som indeholder et Atom Calcium bundet til to Atomer Kulstof, kunde man hidtil kun fremstille i den elektriske Lysbues Hede i smaa Kvanta og méd store Omkostninger. De altid praktiske Amerikanere have i den nyeste Tid lært os en anden billig Fremstillingsmaade,
idet de udsatte pulveriseret Kokes og Kalk for
30009 C. i en elektrisk Ovn, Det saaledes ud- vundue Calciumcarbid, der lugter ubehageligt af Hvidløg og kommer i Handelen i Form af tykke Stænger, omsætter sig ved Paavirkning af Vand i Ætskalk og Acetylen. Dette Acetylen er en Luftart, som ligeledes lugter stærkt af Hvidløg og i 1 Molekyle indeholder 2. Atomer Kulstof og % Atomer Brint. Det er Udgangspunktet for en Mængde Stoffer i den organiske Chemi, som man hidtil i det Store kun kunde fremstille af Plantestoffer. Man har ved Hjælp deraf allerede med oeconomisk Fordel. fremstillet Oxalsyre,. Eddikesyre, Blaasyre og mange andre Cyan- forbindelser. Man har endog ved Hjælp deraf frem-.
stillet Æggehvidestoffer, som hidtil trodsede en-
hver chemisk Synthese, og man seer saaledes, at Opfyldelsen af Siemens” Spaadom ikke længer. er saa fjern, skjøndt de hidtil fremstillede Ægge- hvidestoffer just ikke vare særligt velsmagende. Men hvad specielt den Spiritus angaaer, der allerede nu vindes som Biprodukt i store Kokes-
BELYSNINGSSPØRGSMÅAAL
fabriker i Westphalen, saa kan man efter en detailleret Beregning af Dr. Frank af 2000 Kilo- gram Calciumcarbid, der kan fremstilles for ca. 125 Kr., vinde ca. 16 Hektoliter absolut Alkohol. Det er omtrent ligesaa meget Alkohol, som kan vindes af 320 Centner Kartofler, og lægger man dertil rigelige Fabrikationsomkostninger, vil paa denne Maade en Hektoliter ren Alkohol koste fra 9 til 10 Kroner, hvad der vilde være en ganske kolossal Gevinst overfor de nuværende Priser.
Til Slutning skal det endnu anføres, at ogsaa Acetylen som saadant er et fortrinligt Belysnings- materiale. Som en kulstofrig Luftart blander man det med kulstoffattigt Belysningsgas, som derved vinder betydeligt i Lysstyrke. I en almindelig Gasbrænder forbrænder - Acetylen med " stærkt osende Flamme, hvorved det er uskikket til Be- lysning. Men giver man Brænderens Aabning Form af en yderst fin Spalte eller ganske smaa runde Huller, der staa tæt paa hinanden, eller blander man det forud med Luft, faaer man et stærkt skinnende, gult Lys, som langt overgaaer ethvert andet.
Man er for Tiden beskjæftiget med at konstruere Lamper, i hvilke Calciumcarbid under langsom Tilførsel af Vand selvvirkende leverer en Strøm Acetylengas. Men mere hensigtsmæssigt anvender man den flydende Gas, som kommer i Handelen 1 Jernflasker og gjør det muligt at indføre en straalende Gasbelysning paa Steder, hvor almin- delig Gas. og elektrisk Lys af lokale Hensyn ikke kan tilveiebringes.
Ogsaa et Jubilæum SHAKESPEARE-MANUSKRIPTERNE
Art, da det netop er hundrede Aar siden,
at den literaire Verden i England blev sat
i en Tilstand af vild Henrykkelse ved Opdagel-
sen af en Række Documenter vedrørende den
store Digter, om hvis Person der vides saa lidt,
at der endog er reist Tvivl om, hvorvidt han
ogsaa virkelig var Forfatter til de Værker, der
bære hans Navn. Man har søgt efter den store Ubekjendte, for at berøve den ,,udannede og uvidende" Skuespiller de prangende Fjer, hvormed
han uden Ret havde smykket sig. Dette Spørgs-
maal, der sagtens endnu vil beskjæftige adskil-
lige lærde Pindehuggere, der sætte Personen over Værkerne, vilde ved den omtalte Opdagelse være
bragt ud af Verden, hvis det kostbare Fund ikke
dg —… havde vist sig at være et ganske snildt udført kr Se "Falskneri. Ophavsmanden- dertil var et ungt Men- F: neske, Samuel William Henry Ireland, Søn af
DD)" kan iaar mindes et Jubilæum af egen
"1 en Flaske; efter at have skrevet nogle Ord paa
— 21 —
en Antikvitetshandler i London. Irelands Fader var en stor Beundrer af Shakespeare og talte ofte med Sønnen om Digterens mægtige Geni. Et Punkt især blev han aldrig træt af at udbrede sig over, nemlig, at det mindste Stykke Manu- skript fra Shakespeares Haand vilde betyde en hel Formue for dets Ejer, eftersom der i hele Verden ikke fandtes andet Spor af hans Haand- skrift end Underskriften paa hans Testamente og en Panteobligation. Gamle Ireland synes at være lidt lettroende i saa Henseende; thi paa et Besøg sammen med Sønnen i Stratford on Avon for-
talte Eieren af Clopton-House, en Mr. Williams, | , Ø ham, at hvis de blot vare komne for et Par Uger å siden, kunde de have faaet hele Vognlæs af k: Shakespeares Papirer. Disse vare nu allesammen SØ brændte, oplyste Williams, da det Rum, hvori ny de vare opbevarede, skulde gjøres ryddeligt for i:
at modtage nogle unge Agerhøns, han vilde fede.
Denne Meddelelse gjorde et dybt Indtryk paa Ireland, og Sønnen — dengang atten Aar gam- mel — lagde udentvivl Mærke dertil. Efterat de vare komne hjem, begyndte Samuel ialtfald at forsyne Faderen med Papirer, som enten vedrørte eller vare skrevne af Shakespeare selv. Han fore- gav som Forklaring, at han havde vist en ung Mand af god Familie nogle Tjenester, og at den unge Mand til Gjengjæld havde indbudt ham til sin Gaard ude paa Landet; her havde han i et af Værelserne fundet en Mængde Papirer, og blandt disse de Shakespeare-Dokumenter, han fra Tid til anden lyksaliggjorde Faderen med. Da gamle Ireland ønskede at vide, hvem den unge Mand var, sagde Samuel, at han paa ingen Betingelse maatte opgive hans Navn, da i mod- sat Fald Adgangen til og Undersøgelsen af den interessante gamle Gaard vilde blive ham for- ment. Alt dette foregik for hundrede Aar siden — Anno 1795:
Paa denne Tid var der Strid om, hvorvidt Shakespeare var Protestant eller Katholik. Ire- land bilagde hurtigt Striden, idet han tilveiebragte Shakespeares Troesbekjendelse, skrevet med Dig- terens egen Haand.
Efter Irelands Tilstaaelse, nogle Aar sene- re, blandede han et Par Draaber Eddike med en Jernopløsning (som benyttes af Boghbindere)
Papir, holdt han det over Ilden, hvorved Bog- staverne bleve helt brune.
Denne Troesbekjendelse var Dagens bræn- dende Spørgsmaal og vakte almindelig Beundring.
Imidlertid forberedte den unge Falskner nye Overraskelser. Snart fulgte et Brev fra Shake- speare til Cowley, et Brev til Anna Hathaway med en Lok af Shakespeares Haar, Kostume- billeder af Shakespeare og Korrespondancen mel- lem Lord Southampton og Digteren.
Fra den interessante gamle Herregaard frem- kom tillige et Brev fra Dronning Elisabeth til
cen SÅ!
OGSAA ET
Shakespeare og et Brudstykke af Manuskriptet til Kong Lear". Et nyt Skuespil ,,Voltigern" fandtes i Shakespeares egen Haandskrift; det blev kjøbt af Sheridan til Drury Lane og opført i 1796 med John Kemble som Voltigern. Derefter fremkom en Stump af Manuskriptet til ,,Hamlet" og et andet Skuespil ,,Kong Henrik den Anden".
Foruden alt dette opstøvedes Kontrakter mel- lem Skuespillerne Lowine og Condell og Digteren, Theatrets Kvitteringer og andre Regnskaber, og bleve tagne for gode Varer af lettroende Viden- skabsmænd, som ved Hjælp af dette Materiale beviste, at den store Digter tillige havde været en udmærket Forretningsmand.
Disse Opdagelser vakte naturligvis enorm Op- sigt og bleve omhyggeligt undersøgte af Datidens lærde Folk, som afgave følgende skriftlige Er- klæring til gamle Ireland:
» Vi, hvis Navne findes nedenfor, have, i Mr. Irelands Nærværelse og med hans Tilladelse, undersøgt Shakespeare-Papirerne og ere over- beviste om deres Ægthed."
Blandt de enogtyve Underskrivere fandtes Sa- muel Parr, Lord Somerset, Heard, R. Valpy, Lord Lauderdale, Lord Kinnaird og Boswell, For- fatteren til Samuel Johnsons Biografi.
Inden Boswell underskrev, faldt han paa Knæ og takkede Gud, der havde forundt ham at at- testere disse Opdagelser, og udbrød, at nu kunde han dø i Fred!
I 1796 fremkom en Erklæring om nye Op- dagelser. Den Eneste, der forholdt sig kjølig midt i den almindelige Begeistring, var Malone, som dengang var ifærd med at udgive Shakespeares Værker efter den originale Folioudgave af 1623.
Et Par Maaneder efter den sidste Erklæring gav Ireland en skriftlig Tilstaaelse af sime Be- dragerier. Naturligvis reiste der sig en Storm af Indignation mod ham og hans Fader. Men denne lagde sig snart, og Ireland, som ikke havde hø- stet nogensomhelst Fordel af Falskneriet, sank tilbage i det Mørke, han fortjente.
Al. S.
JEn Hntikvifets=Fabrik
Tr besynderligt Værksted! Gipsforme, Rust- ID ninger, Lysekroner, Tagsten fra Pompeji,
Stridsøxer med polerede Blade, et Utal af Værktøj, et stort Lerkar, Dreielad, Høvlebænke og et Par moderne Rørstole — disse og en Mæng- de andre Gjenstande paatrængte sig min Opmærk- mærksomhed, da jeg stod derinde. usKastet hulter til bulter i en Krog, ved Siden af et lille Dreielad som dem Guldsmedene bruge, laa en Bunke Broncefigurer af Mennesker og Dyr,
alle mere eller mindre. defecte. Det var billige
JUBILÆUM
Nipsgjenstande, som man kan kjøbe dem af ny for nogle faa Kroner.
»Hvor har De faået dem fra?" spurgte jeg Etablissementets Chef.
»Kjøbt dem som gammelt Metal hos Marchan- disere", svarede han. ,,De bedre Stykker — af ægte Bronce — samler jeg selv paa Åuctioner, eller lader min Søn gjøre det. Ingen af dem der- henne har kostet over to, tre Kroner".
Jeg lod mit Blik vandre videre, indtil det standsede ved et Bord mellem de to Vinduer. Paa det stod, forbunden ved en Gummislange med Gashanen, et lille Gasapparat som dem, Che- mikerne bruge. Ved Siden af laa to Blæserør med Platinspidser, og flere lange Tænger. Lige bagved dem stod en stor Papæske, fyldt til Ran- den med Glasgjenstande og tomme homøopathiske Medicinflasker. Min Vært smilede, da han saae det forbausede Udtryk, der gled over mit Ansigt.
»Det er Materialet til de etruskiske, iriserende Taareflasker, De har seet i Musæer", bemærkede han, medens hans smaa Øine blinkede polisk. »Det er forresten min Datter, som laver dem. Det er en let Sag. Vent et Øieblik, saa skal jeg vise Dem, hvordan det gaaer til;" og dermed tændte. han. Gassen.
Jeg iagttog ham nysgjerrig.
Han tog en Tang og stak dens ene lange Klo ned i en Medicinflaske fra Samlingen. Saa dreiede han den hurtigt omkring over Gassen i et halvt Minut...
»Den maa ophedes jevnt, ellers springer den", forklarede han.
Idet han saa satte Blæserøret for Munden, blæste han en jevn Flamme mod Flasken, indtil den glødede med rødligt Skjær og begyndte at smelte. En Del af dens Overflade sank sammen; han vendte den, blæsende hele Tiden, indtil Fla- sken mistede hele sin Symmetri og dannede fire uregelmæssige og bugtede Sider. Derpaa, hurtigt som et Lyn, dyppede han den i en Skaal med et rødligt Pulver og vendte og dreiede den deri med sine Tænger.
»Det. er Kobberilte", forklarede han, da han tog Flasken op og begyndte at blæse igjen.
Atter smeltede Glasset, og Antikvitetsfabri- kanten trak med en anden Tang det, som en- gang havde været Flaskens Bund, ud i en kegle- formig Spids. Hele Overfladen blev gaaet over med en fin Fil, hvorefter den glødende Flaske blev jaget gjennem en Skaal med stødt Harpix.' Saa blev den dyppet i Guldpulver, Sølvpulver og grøn ÅAnilinfarve. En sidste Smeltning, og Aab- ningen af den ukjendelige Medicinflaske blev kruset i smaa Takker med et Staaltraadsinstru- ment, dér lignede et lille Krøllejern.
Forvandlingen var fuldkommen! En almindelig Medicinflaske var lige for mine Øine bleven om- dannet til en -smukt iriserende Taareflaske.
»Se der!” udbrød Antikvitetsfabrikanten tri-
EN ANTIKVITETSFABRIK
umpherende, idet han stak Taareflasken ned i et gjennemhullet Papstativ, for at afkjøles.
»Jeg køber "disse smaa Flasker for 5 Pence Dusinet — og kan med Lethed sælge Taare- flasken der for otte Shillings. Det vil sige, jeg kan sælge den, hvis der kommer en Kjøber, men der er ingen stærk Efterspørgsel efter Taare- flasker".
Paa dette Tidspunkt var min Hjerne optaget af et nyt Problem.
»Hvad gjør De med alle de itubrudne File?” spurgte jeg og pegede paa en stor Kasse, halv fuld af saadanne.
»Gamle File afgiver det bedste Staal", svarede Tryllekunstneren. ,,Jeg smelter dem og hamrer dem ud til Klinger for venetianske Daggerter. Se, herinde har jeg en transportabel Esse..." og dermed aabnede han Døren ind til et mindre Rum.
Derinde stod virkelig en lille Smedeesse og ved Siden af den et Lad, overfyldt af Værktøi. Mellem dette laa en nydelig kvindelig Figur. Den var af Sølv, og hel tung.
»Det er Heftet til en Daggert," forklarede Mesteren. ,,Det er ikke -massivt Sølv; den er fyldt med Bly. Ja, den seer meget antik ud, men jeg støbte den selv iforgaars. Hvordan dens Over- flade er bleven saa afslidt og ru? Jeg stænkede den med Skedevand af denne lille Steenflaske og vaskede det saa hurtigt af igjen. Her er en fær- dig Daggert; hvad synes De om den?"
. EnDet var et udmærket smukt Vaaben, og jeg
sagde det, idet jeg tillige udtrykte min Over- raskelse over Guldfiligranen, der var indlagt i den blaa Staalklinge.
»Jeg troede, at Vaabensmedene i Damaskus havde. taget deres Hemmelighed med i Graven?"
Hertil svarede Mesteren Intet, men pegede paa en Række Statuetter, anbragte paa en Hylde over mit Hoved.
»Der stode de — Guder, Gudinder og Halv- guder, Nympher, Satyrer, Dryader, Najader og Nereider — alle antike, alle mere eller mindre blaagrønne af Patina og alle mere eller mindre beskadigede. Havde de været, hvad de gav sig
' ud for, vilde ca. 25,000 Kroner have været godt
Kjøb for hele Samlingen.
»Naar De seer paa de Figurer", sagde den gamle Tydsker med en Haandværkers Stolthed, »falder det Dem nok ikke ind, at hvert eneste Stykke stammer fra Skrammelbunken, De saae inde i det andet Rum."
Efterhaanden,. ved fortsatte Besøg, fortalte han mig Enkelthederne ved den hemmelighedsfulde Alchemi, hvorved han forvandlede en slet mo- derne Efterligning til et græsk Mesterværk.
Det er let nok, naar man veed, hvordan man skal bære sig ad.
John.
(Mdode=Brev
September
brogede Pragt. Den grønne Dragt lægges
til Side med et: Paa Gjensyn! Naturen forbereder sig til den lange Vintersøvn. Men Menneskenes Børn vaagne til nyt Liv; det gjælder om at ruste sig for den kommende Vinter, og for os Kvinder gjælder det om at vælge vore Vaaben med. Smag. Naar De, min Frue og Frøken, gaaer i Boutiken for at vælge Deres Stof, lad Dem da ikke altid friste af Expedientens: ,,Dette er den nyeste Mode!" Vælg ikke det Første det Bedste. Stil Dem foran Deres Speil og studer Teinten, Haarets Farve og Figuren, og vælg saa det, der vil klæde Dem, uden dog derfor at gjøre Brud paa Modens Love.
De vide Nederdele, ti til elleve Alen i Omkreds, ere stadigt em vogue, stramme og glatte maa de sidde over Hofterne, og derfra falde i stive, gravitetiske Læg. Sort og Blaat, disse to Farver, der ere i saa nær Slægt med hinanden, vil dette Efteraar kappes om Pladsen Nummer et. Kjønt og praktisk til Theaterbrug er, tilligemed den nu brugelige store, hvide Krave, det saakaldte Marie Antoinette Fichu. Det syes af fint hvidt Stof og besættes med Mellemværk og Kniplinger. Og Bluserne! Lad mig ikke glemme de kjære Bluser, som ofte have været vor Hjælp og Trøst i en snever Vending. De kunne varieres i det Uende- lige, syes af fint uldent Stof eller Vaskesilke, med Bærekraven rynket eller lagt i mange fine Læg, eller dybe Læg, som naae fra Halslinningen til Bæltet. Det vide Puf paa Ærmet maa enten afsluttes i en stram Mansket, som naaer fra Ål- buen, eller gaa lige til Haandleddet og der ende i en ganske smal Linning. Til en mørkeblaa ulden eller sort Silkenederdel tage de sig bedst ud. Spadseredragten, som Skitsen viser, er af svært marineblaat Cheviot, det vil sige Nederdelen og Trøjen. Livet er af marineblaat Fløiel. Forstyk- kerne, som ere rynkede ved Halslinningen, falde i Folder ned til det ganske smalle Fløielsbælte. Ryggen er fuldstændig glat, uden Midtersøm. Til Livet, som lukkes usynligt paa venstre Side, kan naturligvis ogsaa benyttes Silke eller samme Stof, som den øvrige Dragt. Den lille fikse Trøie er ganske kort, syet med Revers og skaaret rund foran. Den knappes med een stor Perlemoders Knap, men nydeligst er den baaret uknappet, da den saa giver Udsigt til det blusede Liv og et Glimt af det marineblaa Silke, hvormed den er foret. Ryggen er glat og stramt siddende, men ender nedenfor Taillen i et kort læget Skjød. Paa hver Side findes en allerkjæreste lille Lomme, rigtig praktisk til at gjemme sine Smaapenge i. Ærmerne, som ere meget vide, er forarbeidede
h ib er Tiden nær, da Træerne iføre sig deres
SSR”. SÆR
ud i et, kun med een Søm under Armen. Denne nydelige og klædelige Dragt er udgaaet fra Hr. " Ove Thomsens Etablissement, Vimmelskaftet 38. Den marineblaa Filthat er besat med svære Silke- baand af samme Farve og to hvide Fløiels Ro- »… setter. HELENS LSE ; …… For Den, der holder af Sport, gives der ikke nogen bedre. Tid til at dyrke denne i, end just nu, da det hverken er for varmt eller koldt. . Landeveiene er i udmærket Stand til Bicycle-
kjørsel, og gaaer man ud ad Strandveien, seer
man mange unge Damer, som har sadlet den
tohjulede Hest, og ved et muntert race bringer - Rødme paa Kinderne og Glans i Øjnene. Ved " Valget af Cycledragten maa der udfoldes megen
Smag' og Discretion. Intet er værre, end at se
en Dame paa Bicycle iført en eller anden gam-
" mel, afjasket Kjole, som hun paa denne Maade slider op. Meget posede Knæbenklæder, et kort, læget Skjørt og Bluseliv, dertil Gamascher og " lille, hvid Drengehat, er en kjøn Dragt for de
- Damer, der ikke holder af at undvære Skjørtet,
Men vil man være det foruden, kan man paa en
MODE-BREV
Cycle bevæge sig anderledes frit og behageligt,
kun iført enten lange Pludderbenklæder eller Knæbenklæder. I dette Tilfælde egner en læget Kofte, eller Liv med kort Skjød sig bedre end Blusen. Stoffet, som benyttes hertil maa enten være mørkt, fint Klæde eller engelsk Tweed. Tennis, dette fine og elegante Spil, som kjen- des af omtrent enhver Dame, finder blandt disse fler og fler ivrige Dyrkere. Jeg kjendér da heller intet Spil, der mere end det fremhæver den med- fødte Smidighed og giver Anledning til kvikke og yndefulde Bevægelser. Jeg saae forleden Dag en meget fix Tennisdragt. Den var af en klar, mørkerød Fårve og syet af blødt, uldent Stof. Nederdelen var fuldstændig fodfri, hvilket er en Nødvendighed, da den ellers hæmmer. Løbet. Bærekraven paa Blusen var rynket med den en- gelske Rynkning, honey-comb kaldet, og udsyet med tyk, sort Silke. De posede Ærmer .endte ved Haandleddet i en Linning af sort Moirée.
Den nedfaldende Krave og Bæltet var ligeledes
sort Moirée. Blusen knappedes foran med smaa sorte Stenkulsknapper. En hvid Drengehat med lille Pul og stor, bred Skygge, omvundet med et sort Silkebaand, samt brune Lædersko uden Hæle fuldendte Dragten. Damer, der let blive
forkjølede, maa jeg anbefale at lade deres Tennis-
dragt sy af Flonel. . Ellis.
2
Selv om Moget ev nok saa dumt, kan det alligevel blive Mode. ; xx
Æt godt Raad er dyrt, det daarlige bliver det. SE
humor ev ef Overskud af aandeligt Velvære.
; 2-2 " De fleste Fjendskaber opstaa af Misforstaaelser.
z
Skke Enbyer, der sefiver, hav ogsan kjæmpet. z
Ti fænds Fremtid sætter ikke saa mange Tunger i Bevæ= gelse som cen kvindes ,, Fortid”.
z
Mangen kryber sit balve Liv, for at kunne gaa paa Stylter i den anden balvdel. be i i - ; U x - . Ulykken gfør Mennesket saa lille, at man overseer bam. z
Dect "gjælder ikke om, bvor meget man kan løfte, men mm
bvor meget man kan bære bjem.
2 £ «+
Til Fægtningsskyoning
BREVE FRA EN MENIG
I.
Leiren ved Frede- riksværk, d.… 1895.
Kjæreste Laura!
4 AA kom vi da i Leir. Vi maatte marchere hele
Veien hertil fra Kjø- benhavn, naturligvis med passende Hvil underveis. Naalema- geren, Du veed den lille 87, der altid taler om sin Kanariefugl og ikke kan taale To- baksrøg, "sidder og er helt fortabt. Han mener, at han aldrig kommer til. at støtte. paa Benené mere og taler om, at de ligesaa godt kan sætte dem af. med det Samme. Forresten er det ham ligegyldigt, hvad.der bliver af ham, og han vilde bare ønske, åt han kunde faae Lov at dø i Fred.
Vi Andre have derimod klaret os helt stolt. Det forstaaer sig — det snurrer naturligvis lidt i Pusselankerne, og den sidste Mils Vei trippede de Fleste jo lidt lempeligt, saa man skulde tro, Veien var af Glas. Men saasnart vi vare komne
til Veis Ende og marcherede op forbi Over- ledelsen, som holdt der til Hest for at tage imod os, saa var der ikke Spor af Sløihed mere i Ge- ledderne. Geværerne trækkes stramt an, der kom- manderes: ,,Se til Højre!” og saa gaaer Defile- ringen saa flot som nogen Parademarch, mens Of- ficiererne sidde paa deres Heste med Haanden til Huen.
Saasnart Regimentet var afleveret, fik vi Lov at træde af. Og nu sidder jeg her i Fred og Ro og savner kun en eneste Ting i Verden, og det er Dig, Laura!
Deiligt er her. Leiren ligger helt oppe paa en Bakke, saa at man kan se ud over Årresø. Solen er lige gaaet ned, og nu er det stille rundt om- kring i Omegnen. Jeg kommer til at tænke paa den Aften nede ved Stenten, Dagen før jeg skulde ind og trække i Kongens Tøi. Kan Du huske, hvor haardt det faldt os at skulle sige Godnåt og gaa hver til Sit? Først fulgte jeg Dig hjem, og saa gik Du med tilbage, og saa fulgte jeg Dig hjem engang til, og saadan blev det ved, til Engene begyndte at dampe og Maanen lyste som en blank Guldskilling. Iaften seer det vel ud der- ude ligesom den Aften. Nu er vel Køerne mal- kede og de Andre gaaede iseng, og saa staaer Du maaske nede ved Gadekjæret og seer henad Veien til Stationen, hvor Du saae mig forsvinde den næste Morgen. ”
JER BNC
ag
Der er vel mere fredeligt og roligt derude end her. Nu er der ikke mere nogen Træthed at mærke. Naar man først har faaet Støvlerne af og Hullerne paa Poterne klistret sammen, saa er man hel Karl igjen. Nogle spille ,,Sexogtres" og Andre se Geværerne efter, og de, som ikke have Lyst til Nogen af Delene, sidde stille hen og slaa en Sludder af. 159,. som er Skomager, naar han er i det civile Tøi, har faaet Harmonikaen frem og spiller op til Dans, og Officiererne gaa omkring og se ud, som om de gjerne vilde være med, hvis det gik an for Disciplinens Skyld.
Jeg har været inde at se paa Nattelogiset i Teltene. Det er nu ikke saadan ligefrem Edderdun,
vi skal ligge paa. Hver Mand har en Madras, det vil sige, det er egentlig ikke Andet end en Sæk med en Favnfuld Hø i. Naar man ryster den, saa
- alt Høet kommer ned i den ene Ende, saa kan
man faåae en meget ordentlig Hovedpude ud af det, og naar man saa beholder Tøjet paa og tager Kappen over sig, saa fryser man ikke mere, end at man meget godt kan sove. Der er en Mand ved Kompagniet, det er 183, hans civile Bestil- ling er at bo hos sin Moder og slaa hende for Lommepenge. Han var lige ved at stikke i at tude, da han saae den Hotelseng. Men Sergenten er saadan en venlig Mand, han trøstede ham med, at hvis han frøs, kunde han jo stikke Næverne "i Buxelommerne.
TIL FÆGTNINGSSKYDNING
Ja, nu kommer 159 og vil have mig med i Dansen. De skulle danse Kvadrille, og de mangle en Dame, siger han. Saa kan jeg jo ikke saa godt sige nei. Godnat, Laura! Din ; Carl Peter Sørensen, Menig Nr. 145.
II. Kjæreste Laura! i
Jeg fik ikke sendt Brevet afsted igaar. Men nu skriver jeg lidt til Dig igjen idag og saa et
TET LÆGEN JER
Par Ord imorgen. Saa kan Du faae det Hele paa engang. VARE "Idag have vi altsaa været i Slag. Rigtignok vare Fjenderne ikke vidére blodtørstige, men til Gjengjeld vare vi det saameget mere. Vi skød dem naturligvis ned for Fode og vandt en stor- artet Seir, s G Veiret har været brillant. Imorges, da det blæste til Reveille, laa der Dugg over alle Markerne. Det blinkede i Solen, ligesom det kunde have været et Tæppe, broderet med Sølvtraad. " Morgentoilettet var snart gjort. Udenfor Teltene var der stillet nogle Spande med Vand til at vaske. sig i. Der var allerede en Afdeling, der havde vasket sig i det samme Vand, da vi kom
TIL FÆGTNINGSSKYDNING
til, saa jeg vil just ikke sige, at vi bleve renere af det. Men Oversergenten trøstede os med, at naar vi nu først rykkede ud og kom til at svede, saa gik Snavset jo nok løs med det samme. Og ialtfald friskede det da saameget paa Hjernekisten, at man fik Øinene ordentlig op efter Søvnen.
Bagefter tager man sig saa en Morgendrik. Det er i Reglen en Baier og en Snaps. Det er altid noget mere vederkvægende end Thevand.
Derefter afsted til Melby Overdrev, hvor Skyd- ningen skal gaa for sig. Det er en lille rask March paa en Mils Vei. Det gjør ordentlig godt at gaa sig saadan en lille nem Tour i den smukke Morgen. Overdrevet ligger ved Kattegattet, og der, hvor Skydningen skal begynde, er der slaaet en Slags Leir. Lidt efter at vi ere komne, kom- mer ogsaa Overledelsen. Der er en Oberst og en Kapitain med Følge. Der er ogsaa en Brigade- general, som skal se paa, hvordan vi gjør vore Sager.
Et Kompagni ad Gangen rykker ud og tager Stilling bag et Dige, som er indrettet til det Samme. Der staa vi saa og vente paa Fjenden, og lidt efter rykker han frem. Han er kommet seilende og har gjort Landgang, og nu gjælder det altsaa at slaa et Slag for gamle Danmark.
Slet saa farlig, som han seer ud til, er han dog ikke. Han er nemlig kun af Tagpap, og det gjør ham jo altid lidt smere fredsommelig, end han maaske ellers vilde være. Det er nemlig kun malede Soldater, vi skulle slaaes med. I lange Rækker ere de slaaede paa Stolper, og deres Bevægelser . dirigeres. af nogle Ingenieurer, der selv ligge i Dækning bag Diger, og som lade dem. rykke frem og tilbage og falde paa deres " Gjerninger, naar vi have givet dem deres Be- .. komst. De ere indrettede omtrent som de Lege- tøjssoldater af Papir, som man klistrer paa Pap og slaaer paa Klodser.
I Betragtning af, at han som sagt-kun er af Pap, er han dog ganske snedig. Første Gang, vi se ham, har han lagt sig plat paa Maven paa Marken. Men vi kjende vore Pappenheimere og brænde løs paa dem. Længe varer det da heller ikke, inden han retirerer. Det vil sige: Ingeni- . eurerne synes, at nu kan det være nok med det, og saa trække de ham bort.
Du maa imidlertid ikke tro, at han er forknyt for det. Han har bare trukket sig lidt tilbage for at tage Kampen op igjen i en ny Stilling. Og lidt efter se vi ham da ogsaa formere Skyttekjæde noget længere borte.
Saa gaa Vore frem og give sig igjen til al give ham af Grovfilen. Vi anrette et blodigt-Nederlag paa ham, saa han maa gribe til Harens Gevær endnu engang. .
'" Men han har endnu en Trumf i Baghaanden.- Nede ved Søen ligger der en hel lille By. Den er malet paa Pap eller Lærred, saadan som de Landsbyer, Du kjender fra Høstfesterne i Tivoli.
Den besætter Fjenden, og det gjælder altsaa nu at fordrive ham derfra.
Altsaa fremad for gamle Danmark! Fjenden har taget Stilling bag en Mur og stikker Ho- vederne op foroven. Pif paf! — Geværerne faae igjen travlt, og Hovederne forsvinde lidt efter lidt. Saa gaaer det løs paa Byen i Løb. Ud af den farer en Afdeling Rytteri. Det er store Bil-
leder, der løbe paa Skinner og trækkes afsted i .
Snore. Rundt omkring blæses der Hornsignaler, og Rytterne faae det glatte Lag. Der er ikke Mange, der slippe fra den Omgang med Liv og hele Lemmer. j
Hermed er Byen stormet og Æren reddet. Nu er der kun tilbage at forfølge Fjenden, der er stukket i Søen med det Mandskab, han endnu har tilbage. Saadan en Landgang er jo nemlig en Spas, som man ikke saadan slipper fra, naar man har været saa letsindig at indlade sig paa det. Det gaaer altsaa videre gjennem Byen ned til Stranden.
Der se vi ham ombord i de Baade, som han kom i. Der kommanderes: ,,Fald ned!", og saa
gaaer det løs med Skydningen igjen. Nedad Ræk-
kerne plaffer det lystigt, og Kuglerne hente sig deres -Offre i Baadene eller spille i Vandet. Det er det Kjønneste ved hele Maneuvren. Den Eneste,. der er betænkelig ved Situationen, er Naale- mageren. Han kan nemlig ikke lade være at tænke paa, hvordan det vilde have gaaet os, hvis Fjenden nu havde været af Kjød og Blod istedetfor af Pap. Paa Hjemveien var der en Mand i Delingen, der fortalte ham, at han havde
" hørt, at nu fik vi nok snart Krig, for Keiseren af
China havde faaet Lyst til Grønland, og det kunde vi naturligvis ikke lade gaa upaatalt hen. Den stakkels Fyr gaaer og hænger med Næbbet, tænker paa Kanariefuglen derhjemme og har slet ingen Appetit til Middagsmaden.
Hvad han ikke har, det har derimod vi Andre. Nu er jo Fjenden sat paa Døren og Æren reddet, og nu kan man igjen begynde at tænke paa sig selv. Derfor vil jeg slutte for denne Gang.
Din Carl.
I. Leiren ved Frederiksværk, den . .. 1895. Min kjære Pige!
Egentlig har jeg allerede fortalt Dig Alt, hvad der er at fortælle hernede fra. Men jeg vil dog
” føje et Par Ord til som en lille Efterskrift. Det har været en rigtig rask Tour herned. Na-
turligvis tager det lidt paa Kræfterne at føre Krig, men man er jo dog heller ikke Halvfems endnu. Og selv om man var det, saa vilde man nok føle sig nogle Aar yngre af den gode Motion i den friske Luft.
g br > æ ma een MEE. Re FREE RR bund TIL FÆGTNINGSSKYDNING a : v É un ni ” 2 Ey ge og Ei = == ai FS ; PA = | E Ø - E w > > >= (sj ; E 2 E . i z = (el E nm z led - Ende! = S% cs N F2— "ag mn HE ag Kg j
å TIL FÆGTNINGSSKYDNING
Men naturligvis maa Du ikke tro, at det Hele er en Fornøielsestour, der er arrangeret for vor Behageligheds Skyld. Naar Fjenden er kastet til- bage, hvor han kom fra, saa ere vi Soldater fær- dige og have gjort vor Pligt. Men saa skulle Officiererne jo til at finde ud af, hvad man nu kan lære af det, og derfor kommer der Noget, der hedder Kritiken.
Det gaaer meget højtideligt til. Generalen og Overledelsen holde til Hest, og foran dem maa saa vore Officierer træde an og gjøre Rede for, hvordan det Hele er blevet udført. En af dem læser først Rapporten op, og saa kommer bag- efter Overledelsen med sin Kritik. Hvordan den faldt ud for vort Vedkommende, skal jeg ikke kunne sige. Vi Menige ere jo kun Hjul i Ma- skinen, og hvordan hver enkelt Del skal sættes i Bevægelse, naar det Hele skal gaa, som det skal, det maa de om, der have gjort Svende- stykke i Faget.
For os Andre er der ikke Andet at gjøre end at marchere tilbage til Leiren igjen, naar der er
kommanderet Ret. Og det er Noget, vi ikke lade os sige to Gange.
I Leiren vanker der jo nemlig Middagsmad. Rigtignok bliver der ikke kræset op for os med Fasaner og Kransekage, men derimod med Ærter og Flæsk, som bliver lavet til paa de Kogevogne, vi selv have ført med os. Men naar man er såa sulten, at man gjerne kunde spise sine egne Støvlesaaler, saa kan Du jo nok forstaa, at det smager os alligevel. Selv Naalemageren blev helt Karl igjen af at faae noget Mad i Livet, og nu tager han sig en Svingom sammen med de Andre til Skomagerens Harmonika. Skomageren paa- staaer rigtignok, at han kan høre Ærterne rasle i Livet paa Balkavallererne.
Ja, hermed er saa Krigen forbi. Imorgen gaaer det igjen ad Kjøbenhavn til. Lad mig nu se, at Du snart -kommer en Tour til Byen for at se til din Kriger. Lev vel saalænge, hils de Andre og modtag selv tusind Kys fra Din
Carl Peter Sørensen, Menig Nr. 145.
KILDRINGEN af Leocadias Ophold i dette In- stitut var en skarp Satire over den Smaa- lighed, Uvidenhed, Overtro og tildels ogsaa
over den Samvittighedsløshed- og Ondskab, som herske i saadanne fromme Anstalter. Forstander- inden benyttede ethvert ledigt og ubevogtet Øie- blik i sit Cabinet til at rette tusinde enfoldige Spørgsmaal til Kortene angaaende de daglige Be- givenheder i sit ensformige Liv, udforske sine Undergivnes Charakter 0. lign. Blev hun en og anden Gang overrasket derved — og den oprørske lille Grevinde lagde an paa saadanne Overra- skelser — saa enten strøg hun med en rask Be- vægelse Kortene ned i sit Skjød eller kastede et Forklæde over de forræderske røde og sorte Blade. Forøvrigt lod hun til at lide af Hjerne- blødhed, en Lidelse, der ved såa liden Hjerne — saaledes lød et ondskabsfuldt Sted i Manuskrip- tet, — ikke kunde være videre alvorlig for den ellers såa korpulente og grovt byggede Organ- isme. De indbyrdes skinsyge Læresøstre bleve gjennemheglede paa lignende Maade, og paa Fremstillingen mærkede man tydeligt, at person- lige Erindringer om udstaaet Slaveri og tusinde smaa og store Krænkeélser havde ført Pennen ved denne Skildring, der udstrakte sig til det Tids-
"punkt, da Leocadia var bleven femten Aar gam-
mel og en Morgen midt i Skolelivet modtog den Meddelelse, at hun den næste Dag vilde blive afhentet til sme Forældres Slot, for nogle Dage efter at holde Bryllup. :
Her brød Manuskriptet af.
Redacteuren skød med den højre Haand Bla- dene lidt tilside og støttede tankefuld Hovedet i den venstre, Spørgsmaalet, om de tre kvindglige Væsener, den maskérede Dame, Manuskriptets Forfatterinde og Leocadia, Heltinden i Fortæl- lingen, vare en og samme Personlighed, be- skjæftigede ham hovedsagelig. Et ansaae han for givet, at Forfatterinden fortalte sin egen Ungdomshistorie. Leocadia og Forfatterinden vare en og samme Person. Og nu Overbringerinden? Don Peralta forestillede sig Maskens elegante Skikkelse, hendes blomstrende Ungdommelighed, især hendes udvalgte, med fin Ironi krydrede Sprog. Samme Sprog lød ham imøde fra mange Steder i Manuskriptet. Der var ingen Tvivl derom!
y”
87 407 HK Se (ag de; Se afttdden Ar (RI alt r LA (VA ) (ÆD W (9 (w W (6
Kan. A HAS JS 25 AI
AF
2, r-cls
04 (094 Sk Steg Ce STÅ AV Take (UV "iela! V ) le a ala VANla ae (0) (np (9 VW (9 (Ø
VV BH SX I SIS
Æn anonym (INedarbeider
NOVELLE
JOS. VICTOR WIDMANN
(1. Fortsættelse).
Alle Tre ere En. En fornem ung Dame har, be- skyttet af Carnevalets Maskefrihed, personlig — da hun ikke turde' bétro en saa vigtig Sag til Nogen — overbragt mig.den af hende selv for- fattede Historie. om sin Barndom.
"Men vil hun ogsaa være istand til at levere Fortsættelsen? Hvis hun lod mig i Stikken?
Redacteuren kastede sig tilbage i Stolen, ry- stede paa Hovedet og sagde til. sig selv, ikke uden et let Anstrøg af Selvfølelse: ,,Bah! Hvad gjør det? Lader hun. mig i Stikken med Fort- sættelsen, er jeg vel Mand for at opfinde en Fort- sættelse og en Slutning paa denne Fortælling. Vi levere Manuskriptet i Trykkériet."
Han ringede.
I hele Huset var idag kun een eneste Tjener, en gammel Mulat, som Don Peralta havde bragt med fra Mexiko. Han havde ogsaa tjent Don Pe- raltas Forældre. Alle dé Andre vare ude i de af Carnevalsvrimlen oplivede Gader. Trykkeriet stod stille idag; da ,,Giralda" kun udkom en Gang om Ugen, havde denne Afbrydelse af Arbeidet ikke stort at sige.
Mulatten traadte ind. ,,Der! Gomez", sagde
"Don Peralta, ,,tag disse Papirer og læg dem paa
Sætteren Pastias Pult; vent lidt, giv mig dem. igjen, for at jeg kan bemærke, at jeg maa have Manuskriptet tilbage; det maa ikke vandre i Pa- pirkurven.”
:Den gamle Tjener hørte taus paa sin Herres Befalinger og forlod Redactionslokalet med den
«anonyme Artikel, som en maskeret Dame for. en
halv Time siden havde snakket Redacteuren paa. »Hvad vil Garlos sige til det?" mumlede Don Peralta, efterat Mulatten havde lukket Døren. Redacteuren havde ligesom en Følelse af Ube- hageligheder, der vilde knytte sig til Optagelsen
. af denne Fortælling. For at blive dette Indtryk
kvit, sprang han hastig op fra Stolen, tog Hat og Stok og blandede sig i det muntre Folkeliv paa Placa Nueva og i Byens snevre Gader.
Det var blevet Aften; men endnu droge de prægtige Carosser, forspændte med fyrige Heste af arabisk Blod, gjennem de af Masker vrimlende Gader. Smukke Damer, som sade i Ekvipagerne, bleve hyppigt hilsede med høie, muntre Tilraab af de Forbigaaende, uden at der dog var Tale
de
EN ANONYM MEDARBEIDER
om udelikat Spøg. Men alle smukke Damer havde Spor af ,,Papirillos" i Haaret, paa Sløret eller Kjolen; hele den udslagne Dag var de blevne overdængede med et formeligt Snefald af disse lystige Papirstumper, og syntes glade over de uskyldige Tegn paa det Bifald, deres Skjønhed havde fundet. Uskyldig Munterhed var over- hovedet det Stempel, der prægede det Hele. Fra de overfyldte Lokaler, hvor den andalusiske Ung- dom svang sig i Dansen, lød nok Musik, Sang og Slag med Castagnetter, men intetsteds raa Skrigen eller Kiv. Høflighed, Munterhed, fredelig Lystighed var kun fremtrædende, og hvis Don Peralta, som gik ud uden Maske og blev gjen- ; kjendt af Mange, havde frygtet for ubehagelige Sammenstød, maatte han tilstaa, at han langtfra havde tilstrækkeligt Kjendskab til sine letlevende Landsmænd. Ingen lod til at tænke mere paa hans: Angreb paa Tyrefægtningernes nationale Helligdom; den Menneskebølge, som væltede sig gjennem Gaderne, var simpelthen eet stort Sel- skab, der var mødt for at more sig selv og de Andre. Saaledes glemte Redacteuren ogsaa sine Bekymringer, og da nogle unge Herrer af hans Bekjendtskab bemægtigede sig ham og slæbte ham med hen i en af de store, klart oplyste Ca- féer, slog han sig med sydlandsk Letsind de sidste Tanker om journalistiske Fortrædeligheder ud af Hovedet; men i hans Indre vaagnede. til Gjengjeld en behagelig Følelse, ligesom den Guldgrund, hvorpaa Carnevalets brogede Billeder afmaledes med lysende Farver. Og da han, langt ud paa Natten, vendte hjem og søgte noget nær- mere at analysere denne Guldgrund, dette lønlige Velbehag, da forekom det ham, at det var den stille Bevidsthed om hans Eventyr med den smukke Ubekjendte og hendes Stemmes Vel- klang, der gjorde ham saa lyksalig.
Vv. Condesina Leocadias Ungdomshistorie blev trykt i ,,Giralda" og vandt almindeligt Bifald,
saavidt Redacteuren og hans Venner kunde ori-…
entere sig derom. Selv Forretningsmanden Carlos gratulerede Redacteuren til denne Fortælling. De smaa Udfald mod Åristokratiets Standsfordomme faldt først og fremmest i god Jordbund hos Bla- dets talrige republikansk sindede Abonnenter, men gjorde ogsaa Lykke i mange adelige Fa- milier, da man i disse Kredse altid glæder sig ved at træffo Anekdoter fra den fornemme Verden, hvilke man saavidt muligt knytter til en eller anden aristokratisk Familie, som man netop ligger i Feide med. I Sevillas Paladser spurgte man sig selv, hvilken adelig ung Frøken der kunde være ment med Leocadia, og gjættede frem og tilbage, naturligvis uden endnu at kunne give et bestemt Svar. : ;
"Interesse, af gammel Vane, tog han Brevene i
— $i —
Ogsaa Skildringen af den af Nonner ledede Opdragelsesanstalt vakte hos et katholsk, men i det Hele religieus saa indifferent Folk, som de moderne Spaniere ere, intet Anstød, undtagen maaske i de snevreste klerikale Kredse, og her spillede Skadefryd ligeledes en vis Rolle, idet ingen af de i og om Sevilla bestaaende Opdra- gelsesanstalter antoge Satiren for at være møntet paa dem selv, men derimod paa den af hver især mest hadede konkurrerende Anstalt. Men de, der følte sig directe trufne og fandt sig aftegnede, tav klogeligt stille. Ingen lagde saaledes en Uvillie > for Dagen mod denne Artikel, og i Caféerne ud- Der raabte Avissælgerne ,,Giralda" med særlig Em- az phase, idet de fremhævede Fortællingen om ,/7a Condesina' som , meget smuk, meget interes- sant” !
Imidlertid sad Redacteuren som paa Gløder. j å
2
Fortsættelsen var ikke kommen, og overfor sine Læsere var han dog forpligtet til at faae Fortæl- lingen sluttet. Noget for letsindig, for selvbeha- gelig havde han nylig trøstet sig med den Tanke,
at han i værste Fald selv vilde skrive Fortsæt- A telsen. Han havde virkelig givet sig ifærd med g E Arbeidet, da der allerede to Gange havde været ASE
Bud fra Sætteriet efter nyt Manuskript. Der sad han, denne Gang om Formiddagen, i sit Redae- tionslokale, og vilde skrive, skrev ogsaa, men maatte strege over, rive istykker ... det vilde ikke gaa. Hvad han end skrev, passede ikke til Begyndelsen, og det gik paa engang op for Don Peralta — han var en ung Mand, som endnu havde Meget at lære! — at det er en egen Sag, med Phantasien alene at opnaae det Virkeligheds- præg, der er en saa naturlig Frugt af selvoplevede Erfaringer. '
Den gamle Mulat Gomez, som til enhver Tid, uden at banke paa, havde Adgang til Redactions- lokalet, traadte lydløst ind, medens hans Herre sad mismodig ved Årbeidet, som ikke vilde gaa fra Haanden. Tjeneren bragte den sidste Post af Aviser og Breve og fjernede sig taus paa sin stilfærdige Maade. Redacteuren kastede et lige- gyldigt Blik paa Pakken, som indeholdt de frem- mede Journaler og de indløbne Breve, og uden
Haanden, aabnede dem og kastede. et flygtigt Blik paa Indholdet, indtil paa engang en mindre Billet bevirkede en vældig Forandring i Don Pe- raltas hidtil saa apathiske Holdning. Det var et lille Brev, som bår Sevillas .Poststempel og. var dateret fra den foregaaende Dag. Over- og Under- skrift manglede, og Don Peralta var ligeved at kaste det i Papirkurven, da han havde det Prin- cip, aldrig at læse auonyme Breve. Den, som ikke har Mod til med sin Underskrift at indestaa for det, han vil meddele os, fortjener ikke, at. man skjænker hans Meddelelse Opmærksomhed. Don Peralta havde derfor længst vænnet sig til, ved hvert Brev, han modtog, først at se efter
SEN se
EN ANONYM MEDARBEIDER
Underskriften; fattedes en saadan, eller, var den kjendelig falsk, saa fløj Papiret ulæst i den Be- holder, som i vor, Papirets Tidsalder, er en sam- vittighedsfuld Redacteurs mest paalidelige Ven.
Men den navnløse Billet fløj ikke derhen. Det var jo Manuskriptets store, kluntede Bogstaver! Det var altsaa fra den Ubekjendte!
Billetten indeholdt følgende Ord: ,,Kom imorgen Kl. 12 Middag hen 1 Anlægene. I den tredie Allée tilvenstre for Springvandet. vil ved Deres Komme to Damer forlade en Bænk, paa hvilken De saa vil finde det Ønskede.”
At der med Anlægene var ment Promenaden ved Guadalquivir, den med utallige Palmer og andre tropiske Væxter smykkede- offentlige Have nedenfor Torre d”Oro, derom tvivlede Don Pe- ralta ikke et Øjeblik. Her flokkes i de sene Efter- middagstimer en talrig Skare Spaserende mellem de plaskende Springvande, Blomsterrabatterne og under Orange-; Citron- og Magnolietræer. Men ved Middagstid er Parken næsten tom, fraregnet nogle enkelte Ekvipager, hvis Eiere, især om Foraaret — og Februar, er Foraar i Sevilla: — her ved Middagstid kjøre en Morgentur, som de kalde det. :
Redacteuren skyndte sig ind i Sætteriet og gav Ordre til at opsætte Sætningen af Fortællingen til om Eftermiddagen. Saa saae hån paa Uhret. Billetten var kommet ham saa seut ihænde, at han lige havde Tid til i en Fart åt gjøre Toilette og derpaa uden altfor stor Hastværk at gaa hen til Anlægene. Don Peralta holdt paa, at præsen-
"tere sig saa fordelagtigt som muligt, naar han
igjen "skulde træffe den smukke Ubekjendte. Vel fremgik det af Billetten, at hun ikke ønskede en Samtale, og som Mand af god Tone lovede han sig selv, ikke at vise nogensomhelst upassende Nysgjerrighed og i intet Fald følge efter Damen eller paa nogen Maade falde hende til Besvær. Men selv om hun blot skulde se ham paa ÅAf-
- stand, var det ham magtpaaliggende at gjøre
Indtryk som en Caballero. Vi maa igjen bede nordiske Læsere om, at bedømme Redacteuren "af ,Giralda" efter. den romanske Races conven- tionelle Begreber. Intetsteds lægger man saa . megen Vægt paa en elegant ydre Fremtræden som i de romanske Lande, og det er bekjendt, at Italienere og Spaniere i saa Henseende endog overgaa Pariserne. Altsaa maa vi hverken forbi- gaa Silkehatten efter nyeste Mode, som Don Peralta satte paa sit lokkede, parfumerede Haar, eller Granatblomsten, som han stak i Knaphullet paa sin fine, mørkeblaa Dragt. Men vi kan for- sikkre om, at trods saadanne Yderligheder, der maa forekomme nordiske Vikinger lapsede, var Don Peralta en alvorlig Mand, endog tilbøjelig til dybsindige Grublerier; forøvrigt udelukker 1a- kerede Støvler og gule Glacéhandsker da lige- saålidt Genialitet, som man kan paastaa, at ØJl- pletter paa en luvslidt Jakke ere ubedragelige
Tegn paa Kantisk Philosophi eller Leéssingsk Skarpsindighed.
Forbi den store kaserneagtige Cigaretfabrik, som hos os er noksom bekjendt fra Operaen Carmen, dernæst langs Facaden af Paladset, som tilhører den rige Hertug af Montpensier, spaserede Re- dacteuren ned imod Floden og naaede de offent- lige Haver nogle Minuter før Middagstimen lød fra det imponerende Giralda og fra alle de andre Klokketaarne i Byen. Snart havde han naaet Springvandet og den betegnede tredie Sidegang i de store Anlæg. Paa en af Hovedveiene kjørte en med to Heste forspændt aaben Vogn, der var tom, med Undtagelse af Kusken paa Bukken. Don Peralta saae, at det var en elegant Vogn, men kunde i Frastand ikke se det-herskabelige Vaaben, som var ånbragt paa Vogndøren. Hans Blik speidede nu efter Damerne. Og ganske rigtig! Der sade de to Damer paa en af afrikanske Pal- mer overskygget Bænk. De reiste sig, saasnart Don Peralta kom i Nærheden, og fjernede sig i en Retning, som forhindrede ham i at se deres Træk. Men den Eues, den unge Dames, Skikkelse gjenkjendte Redacteuren øieblikkeligt som sin Ubekjendtes. Den Anden maatte være hendes Duenna, en Dame allerede til Aars.
Don Peralta blev staaende som rodfæstet, da Damerne forlode Bænken; et. hastigt Blik. viste ham dog, at en Pakke var bleven liggende i det Hjørne, hvor den Yngste havde siddet. Alléen var som uddød; man behøvede altsaa ikke at frygte for, at en Uvedkommende skulde gjøre det Fund, som ventede paa Redacteuren. Don Peralta havde derfor ingen Hast med at sikkre sig Pakken. Med Blikket fulgte han Damerne; det turde han ialtfald vove, uden at synes indiscret. Hans Ube- kjendtes stolte, rolige Gang fængslede ham; denne Kvinde var som et ædelt Kunstværk, et Værk af een Støbning. Hendes aandrige Conversation, hendes Stemme, Skikkelse, Holdning og Gang — Ålt harmonerede. Hvad vilde Don Peralta ikke have givet for at sé hendes Ansigt utilsløret! Ah! hun vendte sig netop om, men . Afstanden var allerede for betydelig til at selv det bedste Øie tydeligt havde kunnet 'skjelne hendes Træk. Vel indbildte den overraskede unge Mand sig at se den yndigste Oval af skjæreste Incarnat og føle Lynet fra to sorte Øine, som en af de gammel- spanske-Digtere sagtens vilde have betegnet som dunkle Sole. Men Synet var, bortseet fra Af- standen, saa flygtigt, at der ialtfald ikke kunde være Tale om-at fæstne Trækkene i sin Erindring, Damen havde, idet hun vendte sig om, gjort en
let Bevægelse med den venstre Haand, en Hen-……
pegen paa den nys forladte Bænk. Don Peralta bukkede dybt og ilede hen til Stedet, hvor han
opdagede .en lille Pakke, omviklet med et sort.
Silkebaand. Han tog den hastigt til sig. Da han atter løftede Hovedet, saae han, at Damerne. havde naaet den midterste Hovedvei, hvor den
EN ANONYM MEDARBEIDER
før omtalte Vogn kjørte dem imøde. De steg ind, og i næste Øieblik forlod den lette Ekvipage de offentlige Anlæg ved Torre d'Oro.
Don Peralta nedlod sig paa samme Sted, hvor den Ubekjendte havde dvælet. Nu, ved Middags- tid, var desuden indtraadt en Pause i Sætteriet, saa Redacteuren havde tilstrækkelig Tid til at gjennemse Manuskriptet, inden han afleverede det i Trykken, Men Nysgjerrigheden efter Fort- sættelsen var saa stærk hos ham, at han ikke kunde vente til han kom bjem i sit Redactions- lokale. Og saa løste han det bedrøvelige sorte Silkebaand, som holdt de hvide Blade sammen. Intet Brev var vedlagt, ingensomhelst Antydning af nogen Årt. Ved Slutningen af Manuskriptet stod kun Ordene: Fortsættes.
Hvad Don Peralta fik at læse, var en sørgelig Historie. Den begyndte med Skildringen af den femtenaarige Condesina, som havde forladt det klosterlige Institut blot for strax at blive gift med en Mand, hun aldrig før havde hørt omtale, endsige seet! Hører en saadan Kvindelod i de højere Kredse af romanske Landes' Åristokrati end ingenlunde til Sjeldenhederne, saa var dog i dette Tilfælde Skildringen af denne høist gribende, idet Læseren snart mærkede, at Offeret for et sligt Fornuftgiftermaal var Forfatterinden selv, der fortalte om alle de Skuffelser, alle de demo- raliserende Ydmygelser, som den yndige Skabning, der neppe havde: traadt sine Børnesko, maatte underkaste sig.
Den Brudgom, Leocadia blev. stillet overfor, var en Olding. Familieberegning undsaae sig ikke ved, at. udlevere det blomstrende unge Væsen til en Mand, der kunde være hendes Bedstefader og vel besad Oldingens hvide Skjæg og ærværdige Udseende, men langtfra en. Saadans moralske Værdighed. Hertug SP (her var for første Gang i Manuskriptet istedetfor det første det bedste romantiske Fornavn et virkeligt Familienavn an- tydet ved Forbogstaver) blev skildret som en i intellectuel Henseende ikke ubetydelig Person, en særlig Kjender af Encyklopædisternes philo- sophiske Literatur, og som selv var optraadt i Literaturen, bl. Å. med en Bog om ,, den sande Livsnydelse", der, som Kvintessentsen af al Vis- dom, hævdede, at man ikke skulde bryde sig om offentlige, Sager eller sociale Tilstande, undtagen man kunde høste personlig Fordel af dem; og selv i dette Tilfælde skal vor Deltagelse kun være en blot ydre, ialtfald kun oplivet af Phantasien, men under ingen Omstændigheder en dyb, hjer- telig. Thi hvis det enkelte Menneske vilde tage hjertelig Del i de almindelige Ting, maatte det naturligt slide sig op, Den Enkelte er jo et ende- ligt Væsen, medens de almindelige Ting fore- stillede noget Uendeligt, Evigt. Om vi ikke maatte finde det latterligt, naar en Mus. gnavede sine Tænder stumpe og en Grævlingehund. skrabede sine Ben tilblods, begge for at grave en Tunnel
gjennem Sierra Nevada? I selvsamme Forhold stod det enkelte Individ til Samfundet, de offent- lige Tilstande. Det var ganske vist klogt, naar En, der attraaede en Stilling i Staten, gav sig Skin af at interessere sig for offentlige Anliggender; thi denne Skin stillede ham i et gunstigt Lys hos indskrænkede Idealister, som særligt var hyppige i de borgerlige Mellemklasser. Men inderst inde maatte Enhver daglig ikke have Andet for Øie, end hvordan han skulde indrette sig, for at hans Middagsmad kunde smage ham, for at han kunde sove trygt og opnaae de flest mulige af de Ny- delser, som ene og alene give Livet Værd. Be- synderligt nok havde Hertug SF (og dette var ingenlunde undgaaet Forfatterindens skarpe Blik) ved selve sit Skrift leveret det kraftigste Bevis mod sin Theori. Thi sluttelig er det dog enhver Idealists Formaal ved Ord og Skrift at vinde Til- hængere for sine Anskuelser, de være nok saa naturalistiske, de vil. Konsekvensen af en Livs- anskuelse, som den Hertug S"> hævdede, maatte føre til, i al Stilhed at gjøre den opnaaede Livs- anskuelse til Norm for sit eget Liv, paa bedste Maade at benytte enhver Time af den søde, sanselige Tilværelse og i intet Fald give sig af med andre skriftlige Arbeider, end med Invita- tioner til en Souper eller med Billetter til Elsker- inder. Dog, hvem kjender de hemmeligste Driv- fjer hos en saadan Materialist? Maaske havde Hertug S+ anseet den Tilfredsstillelse, der ligger i-at udbrede vore ejendommelige Anskuelser, som en sund Beskjæftigelse, og skrev muligvis sin Bog blot for derved at forlænge Livet, idet han foreholdt sig Exemplet af hundrede philosophiske Forfattere, som vare blevne ældgamle ved sligt Arbeide. I Manuskriptet stod dette Spørgsmaal ubesvaret; men ialtfald var Hertugen ved hele den udførlige Skildring af hans Forfattervirksom- hed tilstrækkeligt charakteriseret som en fuldendt Egoist, der nu ved det sene Giftermaal med en af de smukkeste unge Piger syntes praktisk at besegle, hvad han havde forsvaret i Theorien.
.… Overfor Billedet af den gamle Voltairianer blev Tegningen af den femtenaarige Leocadia yderst rørende. Det unge Væsen var endnu saa meget Barn, at hun først jublende hilste enhver For- andring 1 sme Livsforhold. Bort fra Institutet!
Det var allerede en Lykke. Hjemme hos de stive,:
ukjærlige Forældre og i Forhold, hvor Alt tydede paa sociale Fordringer, som ikke kunde forliges med Pengepungen — derfor Giftermaalet med den rige Hertug — befandt Datteren sig ikke vel. Efterretningen om, at hun strax skulde giftes, modtog hun derfor med Glæde. Da man fore- stillede den gamle, men fornemt udseende, vin- dende og vittige Hertug som hendes Brudgom, blandede der sig ganske vist en uvilkaarlig, ubehagelig Følelse i den oprigtige Glæde over den forestaaende Forandring; men Glæden over al den Glans, hvormed hun allerede før Bryllupet
SEER
EN ANONYM MEDARBEIDER
blev omgiven, beholdt dog Overhaand over den svage Følelse af Antipathi mod den gamle Frier. Kjøretourene i prægtig Stadscarosse med fyrige Heste, Festlighederne, Udflugterne til nærliggende Slotte, tilhørende fornemme Familier, man maatte besøge, men som næsten alle vare mindre for- nemme end Brudgommen, der overalt modtoges med Æresbevisninger, som han delte med. sin yndige Brud — alt Dette brød ind over det i klosterlig Stilhed 'opdragne unge Væsen med en saadan Magt, at Betænkeligheder ikke kunde op- staa. Først paa selve Bryllupsdagen, ved det festlige Maaltid og den paafølgende Dans viste der sig i det lille mørktlokkede Hoved nogen Tvivl om Ålt var som det skulde være. Den helt Naive spurgte sig selv — og det var meget, at hun ikke rettede aete Spørg sea Hi] Andre -— hvorfor man ikke hellere lod hende gifte sig med den unge Don Juan de Avendano eller med dennes Ven Don Diego Carriazo? (Navnene paa disse to Venner vare aabenbart tague fra en af Cervantes” Noveller, for at maskere virkelige Navne.) Hun syntes bedre og bedre om disse to slanke Herrer! jo oftere hun tilkastede dem et af sine uskyldigt forskende Blik. Og noget Andet var hende paa- faldende. Næsten alle de Herrer, som gratulerede hende paa hendes Høitidsdag, havde i deres Miner noget medlidende, beklagende; hun vidste ikke ret, hvorfor? Eller tog hun feil. Imidlertid var der nu ikke længer Tid til slige Betragt- ninger; Uhret gaaer ubønhørligt sin Gang, uderi at ændse, om det i næste Kvarter udleverer For- bryderen til Retfærdighedens Sværd eller et uskyl- digt Barn til en Libertiner.
»Hvor ere dine Riddere, Spanien?" saaledes hed det paa dette Sted i Manuskriptet. ,,Hvor ere de henne, -de ædle Hidalgos, som kjæmpede for Kvindedyd, og hvis Ry fylder de gamle Sange? Ak! hvis blot den bedrøvelige Skikkelse, hin levende Satire paa gammel Ridderlighed, havde været tilstede ved Leocadias Bryllup, den forrykte, men ærlige Ridder fra Mancha, havde en saadan Forbrydelse ikke fundet Sted. Fægteren mod Vindmøllerne vilde have draget sit ærlige Sværd, og selv om man havde overmandet ham, som sædvanlig gjennempryglet og kastet ham ud af Paladset — vilde det ialtfald have været et Forsøg paa at forhindre en himmelraabende Uret- færdighed. Men der udkræves rigtignok en brav Forrykt for at tilraabe det moderne Samfund et Holdt! naar den bringer den conventionelle For- doms Moloch uhørte Menneskeoffre. Der var mange dydige Herrer og Damer tilstede ved dette Bryllup, Personer, som spille en Rolle i moralske Foreninger til Bekæmpelse af visse of- fentlige Laster. Men her blev ligefor deres Øjne begaaet en Skurkestreg, som Enhver var vidende om men alligevel tog som en selvfølgelig Kon- sekvens af de engang bestaaende Forhold. Vil der da. ikke komme et Jordskjælv, en Springflod,
for at den offentlige Morals raadne Løgnbygning kan feies bort i en eneste Storm?!
»Bravo!"f sagde. Redaåacteuren, da han læste dette Sted, og det var et Bravo af Harme, ikke hint glatte Tilraab, som undslipper os, naar en Primadonnas Triller kjæle for vort Øre, Dette Bravo kom fra Dybet af en Sjæl, som forlængst var oprørt over Verdens Løgn.
Han læste videre.
Der fulgte en dybt rystende Fremstilling af den Ødelæggelse, som en saadan unaturlig ægte- skabelig Forbindelse maatte anrette i det unge Væsens Sjæl. Dette Afsnit af Manuskriptet var behandlet med den Frihed, hvormed de romanske Nationer, i den Henseende et Sidestykke til de antike Folk, tale og skrive om Kjærlighedens intimeste Forhold; efter spanske "Begreber var Grænsen for det Sømmelige ganske vist intetsteds overskreden, en Grænse, der for en Forfaiterinde maatte være væsentlig snevrere end for en For- fatter; alligevel vilde Meget, som stod at læse her, ikke kunne gjengives i et af vore under- holdende Blade. En Ting mærkede man tydeligt af hele Fortællingen, at dens Forfatterinde, sand- synligt efter en ikke let indre Kamp, var kommen til .den Overbevisning, at hun ikke kunde under- trykke de væséntligste Træk i dette sædelige Ma- leri, naar det skulde gjøre Virkning og svare til den sørgelige Virkelighed. Bylder og Liglugt kan ikke dølges, naar Pesten maa skildres, og saaledes havde den dristige Haand, som førte Pennen til dette Livsbillede af en fornem spansk Dame, ikke tøvet med at give Læseren et dybt Indblik i For-
styrrelsen af. den moralske Ligevægt i den unge,
Kvindes Sjæl. Jo mindre man kunde frakjende hendes. gamle Ægtefælle, at han var en aandrig Mand, som paa Grund af sine Livserfaringer og sin philosopherende Tænkning, og tillige paa Grund af sit frække og rammende Vid var istand til-at udøve et vældigt Herredømme over et saa ungt Væsen, som Leocadia var, desto. mere stormfulde vare de indre Rystelser, som den Sidste maatte gjennemgaa. Og hun havde Ingen, der. stod hende bi! Hvad Nonnérne havde lært hende om de hellige Relikvier, om de under- gjørende Madonnaer i alle Spaniens Kirker, om Jesubarnet, med hvilket hun, som med en Dukke, havde holdt en barnlig legende Andagt, naar hun ikke havde foretaget sig noget Værre med det, — alt dette holdt ikke Stand i de pludseligt saa helt forandrede Livsforhold, som Leocadia nu maatte underkaste sig. Hun var saaledes fuld- stændig henvist til sit eget Jeg, til et Indre, som endnu fattedes Dannelse, Kundskaber. og en be- stemt Verdensanskuelse. Hun var som en af-
plukket Rose, der ikke veed, hvad der vederfares
den, naar Muldyrets Hoy trykker den ned i Skarnet, eller den krybende Snegl besudler den med sit Spyt; at-Sligt ikke fra Begyndelsen af har kunnet være dens Bestemmelse, synes den
Skr,
i k i
EN ANONYM MEDARBEIDER
ulykkelige Blomst at ane; men den finder sig i sin Skjæbne, fordi Ingen hjælper den.
Endelig fandt Leocadia dog en Hjælp. Det var dog ikke en Husven af hendes Mand, der havde tilsneget sig den unge Kones Fortrolighed. Hertugen holdt sin Skat i streng Forvaring og forstod at holde uvelkomne eller mistænkelige Besøgende borte, saa at der opstod stor Tomhed om Leocadia. Den Hjælper, som reiste hende op, var — hendes Mands Bibliothek, et stort, ud- valgt Bibliothek, der svarede til det Ry, den adelige Forfatter nød. ;
»Ha!" mumlede Redacteuren, da han var kommen til dette Sted i Manuskriptet, ,,nu op- klares Gaaden med hendes usædvanlige Dan- nelse.”
Den opklaredes virkelig. I sit Ønske om Selv- forglemmelse greb Leocadia efter Bøgerne. Først tog hun en Foliant, et berømt medicinsk Værk, oversat fra Fransk, som gav hende et Indblik i Menneskets naturlige System. Hun læste de tørre Afhandlinger om Skelettet, om Hjerneskallen med hin Iver, der ikke kan sammenlignes med Andet end med den Kraft, som en ny Jordbund aaben- barer, naar den for første Gang modtager en Ud- sæd; som den vil gjengjelde med hundrede Fold. Efter det medicinske fulgte et Værk om Jordens Folkeslag, .dernæst Gibbons Historie om det vest- romerske Riges Undergang, saa kom Touren igjen til den første, den medicinske Bog. Thi en Aand, som er begyndt lidenskabeligt at søge Kundskaber, danser ikke let til stadigt nye Om- raader, men vender med Energi tilbage til det, som første Gang kun fattedes-halvt, og borer sig ind i de kun utydeligt opfattede Sandheder, indtil de staa mere og mere klart og tydeligt. Det eth- nographiske Værk blev ogsaa taget frem igjen, og endnu engang den berømte Englænders Bog. Men saa, efter denne Kredsbevægelse, efter en ligesom for Anker i Havnen udført Maneuvre, gik Skibet ud i rum Sø! Der fulgte philosophiske Værker og Digtere; af de Sidste blev snart kun En tilbage som Leocadias Yndlingsdigter — Mo- liére. Hendes Læresøstre havde dog temmelig ordentlig bibragt hende det franske Sprog; dette var hun dem af Hjertet taknemmelig for, da hun fordybede sig i.den store Dramatiker, der har foreholdt sin Tidsalder og alle kommende Slægter et Speil med deres egen taabelige Færd. I dette Speil begyndte Leocadia at forstaa Livet, alle svage Charakterers evige Compromis'er med de dem omgivende Forhold, de løgnagtige Tilstaa- elser, som Enhver gjør Omstændighederne, denne … stiltiende-Overenskomst mellem de Mægtige om,
at intet Væsentligt skulde ændres ved de Institu- tioner, der ere oprettede til Fordel for de Stærke. Kun Et forstod hun i Begyndelsen ikke, at disse Stykker tilsidst fik en lykkelig Ende, Hvoraf kommer det, at Tartuffe bliver demaskeret, at Talentet: og Retfærdigheden seirer. over Ufornuft
og Svig? I den virkelige Verden syntes det ikke at gua ganske saaledes til og — ak! — i sit eget Livs Historie havde hun jo kun Nederlag, ufortjent Vanære at optegne. Dette forklarede hun sluttelig paa den Maade, at Digteren under alle Omstændigheder vilde vise, hvorledes Klog- skaben tilsidst fortjente Sejren, og at hani sin ideale Verden hjalp det Gode til et lykkeligt Ud- fald, for at det ialtfald var antydet, hvorledes det ogsaa i Virkeligheden burde gaa til i Verden og maaske en Gang gaaer til, naar der er opstaaet en bedre Menneskehed, som paa en ærlig Grund- vold opbygger alt Det, der nu staaer som et vak- lende Stillads paa den ormstukne Basis af for- ældede Illusioner. Og fra dette Øieblik af gjorde Leocadia det Løfte, at hun selv, saavidt muligt, vilde yde Noget, der kunde komme det store Hele tilgode, selv om det ogsaa kun var et Sands- korn til den Mørtel, der skulde tjene til at opmure Fremtidens Bygning.
Redacteuren lod Bladene, som han havde læst tilende, synke ned i Skjødet; dyb Bevægelse malede sig i hans Træk. At have fundet en Forbundsfælle, at have fundet hende i de Kredse af Samfundet, hvor han mindst ventede det, gav ham en ubeskrivelig lyksalig Følelse. Men han betænkte tillige, hvilke Lidelser Stakkelen havde gjennemgaaet, inden hun ved den mod hendes Person begaaede Uret, Skridt for Skridt, var bleven bevæget til åt reise aaben Klage over de sociale Tilstandes Raaddenskab. Og da han samtidig . mindedes den Ubekjendtes Person, hendes ædle Figur, det Harmoniske i hendes Skikkelse og Bevægelser, overraskedes han af et Suk, der opsteg fra Dybet af hans Bryst og,” ved al Medlidenhed med den Ubekjendte, fyldte
ham med et eiendommeligt Velbehag. ] (Fortsættes).
Folkevise
(Zillerussisk)
Dei, du lyse Lyn og Luc, Stærke Storm og vilde! Tvorfor fløi min bvide Due SSorf i atten silde?
Flvi den bort ved Battetide Til den sorte krage,
Faaer den aldrig mer sin bvide Glans af S$ne tilbage.
bei, du Luft af Lynid rystet, Lyse Lyn og Flamme,
Træf min Due Midt i Frystet, Dræb den med det Samme!
Ved Tbor Lange.
REDE
ER NØ
ig sn
Så
sg Du > E N
É - FEER ålen See z: 7 SIRLEN ! SRV ; SET KA SSR, 1 9 g -
GORBERSDORF
Sanatorier for Brystsyge
LæGe CHR. SAUGMAN
Z r. Doctor! Jeg vilde gjerne have at vide, H om det er Brystsyge eller Tæring, jeg
lider af”. — ,,Hvorfor det?" — ,Jo, for saa er der jo alligevel ikke Noget, der kan nytte",
En saadan Samtale — om ikke just ganske med disse Ord — vil man næsten daglig kunne være Vidne til rundt om hos mange Læger; Troen paa Brystsygens Uhelbredelighed har saa dyb Rod i Folket, at selv de sidste Aartiers sikkre og utvivlsomme Erfaringer ikke have formaaet at hæve denne Vildfarelse; dette er hellerikke mærkeligt: i mange Aar have Videnskabens Stormænd proklameret Sygdommens Uhelbrede- lighed, i mange Aar har den daglige Erfaring, Gang efter Gang, bekræftet det. Det lød derfor som en Røst i Ørkenen, da i 1853 en ung schle- sisk Læge, Dr. Hermann Brehmer, udraabte: »Brystsygen er helbredelig, ikke blot i Und- tagelsestilfælde, men som Regel!f — Det store Folk hørte det ikke, den lærde Verden trak smi- lende paa Skuldrene ad den unge Enthousiast. Men heldigvis vare disse Ord ikke Mundsyeir, der stod en Mand bag Ordene, en Mand, der vidste,
ES SLA
hvad han sagde, og vidste, hvad han vilde, han vilde vise Verden, at han havde Ret, og dette gav ham Mod til at overvinde de utallige Vanske- ligheder, der taarnede sig op paa hans Vei: I Aaret 1859 lykkedes det ham at oprette en Hel- bredelsesanstalt for Brystsyge i Gørbersdorf i Schlesien, og her begyndte han nu at behandle Sygdommen efter en ganske ny Methode, der i Et og Ålt var udsprungen af hans egen geniale Aand, hvor Alt var nyt og for Datiden besynder- ligt og urimeligt; dengang pleiede man at sende de Brystsyge til Syden, til de varme Lande, Brelmmer vilde netop behandle den i de kolde Bjergegne; dengang pakkede man dem i Bomuld og holdt. dem inde, saasnart Veiret blot var lidt koldt, Brehmer sendte dem ud, selv paa de kol- deste Vinterdage, og hærdede dem ved Styrte- bade og kolde Afgnidninger; tidligere lod man den Brystsyge, naar blot han ikke forkjølede sig, gjøre og lade aldeles som han selv lystede, Breh- mer vilde netop have ham under den nøieste Op- sigt, lade hvert af hans Skridt lede af Lægen, og ved den stadige Belæring opdrage ham til at
undgaa Alt, hvad der kunde skade ham og for
EET
SANATORIER FOR BRYSTSYGE
sinke Helbredelsen; derfor indrettede han sit Sa- natorium som en ,lukket Anstalt", som et Slags Hospital, hvor det var Lægen, der var den raa- dende og i de mindste Detailler regulerede den Syges Færd; vilde Patienten saa ikke rette sig efter ,,Husordenen'”, maatte han reise, og han kunde saa i de ,,aabne Kursteder", hvor Alt var overladt til hans eget Forgodtbefindende, nyde sin ,Frihed", ganske vist kun paa Helbredets Bekostning.
Resultatet viste, at Brehmer havde Ret; først kun langsomt og nølende, men snart i stedse størré og større Skarer strømmede de Syge til hans An- stalt, for til Verdens Forbauselse at vende hel- bredte og bedrede hjem. Det beskedne Bondehus, hvor han først havde indrettet sit Sanatorium, blev snart for trangt, i AÅarenes Løb reiste han den ene store Bygning efter denanden,saa at ved hans Død Anstalten med sine Kur- huse, Villaer og Avlsgaard var som en hel lille By.
Gårbersdorf ligger ca.1850 Fod over Ha- vet, tæt ved den båhmiske Grænse, i en yndig Dal, paa alle Sider om- given af indtil
2800 Fod
høie, skov- klædte, kup- lede Bjerge, Udløbere fra Riesengebirge. Paa et af de smuk- keste Steder i Dalen reiser sig den Brehmerske Anstalts Pragtbygninger; vidste man ikke bedre, vilde man tage den for et middelalderligt Slot, prydet som den er med Taarne og Tinder, med Spir og Gavle;. mod Vest throner det,,gamle Kur- hus", en massiv treetages Bygning, mod Øst af- sluttes Komplexet af det mægtige, pragtfulde ,,ny Kurhus', opførti gammelgothisk Stil, udstyret efter alle den moderne Hygieines Fordringer; Midter- partiet indtages af 3 mægtige Sale, Læsesalen og to Vinterhaver, over hvilke kneiser Brehmers taarnprydede Privatbolig; Bygningerne bære vel Præg af at være opstaaede til forskjellige Tider, uden nogen egentlig fælles Plan, men en kyndig, kunstnerisk Haand har forenet dem til et sjeldent harmonisk og malerisk Hele.
Men har end Brelvmer i. sine Bygninger sat sig et vældigt Mindesmærke, den genialeste Del af hans Værk er dog Parken; den er jo ogsaa det
BR ARR e
ker
Kurmiddel, der skal muliggjøre Patienten ikke blot at færdes ude hele Dagen, men netop færdes paa en saadan Maade, at det bliver til Nytte for ham; lige til sin Død arbeidede Brehmer paa at fuldkommengjøre den og opnaaede ogsaa, at den staaer som et hidtil uopnaaet Ideal for andre Kurparker. Intet andet Sted finder man et saa- dant Udvalg af afvexlende Spadsereveie, dels horizontale, for svagere Patienter, dels jevnt stigende, snart skyggefulde, snart solrige, snart sænkende sig dybt ind i den prægtige Granskov, snart førende Vandreren ud paa aabne, men dog lune Terrasser, hvorfra Blikket kan svæve ud over større eller mindre Dele af den deilige Dal; for hver 20 Skridt staaer en Bænk, ligesom for at erindre Patienten om at sætte sig, inden han bliver træt. For at Patienterne ogsaa skulle
; have Tilflugts- steder i ugun-
KURANSTALTEN I GORBERSDORF
stigt Veir, fin- des rundt om, paa passende Steder, smaa ” Pavilloner, aabne og luk- kede, ikke simple Træ- skure, nei, sande smaa Pragtbygnin- ger; Brehmer havde i det Hele et sjel- dent Blik for, hvor vigtigt det er for Pa- tienten at ha- ve noget smukt og op-
muntrende for.
Øie; dette bragte ham til at offre uhyre Summer
"paa at gjøre Park og Anlæg, ikke blot saa hen-
sigtsmæssige, men tillige saa smukke og tiltalende som muligt; om Sommeren smykkes Parken af et Blomsterflor, der søger sin Lige, rundt om titte Grupper og Statuer frem, Grotter og Vandspring bryde Ensformigheden.
Men det Bedste ved Gårbersdorf var dog Breh- mer selv; hans mægtige Personlighed paatrykte hele Livet dernede sit Præg; med en sjelden Kunst holdt han alle Traadene i hele de store Maskineri i sin Haand; han kjendte nøie hver enkelt Patients Eiendommeligheder, og selv naar der om Sommeren var samlet 3—400 Syge, vidste han dog altid, hvad hver Patient foretog sig, hvorledes han fulgte Kuren, et Vink af ham var nok til, at Alle føjede sig efter hans Villie. Efter hans Død i 1889 er det, som om noget af hans Aand er veget fra Anstalten, men den staaer
" led Patienter-
"ved ihærdigt
SANATORIER FOR BRYSTSYGE
der dog som den første og en af de bedste i sin Slags.
Efterhaanden som Brehmers heldige Kure bleve bekjendte — han opnaaede i begyndende Til- fælde at helbrede omtrent Halvdelen af de Syge —, reiste sig efterhaanden flere og flere andre Kuranstalter. Næsten lige saa berømt som Moderanstalten er Anstalten i Falkenstein ved Frankfurt bleven, særligt ved sin Leder, Dett- weiler, efter Brehmers Død den ubestridt første Autoritet i Brystsygebehandling. Anstalten ligger paa det sydlige Affald af Bjerggruppen Taunus, ca. 1400 Fod over Havet, ved Foden af en steil, skovklædt Klippe, der paa sin Top bærer de ma- leriske Ruiner af den gamle Ridderborg ,,Schloss Falkenstein". Fra Anstaltens Terrasse er der en mægtig Udsigt ned over Main- og Rhindalen, men
netop paa Grund af den noget aabne
Beliggenhed
nei Begyndel- sen meget af Blæst, lige- som ogsaa Ån- staltens oprin- delige Indret- ning var min- dre heldig;
Arbeide, ved Plantninger
tater kunne opnaaes i ethvert, for Yderligheder frit, Klima. Herved er altsaa Veien banet for et Sanatorium herhjemme, hvor Klimaet vel er usta- digt og blæsende, men dog ikke mere end saa mange andre Steder, hvor senere Anstalter ere anlagte og have havt stort Held med sig. For- delene for os Danske ved at have vort eget Sa- natorium ere saa' indlysende, at det egentlig er ufatteligt, at et saadant ikke allerede forlængst er oprettet: Patienten skaanes for en lang, be- sværlig, ja for Sygdommens Udvikling ofte lige- frem farlig Reise, han helbredes i det Klima, hvori han senere skal leve, og lærer at vogte sig netop for dette Klimas Farer, han bliver behandlet af en dansk Læge, han træffer Landsmænd, som han kan tale med og slutte sig til, faaer dansk
Omgang, dansk Mad o. s. v., og endelig. vil han,
påa Grund af
de billigere Livsforhold, herhjemme for 5—6 Kro- ner kunne be- handles i en- hver Hen- seende ligesaa godt som i Udlandets Sa- natorier for 10—12 Kr. Det” er kun Faa herhjem- me, der for-
og Nybygnin- maa at offre en ger er det dog halv Snes Kro- lykked Er i se ENLKENSSTEN E TAbNes mene raade Bod paa maaske . skal:
Manglerne, saa at Anstalten nu er de fleste lig- nende jevnbyrdig. Eiendommelige for Kuren i Falkenstein ere de udmærkede Foranstaltninger for at muliggjøre Patienten at opholde sig i fri Luft hele Dagen, idet der er indrettet en Mængde luftige Haller og aabne Verandaer, hvor mage- lige, polstrede Rørchaiselongues indbyde til Hvile; selv meget svage Patienter, der kun kort -Tid ad Gangen kunne taale at gaa, kunne her hele Dagen, naturligvis indpakkede efter Veiret, nyde den friske Luft; denne Dettweilers ,Frilufts- hvilekurf er bleven et fast Led i Anstaltsbehand- lingen. Detfrveiler har i det Hele i mange Ret- "ninger udvidet og forbedret Brehmers Methode og gjort den mere tilgjængelig for den store Al- menhed.
For os Danske er Dethveilers største For- tjeneste imidlertid. den, at han har bevist, at ÅAnstaltsbehandlingens Goder ikke, som Brehmer hævdede, ere Privilegium for enkelte, særlig be- gunstigede Bjergegne, eller i det Hele for nogen bestemt Egn, men at de samme gunstige Resul-
vare mange Maaneder, og selv for disse stiller der sig hyppigt saa mange Hindringer i Veien for at reise bort, at Reisen ofte foretages forsent, naar
det for Helbredelsen gunstige Tidspunkt er for- .
sømt,
Det er visselig ikke, fordi der ikke er Trang dertil, at vi ikke endnu have faaet en Kuranstalt herhjemme: Der døer i Danmark aarlig 5—6000 Mennesker af Tuberkulose; i den kraftigste Alder fra det 20de—44de Aar skyldes Halvdelen af alle Dødsfald denne Sygdom. Ingen veed sig sikker, selv i de tilsyneladende sundeste og kraf- tigste Familier kan denne Sygdom, der ikke kjender nogen Rang, der dræber i Kongens Slot som i Husmandens Hytte, pludselig dukke op, tilintetgjøre Forældres glade Haab, rive Fader
eller Moder bort fra uforsørgede Børn. Det er -
næsten frygteligt at tænke sig dette, naar man veed, at der ved en fornuftig, og navnlig rettidig, Behandling kan reddes omtrent Halvdelen af denne Sygdoms Offre.
Det har da ogsaa i mange Åar været paa Tale
SPA. HER
ere rn
z Ul
are
sm manen hmm RA
ERR
re ——————
SANATORIER FOR BRYSTSYGE
at oprette en Kuranstalt herhjemme, og endelig nu synes Tanken ifærd med at blive til Virke- lighed: de forberedende AÅrbeider ere gjorte, Landet er gjennemsøgt paa Kryds og paa Tvers for at finde et passende Sted, og det er lykkedes at finde flere gode Steder; særlig udmærket er en Plads tæt ved Handelsstedet Fakkegrav paa Nordsiden af Veile Fjord, tæt ved dens Munding, ien Egn, der i Naturskjønhed indtager en af de første Pladser i Landet. Der er tilveiebragt fore- løbige Skitser og Overslag, og om kort Tid vil der til Offentligheden udgaa Opfordring om at støtte dette Foretagende ved at tage Aktier deri. Sagens Skjæbne hviler nu udelukkende i det danske Folks Hænder, og man skulde ikke tro, at der ikke herhjemme skulde findes tilstrækkelig
mange Mænd og Kvinder, som turde vove en Kapital paa et saadant Foretagende, som tilmed sikkert med Tiden vil. kunne give gode Renter. Det dreier sig om at tilvejebringe en Sum paa 250—300,000 Kroner; lykkes det i Løbet af kortere Tid, ville vi maaske allerede 1898 eller 99 kunne begynde at behandle vore egne Bryst- syge i en dansk Anstalt. Er Begyndelsen først gjort, skulle de gode Resultater nok vise sig, og da vil man ogsaa kunne vente, at Staten vil indse, at ligesaavel som de Sindssyge håve Krav paa at behandles af Staten, saaledes ogsaa de Brystsyge, og da vil der ogsaa engang gry en bedre Dag for de fattige Brystsyge, der des- værre nu kun have de tristeste Udsigter.
Louis Dasteur
FØDT D. 27. DECBR. 1822, DØD D. 28. SEPTBR. 1895
ED Pasteur er vor Tids største Geni paa M dét naturvidenskabelige Omraade gaaet
bort. De Fleste, som ikke have hørt Andet, tænke sig ham som Læge, hvilket dog er feilagtigt; det var ad Omveie, at han fra sit egentlige Fag, Chemi, førtes ind paa Studium af de smitsomme Sygdomme. Hans første, store År- beider vare om Krystalformer, og herigjennem kom han ind paa et eiendommeligt Forhold ved visse lave Svampformers større Tilbøielighed for
at optage Vinsyre, naar den krystalliserede paa
een, end naar den krystålliserede paa en anden Maade; dette førte ham atter ind paa Studiet af de lavere Svampes Forhold til Gjæringen og Forraad- nelsen, hvorom der ved den Tid — midt i 50'erne — herskede den Anskuelse, at disse Processer vare Iltninger, beroende paa Tilstedeværelsen af .den atmosphæriske Luft, ganske vist under Med- virkning af et Æggehvidestof som Gjæringsvækker, »Fermentet", medens'Gjærsvampene kun mentes at spille en underordnet Rolle. Vel havde nogle Forskere udtalt, at denne Opfattelse af Forhol- dene var feilagtig, og at den egentlige Gjærings- "eller Forraadnelsesproces skyldtes Væxten af smaa Svampformer: Gjærsvampe, Bakterier, men det kostede ikke desto mindre Pasteur mange Aars Kamp, og det bl. A. imod sen saa frem- ragende Modstander som Chemikeren Liebig, at faae hin af ham antagne Gjærings- og Forraad- nelseslære almindelig antagen. Hans Sejr skyldtes den af ham gjorte Opfindelse, at sørge for at undersøge de paagjældende Vædsker under For- hold, hvor vel Luften, men ikke det i den inde-
holdte Støv fik Adgang, altsaa heller ikke de Smaasvampe, som efter hans Mening fremkalde Forraadnelsen og Gjæringen. Forsøget udførtes saaledes, at den paagjældende Vædske anbragtes i en Flaske med et.fint og langt udtrukket Side- rør. Flaskens Hals proppes, og Vædsken bringes i Kog, til Dampene strømme livligt ud gjennem Siderøret. Nu lukkes dette med en Vatprop, saa at Luften, naar den ved Vædskens ÅAfkjøling træn- ger ind i Flasken, filtreres gjennem Vatproppen. Eller ogsaa sørges der for at holde Siderøret glø- dende, medens Flasken iøvrigt afkjøles og Luften trænger ind. Paa denne Maade er man altsaa sikker: paa, at den undersøgte Vædske kun kom- mer i Berøring med en Luft, der enten er filtreret eller gjennemglødet, og som altsaa ikke kan inde- holde levende Svampe eller Kim til saadanne. Samtidig sørges der for at have nogle Flasker, hvori Vædsken er i fri Berøring med den om- givende Luft og de i denne omkringsvævende Kim. Det viser sig nu, at disse sidste Flaskers Indhold efter nogen Tid er plumret og i Gjæring eller Forraadnelse, medens de- andre -Flaskers Indhold, der kun-ere i Berøring med en kimfri Luft, holder sig frisk og klart (sterilt), saa at sige 1 en ubegrænset Tid. Herved havde han nu bevist, at ikke Luften, men de i den værende Støvgran føre Gjæringen med sig, og tillige viste det sig nu, at naar man til de sterile Vædske- portioner indførte Gjærsvampe eller Forraadnelses-
stoffer, kunde man fremkalde de nævnte Proces-
ser. Yderligere lykkedes det Pasteur at paavise, at
det var selve Svampene, ikke de ved disse klæ-
= 39.— .
Re RE RE
carl sa NN mu Finans: yt 24
LOUIS PASTEUR
bende chemiske Stoffer, der vare virksomme; dette bevistes paa den Maade, at Pasteur fil- trerede en Opslemning af sine Svampe gjennem Plader af brændt Leer, hvorved Svampene holdtes tilbage, medens Vædskerne filtreredes fra. Naar nu sterile Flasker som de ovenfor beskrevne podedes med den gjennem Filtret løbne Vædske, saa holdt de sig sterile, medens selve de paa Filtret tilbageholdte Svampe fremkaldte Forandrin- gerne. At det ikke var et al- mindeligt chemisk Stof, der fremkaldte Gjæringen, bevistes desuden derved, at en Draabe af en af de gjærende Flasker overført til en af de sterile, fremkaldte Gjæringen i samme Grad og saaledes videre, til der i den overførte Draabe ikke var uden aldeles minimale Spor af de oprindelige Stoffer, og dog var Gjæringsprocessen sta- dig den samme. Dette kunde kun finde Sted ved noget selv- formerende, noget levende. Ved Siden af at bevise Gjæ- ringens og Forraadnelsens Na- tur som en Livsvirksomhed af lave Organismer, Gjær- svampe, Bakterier, var det jøvrigt ved disse Forsøg lyk- kedes Pasteur at ramme en Pæl gjennem Livet paa den sig stadigt visende Lære om Selv- dannelsen (generatio ægqvivoca): at levende Skabninger kunde udvikle sig af ikke levende Stof, Noget, vi nu synes lyder ganske absurd,- men som dog troedes af fremragende Natur- forskere paa hin Tid, 9: for 40 å 50 Aar siden. Disse her beskrevne Grundforsøg var det fremdeles, som satte Pasteur istand til foruden at føre. Be- viserne for Gjæringens og For- raadnelsens Natur, tillige at grundlægge hele Methoden for den senere Bakterieforskning, som med visse Modificationer er ført videre netop efter de samme Principer, som Pasteur anvendte i sine Forsøg. Og selv førtes han -ved Studierne over Forraadnelsen ind paa Undersøgelse over visse af Sygdomsbakterierne, saaledes navnlig de for Uringjæringen saa vigtige Former, der senere have faaet saa stor Betydning for vort Kjendskab til Blærebetændelse. Paa Grundlag af, hvad Pasteur offentliggjorde. om Forraadnelse, var det ogsaa, at Chirurgen Lister i Edinburg,
SEN, ryge
EEG ECTS ORE ET
gav sig til at studere Saarsygdommene og fandt saa mange Lighedspunkter, at han sattes istand til at udfinde den antiseptiske Saarbehandling, som senere har faaet saa vidtrækkende Betyd- ning. Ligeledes støtter hele den moderne Des- infectionslære sig paa hine Pasteurs Forsøg over Forraadnelse, Hvad paa den anden Side hans
Å tateu7
AÅrbeider om Gjæringen have været for de store Industrigrene, Vin- og Ølproductionen og endelig for Meieridriften, er bekjendt i vide Kredse. Saa- ledes fandt Pasteur, at medens ikke alle Bakterie- eller Gjærformer. tabe Levedygtigheden ved Op- varmning under Kogepunktet, saa er dette dog Tilfældet med mange Former — og senere have Forsøg vist, at det netop er Tilfældet med nogle af de farligste Sygdomsspirer, f. Ex. Kolera- og
LOUIS PASTEUR
Tuberkelbacillerne. Vigtigheden heraf er stor, idet en Del Fødemidler lide i Smag ved Koghede, men ikke ved Opvarmning til ca. 70”. Derpaa beroer den under Navn af Pasteurisering an- vendte Methode at opvarme Mælk, Vin og Øl under passende Forholdsregler til denne Varme- grad; gjentages Processen flere Dage efter hin- anden, kan man sikkre sig et Resultat ligesaa godt som ved Kogning.
Midt under sine Studier over Gjæring, For- raadnelse og Bakterier, kaldtes Pasteur af den franske Regering til at paatage sig Forsøg med den bedste Maade at udrydde en Silkeormesyg- dom, Pebrinen, der truede hele Silkeavlen. Pa- steur fandt — skjøndt han fra først af var ganske ukjendt med Silkeorme saavel som med Syg- domsstudier Sygdommens Aarsag i nogle smaa Korn, der fandtes i Sommerfuglens Legeme, og som vare at anse for smaa Snyltere. Han fandt ogsaa, at disse gik over i Æggene og der- fra i- Larverne (Silkeormene). Han viste nu, at sunde Sommerfugle lagde sunde Æg, og disse førte til sunde Orme. Han viste dernæst, at Methoden til at sikkre sig gode Orme var den at lade hver Sommerfugl lægge Æg for sig, saa undersøge Dyret, og findes nu Sygdommen i det, maa Æggene ødelægges som syge, og kun Æg- gene af de sunde Dyr bruges til Tillæg. I Løbet af nogle Aar (1866—70) havde han saaledes ved sine Arbeider reddet en Indtægtskilde for Sit Fædreland, mere værd end mange Erobringer.
Efter disse Arbeider begyndte Pasteur igjen paa sine afbrudte Studier, som nu gik mere og meré i Retning af forskjellige Sygdomme. Den første Sygdom, han kastede sig over, var Milt- branden hos Husdyrene; for den paaviste han den sygdomsvækkende Bakteries forskjellige For- hold, som ere vigtige for Kjendskahen til Over- føringsmaaden fra Dyr til Dyr, og hvorved atter Eierne se sig i Stand til bedre at undgaa Udbre- delsen. Men hans Geni skulde føre ham videre. Han havde i nogen Tid arbeidet med en anden Sygdom, den saakaldte Hønsekolera. En Gang havde nogle Flasker, hvori" han havde dyrket Hønsekolerabakterier, staaet hen længere Tid
end ellers, og nu fandt han, at naar han smittede Høns med disse" Bakterier, saa bleve de ikke.
saa syge som ellers og døde ikke. Og bag efter viste det sig, at dette ikke var fordi Hønsene ikke vare modtagelige. Thi samme Slags Høns bleve syge og døde af almindelige frisk dyr- kede Bakterier. Men paa den anden Side fandt han, at de med de forgjemte Bakterier smittede Høns vare blevne uimodtagelige for den stærkere Smitte, som dræbte Høns, der første Gang smitte- des med den friske Smitte. Med andre Ord,. han havde fundet et Middel, hvormed han kunde gjøre Høns uimodtagelige for Sygdommen, han havde fundet, hvad vi pleie at kalde en ,, Vaccine" mod Hønsekolera. Det her fundne Princip anvendte
— f]-—
han nu overfor Miltbranden og fandt virkelig, at han ved at dyrke sine Bakterier paa bestemte Maa- der (f.Ex. ved høje Temperaturer) kunde ,,svække?f dem saa meget, at de ved at indpodes paa Dy- rene gave dem ,en let Gren” af Sygdommen, hvorefter de vare uimodtagelige for den egent- lige Sygdom. Denne ,, Vaccination" mod Milt- brand vandt en saadan Indgang, at Opdagelsen af denne ene Ting vilde have været nok til at sikkre Pasteur Verdensberømmelse, og dog var det kun et enkelt Led i den hele Kjæde af Opdagel- ser, hvormed han har beriget Videnskaben -— og sit Land.
Flere andre Sygdomme hos Dyrene gjorde han ligeledes til Gjenstand for Studium og med lig- nende Resultater. Til sidst kastede han sig over Hundegalskaben (Vandskræk, Rabies), hvor han ganske vist ikke kunde finde nogen Sygdoms- bakterie, men det lykkedes ham at paavise, at Sygdomsstoffet fixeres i Dyrenes Rygmarv, og derfor forsøgte han ved Behandling af denne at paavirke (svække) den deri værende Gift saa- ledes, at den indpodet paa et Dyr gjorde det uimodtageligt for Sygdommen. Da Forsøgene vare faldne "heldigt ud, og det viste sig, at der ikke alene opnaaedes Uimodtagelighed, men at ogsaa et allerede angrebet Dyr kunde hel- bredes ved Indpodning med den svækkede Gift, saa forsøgte han at indpode Giften paa Men- nesker — bidte Mennesker, og det lykkedes at helbrede dem. Disse Forsøg bleve fra først af modtagne med stor Mistillid, især 1 Tydsk- land, hvor: man med Misundelse havde seet Pasteurs Navn tage Førerskabet i de for- løbne Aar. Men Pasteurs Fjender maatte give tabt. Et voxende Antal af Helbredede fra hele Verden droge fra Paris, afgivende det levende Vidnesbyrd om Opfindelsens store Betydning, og som en Tribut, der ydedes Pasteur, indsam- ledes et internationalt Fond til Oprettelsen af Pasteur-Institutet, reist dels for Udøvelsen af Indpodninger for Hundegalskab, dels ogsaa for Studiet af smitsomme Sygdommes Pathologi i det hele taget. Det er til. dette Etablissement, at Pasteurs Lig er ført for at hvile der.
Vihavei det Foregaaende skildret ikorte Træk et Par af de vigtigste Punkter, der findes i den store Bygning, som Pasteur har opført, men vi finde ikke Plads til at vise, hvorledes det paa de forskjellige Stadier har været ham gjør- ligt at gjennemføre sine Arbeider tvertimod de paa ham rettede Angreb. Stærkest vare disse, da det gjaldt Hundegalskaben. — Pasteur har gjennem hele sit Liv gjennemført den Regel ikke at fremkomme med et halvt løst Problem. Ikke at han jo har kunnet fuldkommengjøre og for- bedre, hvad han havde ført frem; men han har altid vidst at have fuldgyldige Beviser for en Lære, før han kom frem med den. Selvfølgelig har han kunnet forandre Mening om et eller
ha banen 287.
RES Te Ge NE RTE ON RE RET 3
lidet
REG o æne del. ud af nnN
LOUIS PASTEUR
andet Detailspørgsmaal, men Hovedpunkterne have altid staaet fast fra de først blev paaviste af ham.
Pasteur var en varm Fædrelandsven, men derfor kunde han godt anerkjende de store og værdifulde Årbeider, som hans mangeaarige Med- beiler Koch 1 Tydskland ydede. Og medens det til visse Tider ikke har manglet paa nedsættende Angreb fra Tydsklands Side mod Pasteur, saa har man aldrig fra denne hørt Haansord, selv naar der var passeret de tydske Bakteriologer et Uheld med en forhastet Meddelelse. Derfor have ogsaa Koch og .hans Elever været mellem de første, der bøjiéde Hovederne ved Efterretningen om Pasteurs Død. Denne kom imidlertid ikke overraskende. I Aaringer var han svag og i hans Institut vare de udførte Årbeider ikke hans, men hans Elevers. Pasteur har saaledes faaet Tid til at se sit Værk anerkjendt fra alle Sider, og paa intet Punkt har Oldingen maattet græmme sig over at se den af ham opførte Bygning synke sammen. Tvertimod overalt, hvor han kun havde faaet Leilighed til at se og pege paa Begyn-
delsen, har han naaet at se Tingen udviklet.
videre, og vise sig som noget stort. Faa ville negte, at Pasteur er Grundlæggeren for den nu- værende Sygdomslæres væsentligste Lærdomme.
Dr. med. E. 4. T.
Politiet paa Themsen
en ung Dame i Themsen fra Waterloo-Broen.
Tre Dampskibe laa i Nærheden, og en Politi- Baad og en Havne-Baad kom strax til forat redde hende. En Mand greb fat i hendes Haar, men beholdt kun en Chignon i Haanden. Politiet ka- stede deres Net ud og fik hende trukket op, men, desværre, for sent. Hun var død. Paa hende fandtes følgende Brev:
I September Maaned, for tyve Aar siden, sprang
3. September 1875.
Den Synd, jeg er ifærd med at begaa, og for… hvilken jeg herefter maa lide, er Intet i Sammen-
ligning med min nuværende Elendighed. Alene i
. London. Uden en Penny eller en Ven, der kan
række en hjælpende Haand. Træt og kjed af at søge Noget at bestille. Uheldig i Alt. Med saarede Fødder og blødende Hjerte foretrækker jeg Døden for at opleve en ny skrækkelig Dag. Kun ni Maa- neder har jeg været i England. Jeg kom som Gouvernante med en Dame fra Amerika til Wick i Skotland, hvor hun gav mig Afsked, negtede at betale Reisen tilbage og gav mig min Løn, som beløb sig til 3 Lstr. 10 Sk. Efterat have betalt. min Reise til London, befandt jeg mig i den
store By med kun fem Shillings i mit Eie. Hvad skulde der blive af mig? Jeg solgte mit Uhr. Den usle Sum, jeg fik for det, gik snart med til at betale mit Ophold og til at søge en Plads. Nu er jeg blottet for Alt. Hver Dag er en Ulykke for mig: Uden en Ven, uden Haab, uden Penge, hvad Udvei har jeg? O Gud, hav Medlidenhed med en fattig, hjælpeløs Synder. Du veed, hvor- dan jeg har kæmpet, men Skjæbnen er imod mig . .. Faderløs, moderløs, hjemløs. Hvor med- lidende Hjerter ere sjeldne. Jeg er ikke vanvittig. I mange Dage har jeg forudseet, at Dette vilde blive Enden. Gid. Alle, som høre om min Død, ville tilgive mig, og Gud Almægtigste gjøre ligesaa, nåar jeg snart møder for hans Domstol. Farvel, Du skjønne og dog saa usle Verden.
AB O:
P: S. Jeg bliver tyve Aar den 14. i denne Maaned.
fx Da dette pathetiske Brev blev oplæst, gjorde det et dybt Indtryk paa Folkene fra Clare Market. En Indsamling blev foretaget, og Selymordersken blev begravet under almindelig Deltagelse. Re- sultatet af den anstillede Undersøgelse fortælles nu for første Gang og -danner en mørk. Kom- mentar til den menneskelige Natur. Der var ikke et sandt Ord i hele denne rørende Historie. Tiden, Stedet, Tilstedeværelsen af saa mange Rednings- midler og -Undersøgelsen angaaende den unge Piges Fortid gav kun Plads for een Slutning: at denne ulykkelige Skabnings Hensigt ikke var. Selvmord men at opnaae almindelig Medlidenhed.
Denne Tildragelse, mere tragisk end noget Drama, som om Åftenen rører følsomme Men- nesker til Taarer, vil kaste noget-Lys over en betydelig Del af det Arbeide, der udføres af en Skare Mennesker, som Publikum kun kjender lidt til. : ; :
Naar De passerer Westminster-Broen, medens Parlamentet er samlet, kan De, tæt ved den Ter- rasse, paa hvilken Medlemmer af Underhuset i Sommermaanederne ryge Cigar og drikke Kaffe, se en Baad, bemandet med tre Personer. Nat og. Dag, i Hede -og Regn og Sne og Taage ro disse Mænd frem og tilbage foran Terrassen, bevog- tende. Westminster-Paladset tilvands ligesaa om- hyggeligt som det er bevogtet tillands. Deres Paaklædning skifter med Veiret. Naar .det er godt, er Manden ved Roret klædt som en Politi-
. mspecteur — i lang, stramtsluttende Frakke og
Kasket, paa hvilken der, naar han er Under- inspecteur, er anbragt en Krone og et Anker af Sølv. De øvrige Mænds Dragt er amphibisk, Be- tjenten og Baadsmanden kappes om Mesterskabet med et Resultat, der er ubetydeligt til Fordel for Baadsmanden. Vide Benklæder af mørkeblaat Klæde, en kort toradet Jakke af samme Stof, Hovedbedækningen er enten en mørk Klædeshue, ikke ulig Brandmændenes, naar disse ikke ere i >
EAR”;
POLITIET PAA THEMSEN
Tjeneste, eller en sort, blank Hat af Form som en Straahat. Naar Veiret er koldt og vaadt, be- skytter et Stykke tjæret Lærred Benene, og over den almindelige Dragt er kastet et tjæret Slag, der giver Folkene Udseende af smaa Telte, der flyde paa Floden.
Politiet paa Themsen danner en Afdeling af Hov edstadsstyrken. Deres Hovedkvarter er. i Wapping, i en smal.Bygning, der rager ud over Floden lidt ovenfor Indgangen til den gamle Tunnel. Afdelingen staaer under Befaling af en Superintendent, som har under sig en Over- Inspecteur, syv første og anden Klasses Inspec- teurer, fyrgetyve Under -Inspecteurer, fem Op- dageére, 147 Betjente, syvogtyve større og mindre Baade og to Damphbarkasser. Deres Disteikt naaer fra Erith, sexten (engl.) Mil fra London, og. til Battersea Jernbane-Bro, en Strækning paa treog- tyve (engl.): Mil. Hveranden Time forlader en Robaad, bemandet med to Betjente og en In- specteur eller en Under-Inspecteur Stationen for at afløse en anden Baad, som hår været paa Vagt i sex Timer.
Kort før Solnedgang gik vi ud fra Wapping i en Politibaad, bemandet med tre Roersbetjente og styret af en Inspecteur. Strømmen og Vinden var med os, og vi. passerede hastigt den Del af Floden, som kaldes z/ze Pool (Pølen). Da vi vare gledne forbi Skibene og de lave Bredder, be- gyndte Inspecteuren og jeg .en Samtale.
»Ja, Sir, en væsentlig Del af vort Arbeide be- staaer i at lede efter og tumle med Ligene. af Selvmordere og.Dræbte. I denne Del af Floden bliver der ikke fundet mange Lig. De fleste Selv- mordere springe ud fra Waterloo-Broen, hvor vi nu have alle Oplivelsesmidler til Disposition — Bade, varme Senge, Varmedunke og kyndige Folk.
»Aa jo, af og til fiske vi ogsaa Liget af en , Matros, der er gaaet overbord, eller af en til- fældig druknet Person. Jeg mindes et Fruen- timmer, der flød ovenpaa i tyve Minuter; Andre gaa strax tilbunds, blive vaskede ind i Huller, " begravede i Mudder og komme aldrig tilsyne mere.
Baaden skyder forbi Eæecution-Dock, hvor, i 1829, den sidste Sørøver blev ophængt i.Lænker til Advarsel for Ligesindede: Floden er næsten øde, og der høres ingen anden Lyd end af Vin- den og Åarerne.
»Er De aldrig stødt paa en eller anden Hem- melighed, Inspecteur?"
»Jo, for.nogle Aar siden "hændtes der Noget af den Slags, men der kom Ingenting ud af det. Et Par af vore Folk opfiskede paa forskjellige
Steder af Floden Dele af et kvindeligt Legeme, :
indsvøbte i Sækkelærred. Ligsynskommissionen kom til det Resultat, at Lemmerne vare ampu- terede af en medicinsk Student, som havde skilt sig af med dem ved at kaste dem i Vandet."
»Men Themsen maa have Hemmeligheder, der ikke opklares saa let.”
»Bladene have flere af den Slags end vi. Vi have aldrig opdaget Spor af de to Elskende, som vare sammenknyttede med en ,Silkesnor”, skjøndt vi undersøgte Alt, hvad der flød paa Vandet eller var kastet i Land. Vi have aldrig seet Noget til den ,,Forskærerkniv", som Politiet skulde have fundet paa det Sted, hvor to Elskende havde forsøgt Selvmord. De fleste af Themsens Myste- rier ere enten Phantasifostre eller kan forklares ganske simpelt. Naturligvis er der nogle, som al- drig opklares. Vi have paa Stationen et Album med Portraiter af Personer, som ere fundne i Floden og aldrig gjenkjendte. Vi photographere alle Lig. De fleste af dem kunne gjenkjendes. For Enkeltes Vedkommende er det umuligt paa Grund af.den lange Tid, de have ligget i Vandet.”
Siden bladede jeg dette uhyggelige Album igjennem. De fleste tilhørte aabenbart Selv- mordere; nogle Enkelte havde fundet en tilfældig Død, Nogle vare ubekjendte Passagerer fra det berygtede Prinsesse Alice; Andre vilde, hvis de kunde tale, fortælle om Forbrydelse og natligt Mord. Forrige Aar begik elleve Personer — syv Mænd og fire Kvinder -—— Selvmord mellem London-Broen og Battersea; enogtyve Personer — otte Mænd og tretten Kvinder — forsøgte Selvmord, mén bleve reddede; elleve Lig fandtes af Personer, der ikke"kunde henregnes til Selv- mordere eller tilfældigt Druknede; af fireogtyve opfiskede Lig bleve sexten af atten Mænd og to af sex Kvinder gjenkjendte.
En morsom Hændelse opliver stundom dette
uliyggelige Arbeide. Man opdagede en Skikkelse tæt ved Bredden, og en Baad gik ud. Det var Lavvande og to Betjente maatte vade i Mudder næsten op til Livet, ivrigt betragtede af Mand- skabet paa et Fartøi, der lagde sig for Anker. Da de naaede Gjenstanden,… røbede en af Be- tjentene Tilbøielighed til at le, men tabte hurtig Lysten ved Inspecteurens: ,Hvis De gjør Åge faaer De dette Brædt i Hovedet!” Manden vendte tilbage til Baaden og roede bort, Tilskuerne af- syne. ,;Naa, boys, nu kan I give-Jer Luft”, sagde Inspecteuren, og de fik sig en hjertelig Latter over deres Eventyr med en pyntet Straamand.
For et Par Uger siden flokkede Folk sig i Hundredevis paa Westminster-Broen for med sygelig Nysgjerrighed at stirre "paa et Under- skjørt, der var næsten begravet i Mudderet. Po- liti-Baaden havde ikke kunnet komme hen til Stedet og var gaaet tilbage til Vauxhall-Broen, for at afvente Højvande. Skaren var voxet til Tusinder, da Politiet vendte tilbage og fiskede det op, som Mængden stadigt.troede var et Lig, men som kun var en død Hund, indsvøbt i sin Eierindes Underskjørt,
Flodpolitiet har Myndighed til at borde EN ert Skib og enhver Baad uden at give Varsel eller
1 ØRRED
SN NSNKNER
POLITIET PAA THEMSEN
Forklaring. Denne Forsigtighedsregel er taget mod Smugleri, som bestandig finder Sted, uagtet en Toldembedsmand er ombord fra Gravesend til Dokken. Dengang Skibene lossede paa Floden ved Hjælp af Baade og Pramme, hørte Tyverier til Dagens Orden og gav Politiet Nok at bestille. Den nuværende Indladning og Losning i Dokker har forringet Tyvenes Chancer, skjøndt Politiet endnu af og til tilfældigt griber En. Den Artikel, der er mest udsat for ulovlig Tilegnelse, er Kul, som endnu bæres bort i stor Mængde, idet Ty- vene ere fiffige nok til at slaa Vand og Mudder over deres Bytte og gjøre deres helligste Ed paa at have fisket det op af Floden — en Paastand, det tidt er umuligt at modbevise, da de hestjaalne Skibe i det Øjeblik kunne være hundrede'Mile borte.
Vor Baad glider henover den næsten øde Flod. Mørket falder paa, og Ebben indtræder hurtigt, da vi gaa ombord i Blackwell-Stationen — The Royalist, en Brig, der i sm Tid bar Hendes Majestæts Farver over sexten Kanoner. For endel Åar siden laa Royalist ved Waterloo-Kaien; nu er den forankret tæt ved East Greenwich og af- giver en solid men luftig Station for en Inspec- teur og fire ugifte Betjente.
Medens vi vente paa Floden, høre vi flere Hi-
"storier om Selvmord og om Opdagelsen fornylig
af et Skelet, sort af Ælde. Det skal have tilhørt en Sørøver, hvis sidste Havn var Eæecution- Dock. To Hændelser ere værd at fortælle.
Inspecteuren var ifærd med at trække et Fruen- timmer op af Vandet, da hun belønnede ham med en dygtig Ørefigen. I det andet. Tilfælde havde han grebet en velklædt ung Dame om Livet, da en Hund sprang frem og bed ham. Hunden var bleven fastgjort om Damens Liv for at dele sin Eierindes Skjæbne.
Det var mørkt, da vi begave os paa Hjem- veien. Floden var øde, med Undtagelse af et Par Bugserdampere, som løb hylende.om for at søge "efter deres Baade. Koppe-Dampskibet pas- serede os paa dets sørgelige Reise; det havde aabenbart ombord et Offer for Sygdommen, be- stemt til at dø-paa det flydende Hospital ved Erith. Den mørke Flod, de lave, sorte Bredder, den tunge Himmel, de usikkre, flagrende Lys, Vindens Suk, Aarernes Plasken: Omgivelserne og alle Lyde bidroge til at forøge det Uhygge- lige ved de Begivenheder, som udgjøre en væ- sentlig Del af en Flodpolitimands Oplevelser.
John. F
hvor megen Hand anvender. man ikke ftidt for at gjøre en Dumbcd. x i
vor Tankerne ere magre, cre Ordene fede.
Cd
(ed Viktor 'Rydbergs Billede
ER er neppe nogen Grund til her at gjen- I) fortælle Viktor Rydbergs Liv og paany gjøre Rede for Gangen og Udviklingen i hans dobbeltslyngede, poetiske og videnskabelige Forfattervirksomhed. Nutiden eier saa mange literaire Haandbøger og Hjælpemidler, at Enhver med Lethed kan skaffe sig Underretning om Alt, hvad han ønsker at vide om en navnkundig Per- sonlighed. Selv har jeg tilmed i Indledningen til min Oversættelse af ,,Romerske Dage" givet en ud- førlig Levnedsskildring af Digteren-og Tænkeren. Men som altid, naar en berømt Mands Livs- værk løber til Ende, har Blade og Tidsskrifter bragt en Række Bidrag til den nys Afdødes baade offenlige Virksomhed. og private Færd. Mangt et charakteristisk Træk er herved frem- draget, og adskilligt nyt Lys er kastet over saa- vel Digteren som Mennesket.
Et og Andet heraf skal jeg gjengive som Text til omstaaende Billede. Danske Læsere, der i de sidste Par Tiaar har omfattet Viktor Ryd- bergs Skrifter med saa varm en Sympathi, vil med Deltagelse høre om den Sorg, som det uventede Dødsbudskab allevegne vakte, og med Forstaaelse se, hvor betydningsfuld og velsignel- sesrig den Bortkaldtes Stilling. var i hans Fædre- lands hele aandelige Liv.
Literairhistorikeren Karl. Warburg fremhæver saaledes først og fremmest den Indflydelse, Ryd- bergs Digtuing har havt paa den ædlere Del af den Ungdom der er voxet op mellem 1860 og 1880. Mer end En vil taknemmelig erkjende, at denne Digtning væsenlig har bidraget til at forme hans egen Livsanskuelse. Endogsaa en saa selvstændig Natursom denphilosophiske Forfatter Pontus W2k- mer har udtalt, at næst de bibelske Skrifter har ingen Bog virket saa gjennemgribende paa ham 'som ,, Den sidste Athenienser". ,,Svalende — siger han — omsvøbte den min Sjæl med en af Antikens Friheds- og Skjønhedslængsel mættet Livsluftf.
Til denne overordentlige Virkning af Ryd- bergs Digtning bidrog, foruden dens Formskjøn- hed, fremfor Alt, at den udgik fra en sjelden nobel Personlighed. Man kan hundrede Gange bestride, at Digterens private Person og hans Skrifter har noget med hinanden at gjøre; der
… ligger dog alligevel en Sandhed i de Ord, som
nylig en nordisk Forfatter — den norske Docent Collin i sin Bog om Kunst og Moral — har hæv- det, nemlig at Digteren ikke alene virker som Kunstner, men ogsaa som Menneske — netop ved sit Værk, og derfor maa han udvikle sig selv til et Kunstværk og bevare sin Sjæl ren som en Læge sine Hænder.
Med ikke mindre varme og taknemmelige Ord taler to andre yngre svenske Forfattere om deres tabte Mester. Gustaf af Geijerstam skriver: Fædrelandet bærer Sorg. Thi den Mand er død,
Ed
Samensnmnsnnndine
einn
MED VIKTOR RYDBERGS BILLEDE
til hvis mindste Ord Generationen i Åarevis har lyttet som til det Signal, der skulde bestemme den Kurs, de hver for sit Vedkommende skulde tage 1 Livet. Den Mand er død, som engang vakte os til Tanke og opdrog os til Daad. Den Mand er død, hvis hele Liv var et stille Arbeide i de Magters Tjeneste, der bærer Verden fremad.
Og Oscar Levertin skildrer en Efteraars- aften ude i den Villaby — Djursholm ved Stock- holm — hvor Viktor Rydberg, den svenske Kulturs Vaaben- smed, nys laa bleg og stille paa sit kjære ,,Ekeliden". Jeg seer — hedder det — op mod Studereværelsets Vindue, hvor hans Lampe aldrig mer skal tændes — AÅrbeidslampen med den roligt og klart brændende Flamme, som jeg saa mange Gange har seet tindre deroppe. Sent om Nætterne, naar man gik paa Djursholmsveiene, saae man den lyse deroppe, talende sit eget Sprog om utrættet. Ar- beide, om en Kundskabsattraa, som ikke fik Ro, en Tanke, som aldrig hastede, og en Drøm, som spandt og spandt sin gyldne og ægte Traad. Der kom en Und- seelse over En, over alt det lige- gyldige, hvor til ens egen Ung- dom gav sig Tid, overfor denne stadig brændende Lampe, og samtidig havde man en dyb Følelse af taknemmelig Ærbø- dighed. Det var den svenske Kulturs Vagtpost, der, skjøndt allerede graanet, uden at lade sig overmande af Natten, sad paa sin Vagt med Gjallarhornet, Lyren og Folianten, og om- kring hans Borg hørtes en Su- sen af det svenske Aandslivs Yggdrasil, der syntes at have en af sine Rødder paa hans egen Gaard. Derfor blev denne natlige Lampe ogsaa det Fyr,
som Ålle gjerne saae efter,
baade de, der vare i Tvivl om
Seiladsens Kurs, og de Andre, der havde deres Vei givet, men alligevel elskede at glæde sig over Flammens smukke, stille Glans.
Sveriges ypperste Lyriker, Carl Snoilsky, bragte endelig sin Ven et vemodsfuldt Farvel i klingende -Stropher, og den gamle finske Digter, Zacharias Topelius, sendte den efterlevende Enke et Brev, der endte med de Ord: ,,De Unge sen- der deres Blomster, de Gamle deres Velsignelser til en elsket Grav". ; ;
En unævnt Medarbejder, T. B., i det stock- holmske ,,Aftonbladet" fortæller elskværdigt og fornøjeligt om et Interview, som han for et Par Aar tilbage prøvede at underkaste Viktor Ryd- berg. Til en Begyndelse gik Ålt særdeles glat. Rydberg hørte med synlig Interesse paa Anmod- ningen og erklærede, at det vilde more ham selv, i denne Form at kunne udtale sine Anskuelser om Et og Andet, Han had endog saa om at faae
K VIKTOR.RYDBERG f. 18. Decbr. 1829, d. 21. Septbr. 1895
en Række Spørgsmaal skriftlig opsatte, for at han nærmere kunde tænke over dem og over- veie sine Svar. Men Tiden gik, og Interviewet blev stadig udsat. Saa tog imidlertid Journalisten en Dag Mod til sig og aflagde Professoren et Besøg i hans Hjem. Viktor Rydberg følte sig øjensynlig lettet ved at kunne slippe med en almindelig Samtale. Han lod Vin komme ind — og Interviewet lykkedes alligevel saaledes delvis. :
Min Maade at arbeide paa — sagde Rydberg
54 4 En
hr RAV MÅ SUR are p ]
MED VIKTOR RYDBERGS BILLEDE
bl. a. — har altid været meget uregelbundet. Naar Noget er igjære, uden at jeg endnu er kommet til fuld Klarhed derover, kan jeg i mange Dage gaa omkring, urolig, i formelige Fødselsveer, uden at kunne tage mig nogen Ting for. Det nytter ikke, at jeg sætter mig ned til Skrivebordet og prøver paa atskrive; jeg veed paa Forhaand, at det ikke gaaer, og at jeg aldrig kan raisonnere mig til Arbeide. Saa, pludselig
… kan det komme over mig som et Lys, hvorsom- helst jeg: befinder mig — et Digt skrev jeg saa-
ledes under en Spadseretour herude i Slotsskoven med min Hustrus Ryg til Pult. Ved saadanne Leiligheder strømmer Ordene
. fra mig, langsomt og uafladeligt som en Flod.
Jeg stryger eller ændrer meget lidt. Min Stil, som Nogle troer er Frugten af.et omhyggeligt Ar- heide, er kun min Maade at tale med Pennen paa og koster mig ingen Anstrengelse. Hele Sider i Manuskriptet til ,,Vaabensmeden" er skrevne uden nogensomhelst Ændringer. Den Tid, jeg skrev denne Bog, var en afde lykkelig- ste i mit Liv. Jeg var virkelig lykkelig. Thi den højeste Lykke synes mig at ligge deri, at et Menneske glemmer sig selv under Sysselsættelse med et Årheide, som det elsker. É
Jeg har altid havt en næsten ængstelig Omhu for åt holde mine Manuskripter rene og fine, og Sætterne har ogsaa altid været meget tilfredse med dem. Da jeg skrev ,,Romerske Keisere i Marmor", syntes jeg, at Papiret burde være. lige saa hvidt som Marmor. Hvis jeg, naar jeg havde et Blad færdigt, kom til at stænke en Klat der- paa, maatte jeg strax skrive hele Bladet om; det var mig umuligt ellers at skrive. En Tid var jeg ogsaa meget afhængig af Papirets og Pennenes Beskaffenhed; de maatte være af udsøgt Slags, ellers kunde jeg ikke skrive.
Ogsaa om sin mangeaarige journalistiske Virk- somhed i hans trofaste Ven, Dr. $. -4. Hedlunds »Handelstidning". i- Gøteborg fortilte Rydberg flere muntre Ånekdoter.
I et Par Aar — sagde han — gjorde jeg og- saa Tjeneste som Theateranmelder, men jeg blev hurtig træt: Det var i Virkeligheden ".ulideligt. Ål min Fornøielse af Forestillingen var ødelagt, -og hele Tiden sad jeg kun og plagedes af Tan- ken om, hvad jeg skulle skrive om Stykket. Om de Spillende skrev jeg aldrig andet end Roes.
" Var der en Forestilling, som jeg ikke syntes om,
saa har jeg helt og holdent undladt at skrive "Noget, indtil jeg høstede den Erfaring, at det var det Værste af alt. En Dag kom nemlig en
-. Skuespiller farende op til mig, aldeles fortvivlet:
»Skriv, hvad De vil, men dræb mig ikke ved Taushed!" : SE Ogsaa om danske literaire Forhold udtalte
. Rydberg sig. J. P. Jacobsen faldt .saaledes slet
ikke i hans Smag. Jeg har nylig prøvet at læse
"ham, sagde han, men jeg. kunde ikke. Denne
kunstlede, mættede, overlæssede Stil, som er. saa overordenlig dygtigt og kunstfuldendt gjort, trætter mig. Nej, den gamle simple, klassiske Stil — Grækernes og Romernes Stil — Kunsten at sige en Ting med saa faa og saa simple Ord som muligt, saa at Enhver synes, det er ingen Kunst, men at hvemsomhelst vilde kunde udtrykke sig netop paa den Maade, det er den Stil, der holder sig længst. ;
Af ældre svenske Forfattere satte han f. Cx. megen Pris paa August Blanche. Mellem de yngre fremhævede han Heidenstam og Levertin. Om Forfattervirksomhed i det Hele yttrede han følgende:
Der cer faa Forfattere; som ikke inden kort Tid trænges til Side og glemmes. Tiden har en mærkelig Evne til at udsondre. Men de, -som glemmes, kan trøste sig med, at deres Arbeide derfor ikke har været forgjæves: de har altid udgjort nødvendige Led i: Udviklingskjæden.
H. V. Kaalund. har udtrykt samme Tanke i sit smukke Digt om ,,Koraldyret.”
Man vil fra Rydbergs Digtning kjende det for ham saa charakteristiske Clair-obscur af Mystik, hvori saa mange af hans skjønneste Inspirationer ere undfangne. Ogsaa i sit private. Liv troede han paa Visioner. Hans fortrolige Ven, Lector N. Linder,' har saaledes efter hans Død bl. A.
fortalt følgende:
Saa stærk var Rydbergs Kjærlighed. til sin Moder — hvilken han mistede, inden han endnu havde fyldt sit sjette Aar — saa inderligt hengav han sig til Tanken og Mindet om hende, at han ved mange Leiligheder, særlig i afgjørende Øie- blikke, af sit Liv, mente at se hende i' levende Skikkelse. :
Fra et videnskabeligt Synspunkt, siger Linder, indeholder den Slags- Visioner intet overraskende eller uforklarligt. Troværdige Beretninger om saa- danne findes i Mængde. (ogsaa i dansk Literaturs Historie forøvrigt), og Rydberg var kun-een' af de mange 'store og berømte Porsonligheder, der paa denne Vis have troet at have . modtaget ÅAahenbaringer: - RER rel
I Aarene 1876—78 holdt Rydberg offentlige Forelæsninger i Goteborg. Til disse forheredte - han sig altid med den yderste-Omhu, bl. A. ved at nedskrive hvert Ord, han vilde sige, og ved nøje at gjennemlæse sin Koncept. Auditoriet havde . saaledes ikke åt frygte for ufrivillige Pauser hos Foredragsholderen eller stammende Forsøg paa at gjenoptage en tabt Traad i Fremstillingen.
. Men en Gang — rimeligvis om Foraaret 1878 —
overraskedes disse Forelæsningers Tilhørere ved at se Manden paa Kathederet i et Par Øieblikke " komme ud af sig selv. AÅarsagen til denne Hæn- delse blev aldrig bekjendt for en større Almen-
.hed. Men, private Venner fik af Rydberg selv
Forklaring paa det Skete.
Sega
i Een
MED. VIKTOR RYDBERGS BILLEDE
Da han nemlig ved nævnte Leilighed en Gang kastede Blikket ud i Forelæsningssalen, troede han at se et Syn, som fik ham til at glemme alt Andet i Verden: for hans Øine viste sig lyslevende hans Moder. Hun befandt sig tæt ved en i Salen tilstedeværende ung Kvinde, med hvem Rydberg nogle faa Gange havde truffet sammen i den Fa- milie (Hedlunds), hvoraf han under største Delen af sin Goteborgstid betragtedes og behandledes som Medlem.
Om min Hukommelse ikke svigter mig, pleiede Rydberg at tilføje, naar han med mig talede. om denne Vision, havde Skikkelsen ved en særlig Haandbevægelse henledet Opmærksomheden paa den unge Kvinde, der ikke længe efter blev hans Trolovede og senere hans Hustru .— hans efter- levende trofaste Ægtefælle og Arbeidskammerat, Susen Hasselblad.
Det: samme Foraar sluttede forøvrigt Rydberg sine Forelæsninger. med en Undersøgelse af de » Visioner" og ,,Syner",.der som oftest aaben- barer sig paa Synets Omraade, men hvortil noget modsvarende dog ogsaa findes paa de øvrige Sansers. Der er, sagde han, een Årt af Visioner, som beror påa en Bevægelse i selve Sjælen, i hvilken et Erindringsbillede dukker. op eller en Forestilling reproduceres med en saa overordent- lig Styrke, at Erindringsbilledet eller Forestil- lingen virker indefra paa Seredskaberne omtrent paa samme Maade,.som om en virkelig Gjenstand udefra havde gjort det.
I'Sammenhæng hermed kan anføres en anden personlig Erindring, som Skolebestyrer Olaf Berg
"1 Kristiania nylig har fremdraget i.en Mindetale
over Rydberg .i det norske Studentersamfund. Taleren havde lært Viktor Rydberg at kjende i Stockholm i 1888, og under en af deres Sam- taler spurgte Rydberg ham, om han troede, det
vilde interessere den stockholmske Højskoles .
Studenterforening at diskutere et Spørgsmaal, som. levende interesserede ham, og som lød om- trent saaledes: :
»Er den Verden, som vi se om os, og som vi leve i, en virkelig existeréende Verden, eller er
den blot et Gjenskin af en højere aandelig Verden, -
som vi ikke se, og som ikke kan gjøres til Gjen- stand .for vor Erkjendelse?” : Rydberg. tilføjede, at han ikke havde noget bestemt Standpunkt til Spørgsmaalets Besvårelse, men blot: ønskede åt høre, hvorledes unge Aka- demikere vilde stille sig til det. Diskussionen kom ogsaa virkelig igang og førtes af de unge ideal- istiske svenske Philosophemner med megen Iver i et: Par Timer. Rydberg havde paa Forhaand tilkjendegivet, at han efter nogle faa Indlednings-
ord kun vilde være Tilhører, men bagefter udtalte.
han sin Tilfredshed med Udbyttet af Diskus-
sionen. « RE ;
Paa Vinduet i sit Arbeidsværelse paa ,,Eke- liden" havde Viktor Rydberg indridset følgende Ord: Desidera ardua, disedera Deum. Disse Ord staa nu ogsaa paa hans Kiste, og nedenunder er sat, hvad han selv sendte til en Ungdomsven, der havde mistet en ung Søn: ,,Tryggande skjåld mot forgångelsens slag år evighetstanken”,
Thi, som jeg for Aar tilbage andetsteds har skrevet om Viktor Rydberg, for ham stod Men- neskehedens Gang mod det skjulte Fremtidsmaal som Jødernes Vandring gjennem Ørkenen til Jordanfloden (se hans Jubel-Kantate fra Upsala 1877). Med Nat bag sig og Taage foran skrider Toget fremad fra Sekel til Sekel, og mere end En synker tvivlende sammen og spørger bæ- vende den Almægtige, hvorhen Veien gaaer. Dig- teren veed, hvad det vil sige at tøve i mørk
Grublen paa Veien. — hvorfra? og hvorhen? lyde Spørgsmaalene atter og atter i hans Digt- ning og Tænkning — men ufortrødent maner
han med et Excelsior! til atter at gribe Banneret og bære det høit hævet foran Toget. Saalænge Folkenes Frihedssang endnu ikke er forstummet for Gunst og Brød, saalænge Ungdomshjertet endnu ikke er blevet koldt, saalænge (som i Digtet om Dexippos) endnu en Dreng kan gaa i Døden for sit Fædreland, saalænge Barnesjælens Uskyld (som i ,,De badende Børn”, et andet dei- ligt Digt af ham) endnu ikke er forsvundet fra Verden, saa længe bærer Menneskeheden ogsaa Evigheden. i.sit Bryst, saa længe gaar Veien sik- kert frem mod de fjerne Sandhedsriger og de uopdagede Skjønhedslande.
Men forinden dette Maal naaes, forinden den forjættede Jordan skimtes i Synskredsen, for- inden Menneskeheden har seiret hernede, gjælder det Kamp mod Undertrykkelse og Trældom, mod
. Livets Nød og Hæslighed, mod Sjælens Feighed
og Raahed. I et mægtigt Digt om Prometheus og Ahasverus har Rydberg skildret, hvorledes den evige Jøde, hvis Sjæl er stivnet i Trods og Ver- densforagt, lkaaner og frister den bundne og lidende Titan. For ham er Magt Ret, og ,,Tids- guden" Zevs har endnu bestandig Magten. Men Prometheus henviser til den ,,;prometheiske Skaref, der bærer hans Vaaben og af ham har lært at kæmpe mod Zevs. Digterne og Kunst- nerne gaa i Spidsen for Fylkingen, Tænkerne tænde deres Fakler ved den Id, han engang bragte ned fra Olympen, og glad hører han i Luften Klangen af de Vaaben, der svinges imod
Verdenstyrannen.
I disse Ord flammer og lyser Viktor Rydbergs Sjæl. Selv var han altid en af de Forreste i den prometheiske Skare. Med Digterens Sværd og Tænkerens Fakkel skred han fremad til det Sidste.
Nu ere de blanke Vaaben faldne ham ud af
Haanden. Hans Fakkel er vendt nedad. Men han
har sikkert naaet sit eftertragtede ,,Jordan”. Otto Borchsenius.
— 47 —
SansER 3 i
vr …«
"øn nn SDR NSSN
re ERE ET EN
væ
øst toer
sm
SÆDET ser ER NT
j /
SEERE SS SEE SE LEE SEE EET
remme fn MT MR PIVER MER DS RØRER KN Penne
»
seer RS sd RER MÅ.
REMBRAND'r van Rin:
SELVPORTRAIT AF KUNSTNEREN MED HANS HUSTRU SASKIA
DNESDENER- GALLERIET
Br.aG TIL ,Hver 14, DaG? P. PETERSENS BoGrA ÆRE
då
Ned
Fer
Gag
U Hull -
SNU ESG: Ni mm [| KT TYRA | REESE
> 2
FREDERIKSBERG SLOT 1757
Paa Frederiksberg
ALB. GNUDTZMANN
uN Faa ere sig sikkert bevidst, at Frederiks-
berg som By betragtet er en ren Grøn-
skolling i Sammenligning med Kjøbenhavn,
at mens Kjøbenhavns Historie gaaer helt tilbage
i Middelalderen, saa var der ikke før forrige ÅAar-
hundredes Begyndelse Noget, der.hed Frederiks- berg.
Snarere staaer for F'olkebevidstheden Frederiks- berg som en Årt ældre, hyggelig Onkel til Hoved- staden — en Onkel, hos hvem man gjerne drikker sin Søndag - Eftermiddags-Kaffe, mens Sønder- markens og Frederiksberg Haves susende Træer fortælle En om gamle, afblegede Minder. Det er Frederik den Sjettes smaaborgerlige og nøjsomme Tid, man føler sig hensat til.
Sagen er den, at niens Kjøbenhavn altid har været i Fornyelse, har Frederiksberg været sei- gere og sindigere. Sent er det blevet til By,. og kun langsomt har det antaget ny Tids Sæd, Deraf kommer det, at det har beholdt saa meget af sit oprindelige Præg.
Dog — den, der ager med Stude, kommer ogsaa med. Midt i det syttende Aarhundrede, da Kjøbenhavn allerede var omtrent "halv saa stor som Aarhus nu, var Frederiksberg med Respekt at melde en Mark, der hørte til Ladegaarden, og paa denne Mark var der kun et eneste Hus. I 1651 fik tyve hollandske Bønder Lov til paa denne Mark at bygge sig Gaarde. Det blev til en
By, der kaldtes Ny Hollænderby. 1699 begyndte man at bygge paa Slottet. Det fik Navnet Fre- deriksberg, og dette Navn gik derfra over paa Byen. Denne havde i 1801 1172 Indbyggere, i 1840 ca. 2300, i 1850 ca. 2900. I 1870 var der ca. 12,000, i 1895 56,076.
Frederiksberg vil neppe undgaa sm Skjæbne. Paa alle Kanter strækker allerede det moderne Kjøbenhavn sine Fangarme ud efter det — Kasernegaderne med de graa Facader og den daarlige Luft... Før eller senere vil Resterne af Idyllen blive kvalt i dette Favntag.
Skulle vi være saa sangvinske at haabe, at det vil vare saa længe, at man til den Tid an- seer Oehlenschlægersgade for en romantisk For- tidslevning, og at man begynder at føle sig idyl- lisk stemt, naar man passerer en Gade, der hun har femetages Huse og ingen elektrisk Sporvogn?
Hvorom alting er: Frederiksberg har ialfald den Dag idag endnu Noget over sig af det rolige